Iværksætteren Michelle Kristensen vil have flere kvinder ind i iværksætteriet.
Der er ubalance i det danske iværksætteri, når det kommer til fordelingen mellem kvinder og mænd. Omtrent hver fjerde iværksætter i Danmark er kvinde, og her på 24Victoria har vi tidligere snakket med sociolog og iværksætter Cathrine Berendt Andersen om netop den manglende ligestilling i iværksætteriet.
En anden kvindelig iværksætter, som kan se problematikken og gerne vil have flere kvindelige iværksættere ind i miljøet, er Michelle Kristensen. Hun står bag MK Universet, som er en digital platform og app centreret om motion og kost.
I et interview med Politiken italesætter hun problematikken og stiller sig til rådighed for ligesindede.
”Det før mig trist, at vi har fået lukket ned for halvdelen af befolkningens idérigdom og kreativitet. Og jeg tror desværre også, at det handler om, at man er meget alene som kvindelig iværksætter. Mændene bruger hinanden på kryds og tværs. Vi er ikke så mange, og vi er ikke så gode til at netværke. Det er derfor, vi skal være flere, derfor jeg stiller mig frem for at vise, at det kan lade sig gøre, og for at række ud til dem, der vover,” siger Michelle Kristensen blandt andet i artiklen.
Gentænk iværksætteriet
Michelle Kristensen påpeger deusden i Politikens artikel, at det er en floskel, at iværksættere per definition skal være arbejdsnarkomaner, som ikke har tid til andre ting i livet, og at succes kun kan skabes ved at arbejde i alle døgnets vågne timer.
”Det er er dybest set en meget gammeldags måde at se iværksætteriet på. Og det er ikke en bæredygtig måde at bygge en virksomhed op på. Det ved jeg om nogen. Jeg har selv været i den der tunnel, hvor jeg arbejde 100 timer om ugen i 5, 6 og 7 år. Kørte mig selv helt ned i kulkælderen og blev så stresset, at jeg tabte hår og øjenbryn og dårligt kunne huske navnene på mine egne medarbejdere. Det er ikke godt for noget – heller ikke for business,” lyder det fra hende.
En tendens, vi tidligere på 24Victoria også har skrevet om i form af interviewet med Nicolai Sabro Hansen. Han er medstifter af Decision Makers, der er et community for iværksættere og virksomhedsledere. Nicolai Sabro Hansen har i tidens løb talt med mere end 300 iværksættere og virksomhedsledere, og blandt dem er der en tendens til at prioritere kortere arbejdsuger end 80 timer og fokusere mere på den mentale balance.
Politikerne er klar over kønsubalancen, og i sommeren 2024 blev den såkaldte iværksætteraftale også vedtaget. En aftale, der har til hensigt at styrke kvindernes muligheder for at komme ind i miljøet – blandt andet ved at øremærke finansiering til iværksætterteams med mindst én kvinde ombord. Noget, vi ligeledes har omtalt.