En ny analyse sammenligner de 10 største internetudbydere i Danmark, og den viser en række markante forskelle. Hiper er i gennemsnit den hurtigste forbindelse målt på download.
Bredbånd.dk har offentliggjort resultaterne af deres nyeste undersøgelse af internethastigheder i Danmark baseret på de største udbydere (se tabel nederst).
Undersøgelsen er et resultat af 59.540 online hastighedstests foretaget i perioden fra den 11. februar til 10. april 2025 og giver et indblik i, hvilke udbydere der leverer de bedste hastigheder samt deres popularitet blandt brugerne.
“Det er tydeligt at se, at udbydere af fibernet vinder frem, såvel som udbydere af løsninger med mobilt bredbånd,” siger Simon Hjorth, der ejer Bredbånd.dk.
Markante forskelle
Undersøgelsen afslører, at der er betydelige forskelle i både download- og upload-hastigheder samt latency (reaktionstid/forsinkelse) blandt de forskellige internetudbydere. Det er vigtigt at bemærke, at mange af testene sandsynligvis er foretaget over WiFi, hvilket betyder, at resultaterne også afspejler kvaliteten af de WiFi-routere, som udbyderne leverer (typisk samme firma).
Hiper imponerer Bredbånd.dk med den højeste gennemsnitlige download-hastighed på 340 Mbit/s. Lige i hælene på Hiper finder vi Norlys, der har en gennemsnitlig download-hastighed på 332 Mbit/s, mens tredjepladsen går til AURA Fiber med 286 Mbit/s i download.
Modsat er den langsomste download-hastighed at finde hos 3 (157 Mbit/s). Igen er det vigtigt at bemærke, at 3 kun udbyder mobilt net. Derfor giver det god mening, at de har den laveste download-hastighed, når kablede forbindelser generelt er hurtigere end trådløse.
Med hensyn til upload-hastighed er det Fibia, der indtager førstepladsen med 312 Mbit/s i upload-hastighed. Ikke overraskende ligger 3 ligeledes i bunden igen med den laveste upload-hastighed (35 Mbit/s).
Vigtigt parameter
Latency (reaktionstid/forsinkelse) er en vigtig faktor for stabilitet i forbindelse med streaming og online gaming. Den varierer også mellem udbyderne.
Internetudbyderne AURA Fiber, Altibox og Fibia viser de bedste latency-resultater med henholdsvis 8 ms, 9 ms og 10 ms.
Det er værd at bemærke, at 3 kun udbyder mobilt bredbånd, som ofte har højere latency end kablet bredbånd, men alligevel leverer et flot resultat på kun 25 ms – som bestemt er acceptabelt for langt de fleste brugere.
Om undersøgelsen:
Undersøgelsen tager udgangspunkt i 59.540 online hastighedstests foretaget i perioden fra den 11. februar til 10. april 2025. Hastighedstesten kan tages på Bredbånd.dk.
Udenlandske IP-adresser er sorteret fra i datasættet. Derudover er erhvervsudbydere såsom GlobalConnect sorteret fra, og ligeledes VPN-maskerede IP-adresser såsom iCloud Private Relay.
Fakta: Bredbånd.dk
Bredbånd.dk er en sammenligningsportal, hvor forbrugere kan få et overblik over hastighed og de forskellige muligheder, der er for internetløsninger. Det gælder både fibernet, traditionelt internet og 5G-internet.
Internetudbyder | Gns. download (Mbit/s) | Gns. upload (Mbit/s) | Gns. latency (ms) |
Hiper | 340 | 268 | 10 |
Norlys | 332 | 232 | 11 |
AURA Fiber | 286 | 276 | 8 |
Fibia | 273 | 312 | 9 |
EWII | 263 | 267 | 10 |
YouSee | 263 | 168 | 15 |
Altibox | 240 | 233 | 9 |
Telia | 238 | 129 | 21 |
Telenor | 207 | 118 | 20 |
3 | 157 | 35 | 25 |