Nye interna­tio­nale uddannelser skal fastholde talent i Danmark

To kvindelige iværksættere står smilende i et moderne kontormiljø – symbol på international arbejdskraft og IB-uddannelser i Danmark.
Alle gymnasiale uddannelser i Danmark kan søge om at blive en del af udbuddet, der løber frem til den 1. oktober 2025. Foto: Shutterstock

Vi har brug for veluddannede udlændige som innovatører, iværksættere – og bare dygtige medarbejdere – og her skal tre nye engelsksprogede ungdomsuddannelser bidrage.

Regeringen vil oprette tre nye IB-uddannelser (International Baccalaureate), men de specifikke steder eller institutioner er endnu ikke valgt. Det afhænger af det udbud, som netop er blevet åbnet af Børne- og Undervisningsministeriet.

“Vi er nødt til at lave en ny udbudsrunde for at kunne fastholde den internationale arbejdskraft,” siger Venstres børneordfører Anni Matthiesen, ifølge Børsen.

IB (International Baccalaureate) er en toårig, engelsksproget gymnasiel uddannelse. I dag findes der 16 IB-tilbud i Danmark – 13 offentlige og 3 private – og i 2023 var 2105 elever indskrevet. En prognose fra Epinion viser, at tallet kan stige med 70 procent frem mod 2033, ifølge avisen.

Imødekommer behov

Baggrunden er, at andelen af international arbejdskraft i Danmark vokser, og det samme gør behovet for engelsksprogede uddannelser.

Regeringen håber, at flere IB-uddannelser vil få internationale familier til at blive i landet.

Udviklingen glæder Dansk Industri. Vicedirektør, Signe Tychsen Philip, udtaler:

“Arbejdskraft er vores vigtigste valuta, og derfor er det helt afgørende, at vi kan tiltrække internationale talenter og deres familier til Danmark.”

“Hvis børnene trives og har det godt, så er der også større sandsynlighed for, at forældrene bliver boende,” understreger vicedirektøren.

Alle gymnasier kan søge

Alle gymnasiale uddannelser i Danmark kan søge om at blive en del af udbuddet, der løber frem til den 1. oktober 2025. Men visse områder er i særligt fokus.

Behovet menes at være størst i det sydjyske og omkring Odense samt nogle steder på Sjælland.

De tre udvalgte steder forventes præsenteret i slutningen af 2025, mens opstartstidspunktet kan variere, ifølge Børne- og Undervisningsministeriet.

Sidst opdateret: 9. april 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Du kan blive opdateret på nyheder inden for tech & startups ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev. Vi sender dig en mail med 7 udvalgte artikler tirsdag og fredag.