Hans-Christian Jepsen er founder af Elva, som organiserer skræddersyede aktivitetsløsninger til pleje- og dagcentre. Mødet med tre vidt forskellige interessenter har spillet en kæmpe rolle i at kvalificere hans startup.
Hans-Christian Jepsen er uddannet gymnasielærer og har ikke tidligere haft det store kendskab til iværksætteri, men han valgte alligevel i 2020 at kaste sig ud i et iværksættereventyr ved at starte aktivitetsplatformen studiekredsen.dk.
I dag hedder virksomheden Elva – dog stadig centreret om aktivitetstilbud til pleje- og dagcentre. Men hvad får dog en gymnasielærer til at kaste sig ud i iværksætteriet, tænker du måske?
”I min studietid arbejdede jeg som musiker på et plejehjem. Det gjorde stort indtryk på mig og satte tankerne om, hvordan jeg håber min egen alderdom bliver. Jeg er selv i starten af 40´erne, men tanken, om at bruge min tid på at fordybe mig i Danmarkshistorie og bevare min nysgerrighed, gør mig glad,” lyder det fra Hans-Christian Jepsen til 24Victoria.
Da virksomheden så dagens lys i 2020 var han lidt en grønskolling inden for iværksætteriet, og han lægger heller ikke selv skjul på, at han nok ikke er den ‘klassiske’ iværksættertype. Han er en lidt mere sensitiv person. Han giver selv udtryk for, at sådan noget, som at bruge meget tid på at sælge, var en udfordring, han skulle overvinde.
Mentoren
En følelse af at famle i blinde ramte da også Hans-Christian Jepsen i ny og næ i løbet af den første tid af hans iværksætterrejse, men en skelsættende beslutning om at kommentere et opslag i Facebook-gruppen Iværksætter Netværk ændrede det hele.
Hans-Christian Jepsen svarede nemlig på grundlægger Martin Christensens opslag om, hvorvidt der var nogen, som ville dele erfaringer om diverse mentorforløb.
Hans-Christian Jepsen var meget i tvivl, om han skulle skrive eller ej, da det lidt kunne ses som en blotlæggelse af sig selv. Han har også altid tænkt sin virksomhed som sit eget lille projekt.
Skæbnen ville dog, at han ret impulsivt alligevel valgte at kommenterede opslaget. Det ene førte til det andet, og Hans-Christian Jepsen endte rent faktisk med at få Martin Christensen som mentor. Noget, Hans-Christian Jepsen er ovenud lykkelig for her i retrospektivt lys.
”Martin Christensen har betydet rigtig for mig. På det personlige plan gav han forøget selvtillid, da han anerkendte mit hidtidige arbejde med at få en enkeltmandsvirksomhed op at stå. Derudover skubbede han til mig på det professionelle plan. Han kvalificerede min virksomhed og sagde, at jeg skulle dét, dét og dét, hvis den skulle udvikle sig,” lyder det fra ham.
Hans-Christian Jepsen havde eksempelvis aldrig tænkt over at få én eller flere partnere ind over sit projekt – ej heller at sikre finansiering via funding og investorer. Men det var blandt andet sådanne overvejelser, Martin Christensen fik Hans-Christian Jepsen til at reflektere over.
Forretningsudvikleren
Derudover introducerede Martin Christensen også en helt ny person til Hans-Christian Jepsens netværk – nemlig Maja Ørum, som er forretningsudvikler.
Hans-Christian Jepsen fik tilknyttet hende som en nyttig sparringspartner, og over flere måneder skærpede de Elvas forretningsplan – blandt andet via en lang række skriveøvelser med udgangspunkt i The Business Model Canvas.
Hans-Christian Jepsen brugte mange timer på at reflektere og nedfælde tanker om alt lige fra den overordnede idé, målgruppe, produkt til en forretningsplan for fremtiden.
”Maja Ørum har betydet rigtig meget for mig i arbejdet med at lave skitsen til en tiårsplan for Elva. Det kan være svært at fokusere på de lange perspektiver, når du er er så forankret i dag-til-dag-arbejdet. At få sat dét i struktur har betydet enormt meget for mig og Elva, så nu ved jeg i store træk, hvor virksomheden skal hen i fremtiden,” forklarer Hans-Christian Jepsen.
Softwareudvikleren
Et tredje bekendtskab, som har haft positiv indvirkning på Hans-Christian Jepsen og Elva, er Syntastic, som er en mindre softwareudvikler-virksomhed.
Hans-Christian Jepsen havde tidligere bygget sin egen software i WordPress, men da dén på et tidspunkt crashede og var nede i en måned, vidste han godt, at det var på lånt tid at blive ved med selv at bygge.
Det var dog først, da mentor Martin Christensen pressede på, at han gjorde noget ved det. Hans-Christian Jepsen gik derfor til en lang række møder med softwareudviklere, og her var tilbagemeldingen, at dét produkt, han efterspurgte, ville kræve 500+ arbejdstimer at udvikle. Noget af en mavepuster for iværksætteren. Han endte med at gå med Syntastic.
”Det unikke ved Syntastic er, at de kun arbejder med kunder og projekter, de tror på. De tilbyder nemlig at dele betalingen op i to halvdele, hvor den første betales til at starte med, mens den anden betales som et procentafdrag, når der forhåbentlig er indtægter. Syntastic løber dermed en risiko ved at ikke få det fulde beløb hjem, men det gør en kæmpe forskel for iværksættere, hvor pengene er små. Nu havde jeg lige pludselig mulighed for at tilknytte dem og få bygget min ønskede software,” siger Hans-Christian Jepsen.
Elva-ejeren understreger, at Syntastic er ideelle for ham, da de er tilpas små, lytter til hans tanker og idéer, men stadig bevarer overblikket og trækker på deres dybe ekspertise. Andre softwareudviklere passer måske bedre til andre.
”Der var mange gange i udviklingsprocessen, at de var nødt til at sige til mig, at dét ikke kan lade sig gøre lige nu. Derudover var de meget transparente i deres estimeringer af arbejdstimer. Jeg var med til udviklingsmøderne, så jeg kunne høre, hvad hver enkelt komponent i min ønskede software ville kræve af arbejdstimer, og hvordan de var kommet frem til de estimater,” siger Hans-Christian Jepsen.
Fundamentet er på plads
Elva-ejeren lægger ikke skjul på, at Martin Christensen, Maja Ørum og Syntastic har været vigtige bekendtskaber i arbejdet med at kvalificere hans startup. Han fik både personlige og professionelle inputs ved at række ud efter hjælp, og nu er hans startup for alvor klar til at gøre sit indtog på markedet for aktivitetstilbud til pleje- og dagcentre i Danmark.
Han håber, at delingen af sin historie kan inspirere andre iværksættere til at søge hjælp på den ene eller anden front. Han vil nemlig ikke selv tøve en eneste gang med at spørge om hjælp igen, for den ‘uklassiske’ iværksættertype har lært, at iværksættere rigtig gerne vil hjælpe andre iværksættere.
”Det har været en vild proces, siden jeg havde første time med mentor Martin Christensen som resultat af en impulsiv handling på et opslag i Iværksætter Netværk. Hvis jeg en dag får brug for at starte forfra, vil jeg være hurtigere til at række ud efter hjælp. Jeg har mødt rigtig mange hjælpsomme iværksættere undervejs,” er således de reflekterende ord.