Efter en årrække som journalister på Dagens Industri besluttede to svenskere at forlade trygheden og starte Nordens i dag klart største medie om startups og tech. 24Victoria har talt med co-founder, Stefan Lundell, om en speciel rejse hinsidan. ”Vi så, at der manglede et nyhedsmedie, som virkelig dækkede de transformative forandringer, som erhvervslivet står over […]
Efter en årrække som journalister på Dagens Industri besluttede to svenskere at forlade trygheden og starte Nordens i dag klart største medie om startups og tech. 24Victoria har talt med co-founder, Stefan Lundell, om en speciel rejse hinsidan.
”Vi så, at der manglede et nyhedsmedie, som virkelig dækkede de transformative forandringer, som erhvervslivet står over for i digitaliseringens tidsalder. Og vi startede Breakit i 2015.”
Ordene kommer fra Stefan Lundell. Han fortæller, at grundidéen bag Breakits forretningsmodel var at fokusere på tech og producere journalistik af høj kvalitet, som folk oprigtigt ønsker at følge.
Og væksten har været stærk siden stiftelsen (se boks nederst). Breakit har i dag 10 journalister og i alt cirka 22 medarbejdere ansat. I 2025 havde Breakit en omsætning på knap 40 millioner SEK samt et overskud på 10 millioner.
”I begyndelsen var vi to grundlæggere – mig selv og min medstifter Olle Aronsson. Kort efter kom Jon Mauno Pettersson med. Han er nu CEO og chefredaktør og i praksis også co-founder,” siger Stefan Lundell.
Kan du uddybe jeres tilgang til tech?
”Nøglen var først at opbygge et stærkt brand – og så tjene penge på det. Et kerneprincip helt fra begyndelsen har været at være så transparente som muligt – som entreprenører. Vi tror på, at Breakit kan hjælpe, opmuntre og inspirere andre. Det er også en effektiv journalistisk tilgang til at forklare komplekse udviklinger.”
Møde med Spotify-founder
Tilbage i 2008, da Stefan Lundell var på Dagens Industri, mødte han en af Spotifys grundlæggere, Martin Lorentzon. Det blev et skæbnemøde.
”Han introducerede mig til techmiljøet i Sverige, og det åbnede virkelig mine øjne for branchen. Jeg følte, at Dagens Industri overså et stort skifte i alt det, der skete inden for tech.”
Stefan Lundell foreslog nu sine chefer at starte et dedikeret tech-site. Og de kunne lide idéen, men de ønskede ikke, at han skulle gøre det som entreprenør. De ville have ham ansat.
”Så i 2014 besluttede Olle og jeg at sige vores job op. Olle er yngre end mig, og jeg havde været lidt af en mentor – han startede som praktikant og fik derefter et job. Vi havde også startet en podcast sammen, før vi gik over til techjournalistik på fuld tid og lancerede Breakit.”
”Når man ser tilbage, kan man altid prøve at rationalisere, hvorfor man startede noget. Men for mig handlede det mere om instinkt. Jeg havde en stærk fornemmelse af, hvad jeg ville gøre, og jeg fulgte min passion,” siger Stefan Lundell.
Breakit-måden
I begyndelsen var det svært for Breakit-founderne at definere præcist, hvilke områder de skulle dække.
På Dagens Industri var det meget klart – traditionelt erhvervsstof i Sverige. Tech er anderledes.
”Det udvider sig gradvist til mange områder, og vi stolede meget på mavefornemmelsen. Virksomheder som Spotify og Klarna var i centrum for det, vi dækkede. Breakit har altid haft en stærk tech-komponent i sin forretningsmodel, men vi havde også brug for virksomheder med hurtig vækst.”
“På et tidspunkt dækkede vi endda hamburgerkæder, fordi de voksede hurtigt og havde techinvestorer. Set i bakspejlet var det for langt væk fra vores kerneområde.”
I dag har Breakit bedre styr på sit område, og man foretrækker at ansætte unge journalister – og så oplære dem på Breakit-måden.
”Det har været en nøglefaktor i vores succes. Vi betaler også gode lønninger og ønsker ikke at være afhængige af freelancere, selv om de er billigere. Vi har brug for, at de forstår Breakit-måden,” siger Stefan Lundell.
Breakit følger omkring 1.000 svenske virksomheder dagligt. Man overvåger opdateringer via Bolagsverket i Sverige – ting som årsrapporter, kapitalrejsninger og strukturelle ændringer. De virksomheder er et kerneaktiv for Breakit, og mange investorer følger dækningen.
”Men som journalist er det også meget vigtigt for mig at møde mennesker,” understreger Stefan Lundell.
“Jeg møder entreprenører hver dag, og det er dér, man hører, hvad der virkelig sker. De mest interessante historier starter ofte som sladder eller tips fra folk inde i miljøet. Vi holder os tæt på det, men vi er ikke en del af det, hvilket gør det muligt for os at skrive hårde og kritiske historier. Derfor er det heller ikke alle, der kan lide Breakit.”
Techforståelse har ændret sig
I løbet af de seneste 11 år har opfattelsen af tech ændret sig meget, fortæller Stefan Lundell.
”Da vi startede Breakit, kaldte vi vores virksomheder for techvirksomheder, og det begreb var ikke særlig bredt forstået. I dag ved alle, hvad tech er. Selv landsdækkende tv som SVT har dedikerede techreportere.”
”Så tech plejede at være en lille niche, men nu er det en del af alle aspekter af erhvervslivet. Vi har været heldige at ride på den bølge. Mens mediebranchen bredt set har haft det svært – blandt andet fordi techgiganterne har taget annonceindtægter – har techsektoren selv været i kraftig vækst.”
Tabte penge i fem år
I årene 2015-2019 havde Breakit imidlertid underskud, men blev hurtigt nummer ét som nyhedskilde for techbranchen i Sverige. Det var inden, man kunne notere breakeven i 2020 med tre millioner SEK i overskud.
I laver også events, hvad er vigtigst?
”I starten kom vores indtægter fra annoncering. Derefter tilføjede vi events, uddannelsestilbud og abonnementer, som vi introducerede for omkring fem år siden. Men stærk journalistik er kernen i det hele,” siger Stefan Lundell og uddyber:
”Jeg mener, at vi har skabt en ny type journalistik, som jeg er meget stolt af. Vi er transparente og ikke bange for at tale om vores egne fiaskoer. Vi er både journalister og entreprenører – og den kombination har været meget stærk for vores brand.”
“Et eksempel er, hvordan vi rapporterer om os selv. I Sverige offentliggør private virksomheder typisk deres årsrapporter om sommeren, hvilket betyder, at folk ikke kender deres årsresultat i op til seks måneder. Hos Breakit offentliggør vi vores resultater på nytårsdag og sender et nyhedsbrev til alle abonnenter. Vi deler åbent, hvis vi har tabt penge, hvilket de fleste startups undgår. Folk sætter pris på den ærlighed – de kan lide, at vi ikke tager os selv alt for højtideligt.”
Skal I ekspandere uden for Sveriges grænser?
”Vi har diskuteret at ekspandere internationalt i 10 år, men jeg har været ret forsigtig. At gå ind på markeder som Finland eller Frankrig, Danmark eller Norge ville være dyrt, og vi kan tabe mange penge.”
”Så vi har endnu ikke truffet den beslutning. Nu, hvor Bonnier kommer til at eje 100 procent af virksomheden senere i 2026, vil det i sidste ende være op til dem. Et logisk skridt kunne være at følge Dagens Industri ind i Europa og kopiere modellen på tværs af flere lande.”
| Sådan har Breakits udvikling set ud – udvalgte år: Alle tal i svenske kroner I 2015, det første år, havde Breakit omkring 2 millioner i omsætning og et underskud på 1,2 millioner. I 2016 voksede omsætningen til 7 millioner med et underskud på 1,5 millioner. I 2017 nåede man 12 millioner i omsætning og reducerede underskuddet til 0,5 millioner. I 2018 havde man 14 millioner i omsætning, men et underskud på 6 millioner (da det var et stort investeringsår, og den bedste sælger var på barsel, ifølge Stefan Lundell). Breakeven i 2020 med 22 millioner i omsætning og et overskud på 3 millioner. På det tidspunkt havde man allerede en stærk økonomi, men valgte at prioritere vækst. I 2021 nåede man 45 millioner i omsætning med et overskud på 5,6 millioner. I 2022 var omsætningen 41 millioner med et overskud på 3 millioner. I 2025 var omsætningen 38,6 millioner med et overskud på 10,2 millioner. Med hensyn til ejerskab ejer Stefan Lundell 25 procent og Olle Aronsson 15 procent. Bonnier ejer 30 procent. Investeringsselskabet Swedia ejer 5,5 procent. Og de øvrige aktier var ejet af business angels, direktøren, ansatte og tidligere ansatte. Det er aftalt, at Bonnier senere i 2026 overtager 100 procent af aktierne. Kilde: Breakit |
Læs mere: