24Victoria har taget en snak med Christian Lohmann, der er CEO i Dixa, om rollen som CEO, og hvorfor en founder ikke altid er den rette til dén stilling.
Ved dette års SMIL fandt det faglige indspark ’Unicorn Academy Lands At Smil’ sted. Her dryssede CEO i Dixa, Christian Lohmann, ud med det ene guldkorn efter det andet omhandlende tanker og overvejelser, en founder skal have in mente i forhold til sit virke som CEO.
24Victoria var med på en lytter, men grundet tavshedspligt fra rummet, kunne vi desværre ikke informere vores læsere om alle disse guldkorn. Vi har derfor ringet hovedperson op for at snakke lidt om rollerne som founder og CEO.
Det er værd at understrege, at Christian Lohmann ikke kan udtale sig i specifikke termer, men at vi holder os på det generelle plan ud fra hans egne erfaringer og kendskab til økosystemet. Han er ikke selv founder, men kom til Dixa i 2021, hvor han efterfølgende har arbejdet sig op til at blive CEO.
Ved SMIL2025 sagde du, at en founder ikke altid skal være CEO. Kan du præcisere, hvad du mener med det?
”Det er vigtigt at sige, at rigtig mange founders er dygtige CEOs og også den helt rette til virksomheden. Dé skal selvfølgelig ikke finde en anden rolle.
Når du starter en virksomhed, bliver du per definition født ind i rollen som CEO. Ved SMIL2025 ville jeg provokere lidt ved at italesætte, at en founder ikke skal tage det for givet, at vedkommende altid skal være CEO.
I starten – og især i takt med, at virksomheden vokser – vil der være mange arbejdsopgaver som CEO, som du måske ikke tændte på, da du startede virksomheden. Det kan eksempelvis være at lave årsrapporter, udarbejde juridiske arbejdsprogrammer til medarbejdere eller forholde dig til HR-regler i forskellige lande i verden. Kravene til dit skill-set som founder bliver altså mere og mere mangfoldigt i takt med, at virksomheden udvikler sig.
Jeg tror på, at mange founders ender med at bruge tid på arbejdsopgaver, de ikke brænder for, eller hvor de ikke er de dygtigste. Derfor skal de ikke altid være CEO.”
Hvornår er det så på tide at fralægge ansvaret og finde en anden rolle i startuppen?
”At være founder er selvfølgelig én stor ructchebanetur, hvor det går op og ned, men hvis du i en længere periode synes, det er surt at gå på arbejde, bruger du nok for meget af din tid på arbejdsopgaver, du ikke brænder for, eller som du måske ikke er den dygtigste til.
Jeg synes, der ligger en styrke i at erkende, at det er på tide at finde en ny rolle. En rolle, som bedre matcher dine kompetencer.”
Hvilke gavnlige effekter kan det have for startuppen, at founderen træder tilbage som CEO og finder en ny rolle?
”Jeg kan for eksempel tale ud fra vores egne erfaringer i Dixa, hvor alle fire co-founders arbejder i produktteamet, og det har været en af grundstenene til, at vi har skabt et super stærkt produkt. Det skyldes, at founder-gruppen har en kæmpe ekspertise og hjerte for den industri, vi servicerer – hvilket også er årsagen til, at de grundlagde virksomheden til at starte med.
Du har bare en stærkere startopstilling, hvis ham, der kan finde ud af at være angriber, er angriber, og ham, der kan finde ud af at være målmand, er målmand, end hvis ham, der kommer først ind på banen, er midtbanespiller, ham, der kommer nummer to ind på banen, er angriber, og ham, der kommer nummer tre ind på banen, er forsvarsspiller.
Hvis virksomheden har aktionærer eller investorer, som tænker, at en omrokering vil være det bedste for virksomheden, er et andet scenarie, hvor det bedste hold sammentættes.”
Hvis vi antager, at founderen ser det som et ’nederlag’ at skulle trække sig tilbage som CEO og finde en anden rolle – hvordan kan han eller hun tackle det?
”Ligesom mange andre ting i livet, kan det måske i momentet føles som et ’nederlag’. Jeg kan også godt forstå den stolthed, der kan være forbundet med at fralægge sig ansvar og gå fra at bestemme det hele i virksomheden til ikke længere at bestemme det hele.
Personligt synes jeg dog, at bedriften ved at være founder er større end at være CEO. Det er virkelig flot, hvis du er nået til erkendelsen af, at du ikke længere skal være CEO – enten ved at lytte til investorer, rådgivere eller ved selv at mærke efter. Det viser, at virksomheden er værd at investere i, vil jeg mene.
Jeg er ret sikker på, at de founders, som træder tilbage som CEO og finder en ny rolle, også ser det som en kæmpe gave – ikke mindst på privatfronten.”
Hvordan kan founderen finde den rette CEO til at erstatte ham eller hende?
”Både interne og eksterne personer kan sagtens fungere. I min optik er en af de vigtigste ting, at du har tillid til personen. Du har været vant til at træffe alle beslutningerne i virksomheden, så det er vigtigt, at du har den fornødne tillid til, at den kommende CEO kan træffe de rette beslutninger.
Jeg vil anbefale at gå i gang med arbejdet i rigtig god tid – eksempelvis ved at overveje potentielle kandidater i et halvt år, inden du går ind i selve processen. Det gælder om at sikre sig den rette kandidat, da det er en stor ting for virksomheden – og især for dig som founder efterfølgende.
Folk gør det selvfølgelig på forskellige måder, men personligt er jeg mere tilhænger af at bruge tid på færre kandidater end mange af slagsen. Der kan nemlig være meget energi og tid forbundet med finde ud af, om kandidaten er interesseret – og sidenhen i at ’lokke’ vedkommende.
Det kan være svært at screene for en god CEO, vil jeg mene. Selvfølgelig er der nogle meritter fra andre arbejdspladser at forholde sig til. Hvis det er en intern kandidat, som kender virksomheden ud og ind, kan det også indikere noget. Men det er vigtigt at være grundig i dit arbejde, så du har ro i maven om, at den pågældende person er god.
Derudover skal du huske på, hvorhenne på startup-rejsen, du er. Hvis du har solgt en stor del procenter af virksomheden, har aktionærer og investorer også en finger med i spillet, så det bliver en fælles beslutning.”
Hvad er en god CEO, vil du mene?
”Der er mange ting, du skal være god til som CEO, og mange forskellige typer af profiler kan få succes i forskellige settings og på forskellige markeder.
Fælles er dog, at du er nødt til at være interesseret i at lære, være interesseret i andre mennesker og være interesseret i virksomhedens produkt og kunder.”
Har du et afsluttende råd til founders, som overvejer, om det er på tide at træde tilbage som CEO?
”Tal åbent om dine overvejelser med personer, hvor der giver mening – det kan være familie, venner eller investorer. Det gælder om at mærke godt efter.
Derudover skal du heller ikke se det som et ’nederlag’. Du har bygget en virksomhed, hvilket er imponerende. Hvis du endda kommer over i en ny rolle med udelukkende arbejdsopgaver, du brænder for, er det ren luksus. Dét skal du se som et privilegium.”