Finansministeren binder staten til Microsoft i yderligere fem år

Finansminister Nicolai Wammen i jakkesæt foran kontorvæg med portrætter
Nicolai Wammen (S) har været finansminister siden 27. juni 2019. Foto: Morten Fauerby

Statsadministrationen fortsætter de kommende fem år med Microsoft, selvom ministre og ekspertudvalg advokerer for uafhængighed fra amerikanske techgiganter.

Finansminister Nicolai Wammen (S) har sendt en ordre om vedligeholdelse af software fra Microsoft i udbud. Det skriver Politiken.

Ordren, der ofte går til en mellemhandler af licenser, forventes at have en værdi af 4,2 milliarder kroner, hvilket er markant mere end den nuværende aftale, som koster 1,7 milliarder kroner. Med det nye udbud bindes statsadministrationen til Microsoft i fem år mere.

Ministrene for digitalisering, erhverv og Europa – Caroline Stage (M), Morten Bødskov (S) og Marie Bjerre (V) – har tidligere udtrykt et behov for at gøre Danmark mere uafhængig af de amerikanske techgiganter.

Det samme har regeringens ekspertgruppe om techgiganter også tidligere givet udtryk for. Ekspertgruppens formand Mikkel Flyverbom forstår derfor heller ikke finansministerens beslutning.

”Det trækker helt klart i den forkerte retning, at vi tager fem år til med Microsoft uden overhovedet at bruge de erkendelser, vi har fået nu. Det er flere skridt ned ad den sti, der har skabt problemet,” udtaler han i Politikens artikel.

Med problemet henviser han til den øget sårbarhed – både økonomisk, sikkerhedsmæssigt og demokratisk – afhængigheden til techgiganterne kaster af sig.

Opmærksom på udfordringen

Finansminister Nicolai Wammen (S) ønsker ikke at stille op til interview i Politikens artikel, men Finansministeriet kommer dog med dette skriftlige svar:

”Økonomistyrelsen (under Finansministeriet og ansvarlig for udbuddet, red.) er opmærksom på udfordringen ved at blive afhængig af enkelte udbydere.”

De specificerer dog ikke, hvad denne opmærksomhed dækker over.

Ekspertgruppens formand Mikkel Flyverbom er ikke udelukkende pessimistisk. Han påpeger nemlig, at det kan være ret omfattende at udskifte it-systemer, hvorfor han håber, at det det nye udbud er en midlertidig løsning, indtil et ordentligt alternativ er fundet.

”Selvfølgelig ser jeg et kæmpe politisk behov for at lave et nybrud. Men den afhængighed, vi allerede står i, er så fundamental og gennemgribende, at det er en længere proces. Mit håb er, at vi bruger de næste fem år på at blive klar til at gøre noget andet,” forklarer han.

Sidst opdateret: 24. marts 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Du kan blive opdateret på nyheder inden for tech & startups ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev. Vi sender dig en mail med 7 udvalgte artikler tirsdag og fredag.