Hvad du skal vide om Elon Musks brug af ketamin

Elon Musk og ketamin – kontrovers om stofbrug og depression
Elon Musk har tidligere taget ketamin. Foto: Gustav Hansson/Shutterstock

Elon Musk brugte eftersigende stoffer – blandt andet ketamin – under sidste års præsidentvalgkamp, hvor han støttede Donald Trumps vej til præsidentembedet. Han benægter selv, men har tidligere anerkendt ketaminbrug ved behandling af depression.

I slutningen af maj 2025 bragte New York Times en artikel, hvori det amerikanske medie påstår, at Elon Musk tog stoffer under sidste år præsidentvalgkamp.

En valgkamp, hvor han støttede Donald Trumps vej til Det Hvide Hus ved blandt andet at donere 275 millioner dollars – svarende til lige under 1,8 milliarder kroner – men altså også tog stoffer som MDMA, svampe og ketamin for at holde sig kørende.

Da forbruget var på sit højeste, rejste han angiveligt rundt med en daglig medicinboks, som indeholdt omkring 20 piller. Hans forbrug af ketamin var angiveligt også så stort, at han fik problemer med sin blære – hvilket er en klassisk konsekvens af stort og længerevarende brug af ketamin.

I kølvandet på dén artikel skrev Elon Musk et opslag på X, hvori han proklamerede, ’at han ikke tager stoffer, og at New York Times lyver’.

Han har dog tidligere stiftet bekendtskab med ketamin. I marts 2024 anerkendte Elon Musk i et interview til den tidligere CNN-vært Don Lemon, at han brugte ordineret ketamin i forbindelse med en depression tidligere i sit liv. Her tog han små mængder en gang hver anden uge, men at der ikke var tale om afhængighed og misbrug.

Det er uvist, om Elon Musk har været påvirket af stoffer i hans tid som en del af Donald Trumps administration i løbet af i år. Den seneste tid har Elon Musk ligget i åben konflikt på de sociale medier med Donald Trump ovenpå hans fratræden fra administrationen. En konflikt, som har fået stor mediebevågenhed.

Ifølge New York Times mente Donald Trump blandt andet, at Elon Musks utilregnelige adfærd skyldtes brug af stoffer. En ytring, han efterfølgende trak tilbage, og proklamerede at han ikke vil kommentere på rygterne om Elon Musks brug af stoffer.

Hvad er ketamin?
– Bedøvelsesmiddel, som anvendes ved kirurgiske indgreb på blandt andet større dyr som heste.
– Virker også bedøvende på mennesker, men bruges meget sjældent, da det kan give forholdsvis kraftige hallucinerende virkninger.
– Grundet de hallucinerende effekter bruges det som rusmiddel af nogle mennesker.

Kilde: Sundhedsstyrelsen
Sidst opdateret: 11. juni 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Du kan blive opdateret på nyheder inden for tech & startups ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev. Vi sender dig en mail med 7 udvalgte artikler tirsdag og fredag.