24Victoria har taget en snak med Attenders co-founder og CEO, Heine Møller Jensen, om funding, fremtidsvisioner og skolesektoren som helhed. I 2021 stiftede Carsten Jønck og Heine Møller Jensen, der har arbejdet samme i skolesektoren i mere end 20 år hos to forskellige virksomheder, Attender. En startup, som kort fortalt kombinerer fraværsregistrering med gamification for […]
24Victoria har taget en snak med Attenders co-founder og CEO, Heine Møller Jensen, om funding, fremtidsvisioner og skolesektoren som helhed.
I 2021 stiftede Carsten Jønck og Heine Møller Jensen, der har arbejdet samme i skolesektoren i mere end 20 år hos to forskellige virksomheder, Attender.
En startup, som kort fortalt kombinerer fraværsregistrering med gamification for at motivere elever til at komme i skole.
Attender har en masse forskellige features, hvor det blandt andet er muligt for eleverne at optjene badges, rewards og streaks på baggrund af deres tilstedeværelse. Disse kan eksempelvis omsættes til en sodavand fra kantinen.
24Victoria har ringet den Aarhus-baserede startup op for at høre nærmere om, hvordan det går.
I løbet af marts lukkede I en fundingrunde, hvor Keystones og EIFO bidrog med en million kroner hver. Hvordan er de penge blevet brugt?
”Vi har brugt nogle af pengene på at udvide teamet – en til marketing og en til salg. Begge startede lige før sommer, og de passer begge rigtig godt ind i virksomheden.”
Hvordan går det ellers pt. med Attender?
”Det går rigtig godt. Skolerne har været lukket henover sommeren, men vi har en del møder booket i det kommende stykke tid, så det går godt. Vi har fået flere kunder, og nu befinder vi os på fire kontinenter – Nordamerika, Europa, Asien (herunder Mellemøsten) og Oceanien. Det er fedt at se, at det, vi laver, kan bruges i så mange forskellige lande.”
Hvilke nye kontinenter er kommet til, siden I lukkede jeres fundingrunde i marts?
”Asien (herunder Mellemøsten) og Oceanien er kommet til. Vi havde allerede kunder i Nordamerika og Europa.”
Hvordan har de seneste par måneder ellers forløbet sig?
”Det har været rart med fundingen, så vi ikke skulle bruge en tid på dét. Det har sådan set givet lidt ro på, så vi har kunnet fokusere på produkt og kunder – og dermed også at få Attender så langt ud i verden som muligt.”
Hvor ser I jer selv et par år ude i fremtiden?
”Vores overordnede vision er at få den yngre generation til at komme mere i skole – men på en sjov måde. Verden over ser vi, hvad jeg kalder, TikTok-generationen have udfordringer med at finde motivationen til at komme i skole. Gamification er ét aspekt af Attender, hvorved vi håber at kunne få dem i skole. Målet er, at vi om fem år har en til to millioner brugere.”
Hvordan kommer I derhen?
”Blandt andet ved at muliggøre brug af Attender verden over. Hvis eksempelvis en skole fra Tyrkiet ringer, skal vi hurtigt kunne oversætte og omstille vores platform til tyrkisk. Derudover skal vi have en masse forskellige funktioner, som hver enkelt skole – lige fra folkeskole til universitet – kan vælge til eller fra på baggrund af deres behov.”
For at vende tilbage til fundingrunden på de to millioner, og som gav ro på bagsmækken – kan I så klare jer med dét, eller skal I ud at have mere for at ramme de en til to millioner brugere?
”Oprindeligt søgte vi tre og en halv millioner kroner, men fik to millioner kroner, så vi er på en lidt skrabet udgave. Vi har egentlig en tailrunde, hvor folk kan købe sig ind i Atttender, tilknyttet til fundingrunden fra marts. Vi overvejer, om vi skal igangsætte dén, så vi kan frigøre flere penge til endnu mere markedsføring. Hvis vi kan få en million kroner mere, tror jeg, vi er godt dækket ind.”
Det lyder jo godt med målsætningen om en til to millioner brugere, men hvilke udfordringer skal I være opmærksomme på de kommende år?
”Vores største udfordring er, at skoler ikke køber noget, de netop har set. Der er længere beslutningsprocesser, og ofte skal det implementeres ved skolestart. Jo mere offentligt det bliver, desto længere er beslutningsprocessen også. Det tager noget tid at få traction, men jeg er erfaren i gamet, og jeg ved, at det tager tid – men jeg ved også, hvad der skal gøres.
Det fede ved skoler er, at hvis du har én skole, som synes, det er godt, skal de nok fortælle det til andre skoler, og så kan snebolden rulle. Det har vi blandt andet oplevet med danske professionshøjskoler og erhvervsakademier, som har ringet til os, fordi andre i segmentet har anbefalet os – og så begynder det at blive rigtig sjovt!”
Jeg kan se, I er kompatibel med Microsoft Teams, og der har jo været stor offentlig debat om større uafhængighed til techgiganterne. Er det noget, I har mærket til?
”Vi kører på Microsoft-infrastruktur, men den pågældende skole skal ikke nødvendigvis bruge Attender i Teams. Det er muligt at køre Attender i hvilken som helst browser, så vi har altså mulighed for at hoste på andre servere, hvis det bliver nødvendigt. Vi oplever dog ikke, at skolerne ønsker at fravælge Teams – tværtimod.”
Til noget lidt andet, hvor det måske sættes lidt på spidsen. Du nævnte, at TikTok-generationen skal motiveres af gamification for at komme i skole. Er det ikke blot symptombehandling, for det ændrer vel ikke rigtig på kernen til problemet; at de ikke gider?
”Jeg kan godt forstå spørgsmålet, og det er klart, at Attender ikke løser problemet i sig selv – Attender er en komponent. Hvis vi tager et eksempel med 100 elever, som mangler motivation for at komme i skole, virker Attender måske på 25 af dem. Skolen skal herefter selv lave nogle tiltag for at ramme de resterende elever. Heldigvis kan vores data fungere som et nyttigt redskab for studievejledere og lignende, så de ved, hvor de skal sætte ind.”