Scaleups, startups og spinouts fra Aarhus Universitet udvikler sig i INCUBA – en vigtig brik i det aarhusianske økosystem. 24Victoria har taget en snak med CEO Jacob Mogensen om et miljø på vej frem. ”På papiret er vi en forskerpark — men hvad er det egentlig? Vores udgangspunkt er videnstunge iværksættere, hvor idéer fra universitetet og indsigt […]
Scaleups, startups og spinouts fra Aarhus Universitet udvikler sig i INCUBA – en vigtig brik i det aarhusianske økosystem. 24Victoria har taget en snak med CEO Jacob Mogensen om et miljø på vej frem.
”På papiret er vi en forskerpark — men hvad er det egentlig? Vores udgangspunkt er videnstunge iværksættere, hvor idéer fra universitetet og indsigt fra den virkelige verden bliver omsat til fysiske produkter og rådgivning, som kan skaleres.”
Ordene kommer fra Jacob Mogensen, CEO i den voksende Aarhus-hub, INCUBA.
I dag har INCUBA omkring 2.100 mennesker tilknyttet de ca. 200 virksomheder i huset. Et sted, der tilbyder accelerator-tiltag såsom nemmere adgang til kapital og netværk, markeder og kunder.
”Vi tilbyder ikke klassisk undervisning i at bygge virksomhed, men vi stiller sparring til rådighed. Man får adgang til erfarne profiler og et netværk, hvor man kan vende tingene og få perspektiv,” siger Jacob Mogensen.
Har I nogle særlige styrkepositioner?
”Ja. Cleantech, IT og life science er vores fokusområder. Det er nemlig her, Aarhus Universitet står stærkt, og hvor der allerede er en væsentlig underskov af etablerede virksomheder og dermed kommercielle kompetencer i Aarhus. Der er altså et grundlag for at bygge virksomheder, der kan vokse og skabe værdi på den lange bane,” siger Jacob Mogensen.
Han tilføjer:
”Vi er et fysisk sted, og det er vigtigt. Der opstår noget i det fysiske møde, som er svært at skabe online. Det er en del af hele DNA’et i at drive et sted som vores. Vi har det klassiske lejemål, hvor man kan leje sig ind, hvis man er en skalerbar, innovativ startup eller en væsentlig aktør i økosystemet.”
”Vi har også et founder hub, som er et tilbud til de mest ambitiøse og innovative. Her skal man ansøge og screenes. Vi udvælger dem, som der er mest ’musik i’, og hvor vi kan gøre den største forskel.”
Overset mulighed: Spin-in
Selvom INCUBA primært er et sted for startups og scaleups, er der en vigtig anden funktion, som man med fordel kan få langt større fokus på: virksomheder kan få ny viden og hente talenter ved at nærme sig startupmiljøerne mere.
”Flere og flere større virksomheder finder vej til INCUBA, som følge af de mange fordele ved et miljø som vores. Det er bl.a. nærheden til universitetet og den viden og talent, som findes her. Det handler altså både om spin-out, men også om spin-in,” siger Jacob Mogensen og tilføjer:
”Netop med ønsket om, at endnu flere virksomheder ser lyset i et tættere samarbejde med universitetet og hinanden, indviede vi sidste år INCUBA NEXT. Her er formålet at tiltrække endnu flere af de største techvirksomheder til.”
Samarbejde med venturefond
INCUBA arbejder desuden tæt sammen med Delphinus Venture Capital – den Aarhus-baserede fond, der blev stiftet i 2025, som 24Victoria har beskrevet.
”De sidder fysisk hos os i vores Investor hub. Her får investorer adgang til miljøet og til startups. Det betyder, at de er til stede løbende og i dialog med virksomhederne. Det har vi kørt siden november, og vi ser allerede eksempler på, at Delphinus har investeret i flere virksomheder i INCUBA.”
Hvilke muligheder har økosystemet i Aarhus?
”Økosystemet i Østjylland udvikler sig. Det har længe været stort og båret af mange aktører, som hver især har løftet deres del.
Det, der især er lykkedes de senere år, er et stærkere samarbejde og nye initiativer, der skaber mere samlet effekt — hvor 2 og 2 giver 6,” siger Jacob Mogensen.
”Resultatet er, at vi ser flere investorer, også fra København og internationalt, der interesserer sig for Aarhus, og at der er flere virksomheder, der rejser større midler. Der er både flere, der rejser de første millioner og flere, der kommer op i de større investeringer på fem millioner +. Det går i den rigtige retning og med god fart.”
”Vi har mange af de nødvendige byggesten — en forskerpark, en venturefond, stærke økosystemaktører og et universitet med stærke fagligheder samt et fokus på innovation og iværksætteri.
Det næste skridt er at tiltrække flere af de helt store fonde til Aarhus — og vise, at der for alvor er potentiale,” siger Jacob Mogensen.
Nyt tiltag – Partnerhuset
For nylig er INCUBA også blevet en fast del af driften bag Partnerhuset. Her er målet også at tiltrække etablerede virksomheder på tværs af sektorer med et konkret ønske om samarbejde med universitetet.
Inspirationen til Partnerhuset kommer blandt andet fra Boston og Kendall Square, hvor universiteter og større, etablerede virksomheder er samlet fysisk og arbejder tæt sammen.
Læs mere: