Martin Thorborg og Dinero lancerer Kollegaklubben for soloselvstændige, der savner relationer, som forstår virkeligheden bag iværksætteri. Mange iværksættere står med en følelse af at være alene i kamp – uden et bagland, der forstår presset fra kunder, økonomi og usikker indtjening. Det mener i hvert fald Martin Thorborg, der sammen med Visma Dinero nu lancerer […]
Martin Thorborg og Dinero lancerer Kollegaklubben for soloselvstændige, der savner relationer, som forstår virkeligheden bag iværksætteri.
Mange iværksættere står med en følelse af at være alene i kamp – uden et bagland, der forstår presset fra kunder, økonomi og usikker indtjening.
Det mener i hvert fald Martin Thorborg, der sammen med Visma Dinero nu lancerer Kollegaklubben – et eventkoncept for soloselvstændige, der skal skabe netværk og fællesskab.
64 procent oplever ensomhed
Initiativet udspringer af en survey fra Dinero, som viser, at 64 pct. af selvstændige har oplevet ensomhed det seneste år.
Projektet handler om at skabe et rum, hvor iværksættere ikke skal forklare deres hverdag – men bare kan spejle sig i hinanden, fortæller Martin Thorborg til ITWatch.
“Det er fedt, når iværksættere sidder sammen, fordi venner og familie ikke altid forstår det,” siger han.
Netop derfor inviterer han nu iværksættere til at bruge hinanden mere – og det initiativ har allerede fået stor opbakning blandt landets selvstændige.
Ifølge IT-watch er der nemlig allerede venteliste til Kollegaklubbens første arrangement i juni, hvor der er plads til 100 deltagere.
Et sted for nye idéer og projekter
“Den største fejl, folk begår, er, at de går sammen med en ven eller et familiemedlem,” siger Martin Thorborg.
Han fortæller, at det kan give problemer i et professionelt perspektiv, fordi man er tilbøjelig til at tage tingene mere personligt.
Derfor vil han gerne skabe et rum, hvor de selvstændige kan møde hinanden, udvikle idéer, og måske endda indlede nye projekter sammen.
Han opfordrer på det kraftigste iværksættere til at få sig et netværk, og så håber han, at flere fremover vil være villige til at tage springet ud i startup-livet:
”Jeg tror, at en af de vigtigste egenskaber er at turde springe ud. Altså at kigge ned og se, at de andre, der er sprunget ud, er i live. Det værste, der kan ske, er måske, at man kommer til at skylde lidt penge væk, eller at man arbejder forgæves. Men undervejs har man fået lært en masse. Så der er ikke rigtig nogen årsag til ikke at springe ud,” siger han.
Læs også: