”Det er en validering af vores koncept”

Freja Falk, CEO og co-founder af Roberta, iført lyserød bluse med hvidt R-logo, poserer foran blå baggrund.
Navnet Roberta stammer fra Freja Falks ønske om et stærkt pigenavn til virksomheden. Døtrene hedder Olivia og Alma, så der skulle et ’O’ og et ’A’ med i navnet. Freja Falk mener, at Roberta er et stærkt navn, nemt at udtale og huske, og så er forbindelsen til døtrene i hus. Freja Falk forsøger endda at nedlægge veto for, at et potentielt tredje barn skal starte med ’E’. Foto: Lars Mikkelsen

Roberta er kommet ét skridt videre på deres startup-rejse, da lagret er flyttet fra hjemmets fire vægge til lokaler i indre by. En sejr og validering af konceptet, mener co-founder og CEO Freja Falk.  E-commerce-startuppen Roberta, der til august har et år på bagen, fortsætter deres rejse.  1. juli flyttede de nemlig lagret væk fra […]

Roberta er kommet ét skridt videre på deres startup-rejse, da lagret er flyttet fra hjemmets fire vægge til lokaler i indre by. En sejr og validering af konceptet, mener co-founder og CEO Freja Falk. 

E-commerce-startuppen Roberta, der til august har et år på bagen, fortsætter deres rejse. 

1. juli flyttede de nemlig lagret væk fra den hjemlige stue til lokaler i Store Kongensgade, fremgår det af et LinkedIn-opslag fra co-founder og CEO, Freja Falk.

24Victoira har derfor rakt ud for at få hendes perspektiver på det hele. 

Hvilke fordele giver de nye lokaler?

”Det er nok blevet tre til fire gange hurtigere at pakke vores ordrer. Førhen stod alt tøjet stablet i stakke i stuen, og det var et kæmpe show, hvis jeg skulle finde tøj fra vidt forskellige poser. Nu står det stablet på reoler og hylder, og vi har bygget vores eget logistiksystem, hvilket gør arbejdet mere effektivt.”

Er der ellers andre fordele? 

”Det er en validering af vores koncept, føler jeg. Vi har omkring 1.200 brugere i appen, og der er nu tilpas mange, som tror på vores koncept, så det giver mening at rykke væk fra stuen. Vi har altså skaleret tilpas nok til at kunne betale for et lager, hvilket er en form for validering af konceptet.”

Kan du sætte lidt ekstra ord på betydningen af denne validering af konceptet?

”Det betyder, at vi nu går all in på iværksætterdrømmen. Det hele kommer ned til prioriterer i livet, og nu hvor har vi fået denne validering, satser vi helhjertet – blandt andet ved at smide en stor del af min opsparing ind i det. I mit sabbatår sparede jeg nemlig op til fertilitetsbehandling, men vi kom ’heldigvis’ igennem via det offentlige, så dén opsparing er nu skudt ind i Roberta.”  

Jeg ved, at din kæreste, Mikkel Pedersen, er den anden co-founder, og at I har to døtre. Hvad betyder det nye lager på privatfronten?

”Vi har som par valgt at forfølge min drøm med alt, hvad det kræver. I 11 måneder har stuen fungeret som lager, så det bliver også sundt for os ikke at leve midt i driften. Det føles lidt som en ægteskabelig kontrakt, som vi begge er i. Mikkel bygger teknikken, mens jeg eksekverer driften – vel og mærke sideløbende med, at vi skal have en hverdag som forældre kørende. Det er en fælles mission med alt på spil, men at lagret er rykket ud af stuen, betyder, at vi er gået all in – og så må jordomrejsen til Japan vente.”

Hvad betyder valideringen helt konkret for dig – altså hvilke tanker og følelser bliver du ramt af?

”Det er en kæmpe sejr for mig. Det er snart et år siden, vi startede, og jeg har hele tiden tænkt, at vi løste et reelt problem. Nu kan jeg så se, at vores koncept holder, og at der også er andre, som mener, vi løser et reelt problem. Vi er kun to, og vi asfalterer, mens vi kører, så der er travlt. Der går nok ikke lang tid, før vi skal have flere hænder ind, hvilket vil frigøre tid fra mig. Tid, jeg ikke længere skal bruge på drift, men som kan gå til udvikling.”

Hvor lang tid, tror du, der går, før I henter flere hænder ind?

”Der går nok ikke så lang tid – måske inden for et halvt år. Vi trækker allerede på frivillige kræfter i form af en færdiguddannet marketingperson samt min mor, der hjælper med at tage produktbilleder, men vi vil gerne have ekstra hænder til lagret.” 

Du kan selvfølgelig ikke udtale dig på vegne af alle iværksættere, men du nævner, at det er en validering af jeres koncept, så har du nogle gode råd til andre iværksættere, som pt. går igennem samme proces med at finde ud af, om konceptet holder eller ej?

”Det handler om at have is i maven og tro på konceptet – altså at du løser et reelt problem. Det er også vigtigt at huske på, at du ikke behøver at være en succes fra dag et. Det handler om hver eneste dag at tage et skridt fremad. 

Et andet godt råd er at række ud til dit netværk og andre i branchen for at lære af dem – og du skal ikke være bange for, at de stjæler konceptet. Der er med garanti andre, der har haft ideen inden dig, men det handler om, hvem der kan eksekvere på den. Hvis de store spillere i branchen ville have bygget det selv, havde de allerede gjort det. 

Jeg har selv rakt ud til mange forskellige, og folk er virkelig søde til at hjælpe, hvilket har givet mig en stor ro i forhold til processen med at gå fra idé til holdbart koncept.”

Her afslutningsvis, hvad er så det næste store mål for jer, og som vil validere konceptet yderligere?

”At jeg kommer væk fra driften og mere ind i udviklingen, så der frigives tid til at skabe endnu mere fremdrift. Vi har allerede en masse spændende ting og samarbejder i støbeskeen, som vi glæder os til at rulle ud. Næste skridt er at blive endnu bedre til det, vi allerede gør. Udvikle vores AI-robot til produktoprettelser endnu mere, skalere yderligere og rykke i større lokaler samt øge brugerbasen. Det er en spændende tid, vi går i møde, og hvis det næste år bliver bare halvt så vildt som vores første leveår, skal det nok blive rigtig godt!”

Sidst opdateret: 9. juli 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Er du interesseret i tech & startups?

Du modtager en mail med særligt udvalgte artikler tirsdag og fredag.