One to Watch: Leaf vil repræsentere en helt ny måde at lave forsikringsrådgivning på 

De tre founders (Albert Hjelmsted Nygård længst til højre) gik alle fuldtid i virksomheden helt fra start. Foto: PR/Leaf

Leaf har udviklet en software, der gør forsikringsrådgivning uafhængig af personlige rådgivere – og det er til fordel for både effektiviteten og kvaliteten, mener founderne. Fremover vil Leaf repræsentere en revolution på området.  Forsikringsrådgivning i sin fysiske form er død – det mener i hvert fald stifterne bag Leaf.  Albert Hjelmsted Nygård, Mads Gjerrild og […]

Leaf har udviklet en software, der gør forsikringsrådgivning uafhængig af personlige rådgivere – og det er til fordel for både effektiviteten og kvaliteten, mener founderne. Fremover vil Leaf repræsentere en revolution på området. 

Forsikringsrådgivning i sin fysiske form er død – det mener i hvert fald stifterne bag Leaf. 

Albert Hjelmsted Nygård, Mads Gjerrild og Philip Munksgaard har nemlig udviklet en software, som både optimerer og effektiviserer forsikringsrådgivning, som vi kender den. 

Løsningen er en komplet erstatning af individet i rådgivningsprocessen, og det er netop det, der gør Leaf til noget særligt, fortæller Albert Hjelmsted Nygård, som er COO i virksomheden.

Et gap på et marked med potentiale 

Founderne har baggrunden inden for henholdsvis jura, økonomi og computerscience – men de har alle været i berøring med forsikringsbranchen i deres forrige jobs. 

Det var Mads Gjerrild, der i forbindelse med noget bestyrelsesarbejde var blevet bekendt med en særlig problematik indenfor forsikringsrådgivning, fortæller Albert Hjelmsted Nygård, som før Leaf blot kendte Mads Gjerrild privat. 

“Sidste led i forsikringsbranchen – altså rådgivningen om, hvad der er godt og skidt, og hvor man skal skrue op og ned – fungerer bare ikke særlig godt,” siger Albert Hjelmsted Nygård og understreger, at det på den anden side er en branche, hvor der er enormt mange penge i omløb. 

Derfor så de tre foundere et stort potentiale.

‘Det er alt for håndholdt og menneskebåret – jeg tror, man i stedet skal kaste noget data efter det,’ havde Mads Gjerrild sagt til Albert Hjelmsted Nygård. 

Det blev til Vera: Leafs AI-model, som scanner og analyserer en virksomheds risikoprofil og dækningsgab på få minutter ved at trække på data fra blandt andre CVR samt økonomi- og lønsystemer. 

Det er et arbejde, der i den traditionelle mæglermodel kræver uger. Hvis det overhovedet bliver gjort.

Har været modige

“Vi er jo gået ret modigt til værks, for vi tør godt røre ved selve rådgivningen med teknologien,” fortæller Albert Hjelmsted Nygård. 

Leaf er nemlig den eneste forsikringsrådgivningsplatform, der alene opererer på baggrund af teknologi. 

“Det skal helst være sådan, at man, når man køber Leafs software, stopper fuldstændigt med at bruge en menneskelig rådgiver,” fastslår Albert Hjelmsted Nygård. 

Han fortæller, at virksomheden har en enkelt konkurrent i USA, der ligesom Leaf har rejst en del kapital. Men denne konkurrent effektiviserer rådgiverens arbejde, og erstatter den altså ikke.

One to Watch
Med artikelserien ‘One to Watch’ tegner vi hver uge et portræt af en lovende start- eller scaleupvirksomhed. Vi går 360-grader omkring founderne, redegør for historie og mission samt stiller spørgsmålstegn ved fremtiden.

Skriv en mail til ms@24victoria.dk, hvis du mener, vi bør høre mere om din virksomhed. 

Svært at få tillid

Udover at teknologien kan lave et baggrundstjek, der for et menneske kan tage uger – så kan teknologien også undersøge hele markedet for den løsning, der passer bedst til den enkelte virksomhed. 

Og det har sparet Leafs kunder betydelige beløb, fortæller virksomhedens COO: 

“Ofte sidder vi med cases, hvor virksomheden enten har løbet en enorm stor risiko, eller betalt alt for mange penge for en forsikring, der i virkeligheden slet ikke passede til virksomhedens behov,” siger Albert Hjelmsted Nygård og fortæller, at de flere gange har formået at nedsætte premier med over 200.000 kr. ved at finde et bedre tilbud til kunden. 

“Undervejs er vi blevet overrasket over, hvor mange fordele der er, og hvor mange ting vores teknologi faktisk kan løse,” siger han. 

Dog har det til tider været udfordrende at opbygge den nødvendige tillid, der skal til for at erstatte en personlig rådgiver: 

“Vi skal jo have en dybde, der kan konkurrere med den personlige mægler, vores kunder har arbejdet med i måske 25 år. Så skal man ikke bare være lidt bedre – man være meget bedre,” fastslår han.

Vil være frontløber 

Det er alligevel lykkes de tre foundere at erhverve så mange kunder, at de nu sidder tungt på markedet i Europa og i dag servicerer kunder som eksempelvis Ooono, der spås til at blive ny dansk unicorn. 

“En af de fedeste mails jeg har i min indbakke var en kunde, der fortalte mig, at vi havde reddet fremtiden for hans virksomhed,” siger Albert Hjelmsted Nygård. 

Han fortæller, at de i Leaf tog kunder ind fra start og brugte netop deres feedback til at udvikle softwaren undervejs. 

I dag er han overbevist om, at det feedback-loop har været afgørende for den succes, Leaf har opnået. 

Leaf har kontor i København, hvor de lige nu sidder 18 medarbejdere. 

I fremtiden tror founderne, at det at have en personlig forsikringsrådgiver vil være som at have en person til at sidde og skrive på en skrivemaskine – altså helt outdated. 

Og den udvikling håber Albert Hjelmsted Nygård, at Leaf kommer til at repræsentere. 

Læs mere:

Sidst opdateret: 18. juni 2026

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Abonnér på 24Victorias nyhedsbrev og få unik indsigt i startups, innovation og teknologi – direkte i din indbakke.

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Er du interesseret i tech & startups?

Du modtager en mail med særligt udvalgte artikler tirsdag og fredag.