Den svenske AI-virksomhed Lovable har rejst 400 millioner dollar i en ny investeringsrunde. Det sender selskabets værdisætning op på 13,3 milliarder dollar – blot otte måneder efter den seneste kapitalrejsning. Lovable, der står bag en platform, som gør det muligt at udvikle software ved hjælp af almindelige tekstprompts, har rejst 400 millioner dollar i en […]
Den svenske AI-virksomhed Lovable har rejst 400 millioner dollar i en ny investeringsrunde. Det sender selskabets værdisætning op på 13,3 milliarder dollar – blot otte måneder efter den seneste kapitalrejsning.
Lovable, der står bag en platform, som gør det muligt at udvikle software ved hjælp af almindelige tekstprompts, har rejst 400 millioner dollar i en Series C-runde.
Det oplyser virksomheden selv i en meddelelse på Lovables hjemmeside, hvor det samtidig fremgår, at selskabet nu værdisættes til 13,3 milliarder dollar.
Runden ledes af amerikanske Menlo Ventures og Scaleup Europe Fund, der administreres af EQT. Blandt de nye investorer er europæiske Balderton Capital og Carmignac samt Kaszek Ventures og LTS Growth fra Latinamerika, Tencent og World Innovation Lab fra Asien og Regent fra USA.
Samtidig deltager en række eksisterende investorer igen, herunder Accel, Antler, CapitalG, DST Global, Evantic Capital, HubSpot Ventures og Salesforce Ventures.
60 millioner projekter
Lovable blev lanceret i november 2024 af Anton Osika og Fabian Hedin med ambitionen om at gøre softwareudvikling tilgængelig for mennesker uden teknisk baggrund.
Platformen gør det muligt at beskrive, hvad man vil bygge, med almindeligt sprog, hvorefter AI’en genererer softwaren.
Ifølge Lovable er der siden lanceringen blevet skabt mere end 60 millioner projekter på platformen. Virksomheden oplyser samtidig, at apps bygget med Lovable tilsammen har mere end 900 millioner besøg om måneden.
Lovable har dermed bevæget sig langt ud over rollen som et værktøj til at skrive kode. Med den nye kapital vil virksomheden blandt andet udvikle platformen til også at hjælpe brugerne med at drive virksomheder og produkter, der er bygget på Lovable.
Fordobler værdisætningen
Den nye kapitalrejsning kommer blot otte måneder efter Lovables Series B-runde i december 2025, hvor selskabet rejste 330 millioner dollar til en værdisætning på 6,6 milliarder dollar.
Den nye runde betyder dermed, at Lovables værdisætning er blevet mere end fordoblet på under et år.
Lovable er samtidig blevet en af Europas mest værdifulde private AI-virksomheder. Ifølge The Times placerer værdisætningen selskabet lige under den franske AI-virksomhed Mistral, som senest er blevet værdisat til omkring 14 milliarder dollar.
Med den nye kapital vil Lovable fortsætte udviklingen af platformen med blandt andet funktioner til betalinger, synlighed i søgemaskiner, integrationer med tjenester som Google Workspace, Microsoft 365, Salesforce og Stripe samt flere sikkerheds- og administrationsværktøjer.