WePlayAgain, der handler med brugt golfudstyr, har i DR-programmet Løvens Hule sikret sig en investering fra Morten Larsen. På sigt vil man også føre udstyr til andre sportsgrene. Med en forventet omsætning på godt 20 millioner kroner i år er ambitionen at skabe en europæisk milliardforretning inden for cirkulær handel med brugt golf- og sportsudstyr. […]
WePlayAgain, der handler med brugt golfudstyr, har i DR-programmet Løvens Hule sikret sig en investering fra Morten Larsen. På sigt vil man også føre udstyr til andre sportsgrene.
Med en forventet omsætning på godt 20 millioner kroner i år er ambitionen at skabe en europæisk milliardforretning inden for cirkulær handel med brugt golf- og sportsudstyr.
“Vi har allerede bevist, at modellen fungerer i Danmark med en solid omsætning og høj vækst. Nu handler det om at skalere forretningen, og ambitionen er at nå en omsætning på én milliard kroner på brugte varer,” siger Søren Heilmann, founder og bestyrelsesformand i WePlayAgain.
Værdiansættelse på otte millioner
Investeringen fra Morten Larsen på 600.000 kroner for 7,5 procent værdisætter WePlayAgain til otte millioner kroner.
Og investeringen skal blandt andet bruges til at accelerere væksten. Bag virksomheden står altså Søren Heilmann, der tidligere har været direktør i Blockbuster Danmark – og siden stifter af Blue City, som han opbyggede til en af landets største aktører inden for brugt elektronik.
WePlayAgain ledes af CEO Kenneth Stie og opererer i dag i et globalt marked for golfudstyr, der årligt omsætter for milliarder, og hvor efterspørgslen efter brugte produkter er stigende i takt med det øgede fokus på cirkulær økonomi.
Den samme tendens gør sig gældende i andre sportsgrene, hvorfor WePlayAgain aktivt leder efter produkteksperter, der via WePlayAgains platform, salgskanaler, knowhow og adgang til kapital kan være med til at skalere forretningen til andre områder, hvor udstyret har en høj gensalgsværdi.
Kombinerer med events
Virksomhedens model kombinerer i dag en digital platform med fysiske trade-in-events i golfklubber, hvor spillere kan indlevere brugt udstyr og konvertere det til nye køb. Det skaber et stabilt flow af varer og en direkte adgang til kunderne.
Investor Morten Larsen peger på, at WePlayAgain rammer ned i flere stærke megatrends: cirkulær økonomi, stigende efterspørgsel efter brugte varer og en digital distributionsmodel med stort skaleringspotentiale.
“Og virksomheden har allerede dokumenteret en flot traction i markedet, og der er et oplagt potentiale for at løfte forretningen til næste niveau,” siger han.
Med investeringen får WePlayAgain altså ikke kun kapital, men også erfaring med skalering af digitale virksomheder og platforme.
WePlayAgain har i dag samarbejde med en lang række danske golfklubber og forhandlere og forventer at udvide både aktivitetsniveauet og den geografiske tilstedeværelse markant de kommende år.
Læs mere: