Labfresh har rejst over 40 millioner kroner via crowdfunding fra langt over tusind private investorer. Modellen burde være mere udbredt i Danmark, ifølge ægteparret bag. Labfresh er grundlagt af ægteparret Lotte og Kasper Brandi Petersen, og deres modebrand har indtaget en position som Europas mest crowdfundede modevirksomhed, ifølge en pressemeddelelse. ”Crowdfunding har givet os frihed […]
Labfresh har rejst over 40 millioner kroner via crowdfunding fra langt over tusind private investorer. Modellen burde være mere udbredt i Danmark, ifølge ægteparret bag.
Labfresh er grundlagt af ægteparret Lotte og Kasper Brandi Petersen, og deres modebrand har indtaget en position som Europas mest crowdfundede modevirksomhed, ifølge en pressemeddelelse.
”Crowdfunding har givet os frihed uden at gå på kompromis med vores værdier eller have behov for at tage klassisk venturekapital ind. Crowdfunding burde være en mere udbredt model i Danmark. I Holland og England er der større opbakning til idéen om, at kunderne også kan være ejere. Det håber vi at ændre på ved at gå forrest og vise det gode eksempel,” siger Kasper Brandi Petersen.
Ville undgå venturekapital
Med 170.000 kunder i 82 lande har virksomheden siden den spæde start i Løvens Hule i 2018 etableret sig som et internationalt fællesskab omkring innovativt tøj og crowdfunding.
Målet er at gøre mere miljøvenligt tøj og nytænkende forretningsmodeller til en standard. Med ønsket om at undgå klassisk venturekapital og i stedet bygge et brand sammen med kunderne lancerede de deres første skjorte via Kickstarter, og det blev starten på et fællesskab, hvor hundredvis af kunder og investorer har været med til at forme både produkter og forretning.
Hele 1.332 private investorer har investeret penge i Labfresh, ifølge pressemeddelelsen. Kunderne ejer en majoritet af virksomheden og modtager en rente på 5-7 procent, når de låner virksomheden penge til specifikke projekter som den første butik i København.
Og alle aktionærer har samme aktieklasse som stifterne selv. Der er ingen særfordele, og stifterne kan ikke udbetale udbytte uden at dele med fællesskabet.
”Vi tror på radikal gennemsigtighed og tillid. Hvis vi tager penge ud, skal alle have del i det. Det er et valg, der koster, men samtidig også vores største styrke,” siger Kasper Brandi Petersen.
Valuta til kunderne
I år udbetaler Labfresh over 700.000 kroner i renter til kunder, der har lånt virksomheden penge til at åbne butikker.
”Det føles sindssygt fedt at overføre de penge til kunderne, og det er ikke dyrere end at låne af banken, da vi som lille virksomhed skal betale 6-8 procent i rente, når vi låner penge. Af den grund har vi valgt ikke at have nogen bankgæld overhovedet, ikke engang en kassekredit,” fortæller Kasper Brandi Petersen.
Kunderne er medskabere
Kunderne er altså også medskabere af produktet. Labfresh er kendt for deres innovative tekstiler og patenterede teknologi, men det er fællesskabet, der driver produktudviklingen, ifølge stifterne.
”Da vi lancerede vores første t-shirts til kvinder, opdagede vores investorer og kunder hurtigt et problem med stoffet. Inden for syv dage havde vi identificeret det og ændret produktionen. Det er de færreste brands, som kan reagere og omstille så hurtigt,” siger Kasper Brandi Petersen.
Kunderne investerer desuden ikke kun med penge: De tester produkter, udfylder spørgeskemaer og er med til at beslutte alt fra nye kollektioner til produktionslande.