Matchmaking-programmet Future Manufactures har hjulpet en lang række startups med at gå fra prototype til produktion. MADE, DI Produktion og Industriens Fond står bag matchmaking-programmet Future Manufactures. Siden januar 2024 er mere end 40 startups blevet klogere på, hvordan de selv kan producere produkter samt matchmaket med mentorer, leverandører og udviklingspartnere gennem dette program, fremgår […]
Matchmaking-programmet Future Manufactures har hjulpet en lang række startups med at gå fra prototype til produktion.
MADE, DI Produktion og Industriens Fond står bag matchmaking-programmet Future Manufactures.
Siden januar 2024 er mere end 40 startups blevet klogere på, hvordan de selv kan producere produkter samt matchmaket med mentorer, leverandører og udviklingspartnere gennem dette program, fremgår det af en pressemeddelelse
Én af de startups er Perma Padel, som producerer padelbats af genanvendt kulfiber. Startuppen har blandt andet fået nyttig sparring fra etablerede virksomheder, forklarer Mikkel Kaae Jacobsen, der er founder og CEO.
”Jeg ser det lidt som en form for markedsplads for dygtige konsulenter fra industrien og alle de her startups, som har brug for hjælp. Der er Future Manufacturers rigtig gode til at samle de helt rigtige mennesker, til lige præcis din virksomhed, som har erfaring med lige præcis det, du sidder med, og har gjort det før. De ved, hvad den korte og rigtige vej er til et godt resultat.”
Samme glæde over matchmaking-programmet deler Kathrine Hagemann Snabe, der er co-founder og Head of Impact & Strategy hos EVEWAE, som producerer nye løsninger til transport og pakning af varer med et mål om zero-waste.
“Det er enormt unikt at få adgang til sådan et stort netværk med ambitiøse hardwarevirksomheder som alle arbejder for at udfordre status quo,” udtaler hun.
Blevet produktionsmodne
Analysevirksomheden Pluss har evalueret Future Manufactures, og konklusionen er klar: Programmet gav iværksætterne viden, tilbud og et tæt startupfællesskab.
Pluss vurderer desuden, at forløbet generelt set har accelereret virksomhedernes udvikling og højnet både deres produktionsmodenhed og graden af bæredygtighed. Samtidig fik flere øjnene op for mulighederne i lokal produktion i Danmark.
For Morten Mommsen, der er projektleder i Industriens Fond, er det nødvendigt at facilitere denne hjælp.
”Vi skal hjælpe de her startups, for det er ikke en nem opgave at udvikle nye produkter og samtidig producere så bæredygtigt og lokalt som muligt. Der findes mange gode vækstforløb for ambitiøse iværksættere i Danmark, men der har manglet et tilbud til startups, der fremstiller fysiske produkter. Fordi der her er en række særlige udfordringer, som eksisterende initiativer ikke dækker godt nok – for eksempel hjælp til at etablere og skalere fysisk produktion,” siger han.