En tendens breder sig på LinkedIn – flere founders rækker nemlig offentligt ud til deres netværk, når de vil sælge deres virksomhed. Laust Skrudland er én af dem. Nu fortæller han om tankerne bag metoden. Køb og salg foregår typisk bag lukkede døre med rådgivere, investorer og potentielle købere. Men flere i startup-miljøet vælger nu […]
En tendens breder sig på LinkedIn – flere founders rækker nemlig offentligt ud til deres netværk, når de vil sælge deres virksomhed. Laust Skrudland er én af dem. Nu fortæller han om tankerne bag metoden.
Køb og salg foregår typisk bag lukkede døre med rådgivere, investorer og potentielle købere.
Men flere i startup-miljøet vælger nu en anden vej: Nogle iværksættere går nemlig direkte til deres netværk og efterlyser den næste ejer på LinkedIn, der bliver nu også brugt som en uformel markedsplads for virksomhedshandler.
Det kan betale sig at være bramfri
LejSB, som udlejer soundbox-højttalere til festivaler og andre fester, var Laust Skrudlands første virksomhed – og hvad der startede som et gymnasieprojekt, er i dag blevet en yderst rentabel forretning.
Men efter ti år med virksomheden er Laust Skrudland og hans partner kørt træt i at drive virksomheden, fortæller han til 24Victoria – og det fik dem til tasterne på LinkedIn.
Jeg sælger min virksomhed.
Sådan lyder det i opslaget, der har fået omkring 70 interesserede købere til at tikke ind i founderens indbakke.
“Vi startede med at kontakte et par folk direkte, men uden at finde et match – og så tænkte jeg, at Linkedin var en perfekt platform til at sprede budskabet på,” siger Laust Skrudland, som i flere år har haft succes med at være ærlig og umiddelbar på mediet.
Hold igen med tallene
Da 24Victoria taler med LejSB-founderen, havde opslaget allerede nået en kvart million LinkedIn-brugere og henvendelserne vælter stadig ind.
Han har generelt kun haft positive erfaringer med at være bramfri på mediet, og derfor havde han ikke nogen bekymringer forbundet med salgsopslaget, fortæller han.
“Det er jo helt gratis eksponering.”
Laust Skrudland advarer dog mod, at man deler for mange interne oplysninger, hvis man overvejer at lave et lignende salgsopslag på det sociale medie.
“Opslaget skal kun være for at rejse interesse – og så kan de seriøse henvende sig og få detaljerne privat,” siger han og fastslår, at han derfor undlod at inkludere visse regnskabsoplysninger.