Ditur accepterer millionbøde efter sag om prismarkedsføring

Ditur
Kasper Dissing og Mikkel Dissing står sammen i spidsen for Ditur. Foto: Ditur

Smykke- og urvirksomheden Ditur har accepteret en bøde på 4,25 millioner kroner i en sag rejst af Forbrugerombudsmanden om ulovlig prismarkedsføring. Sagen drejer sig om virksomhedens brug af rabatkoder på Ditur.dk og priskommunikationen på webshoppen Avile.dk, der er under afvikling. Ifølge Forbrugerombudsmanden markedsførte Ditur i flere tilfælde varer som værende på tilbud i så lange […]

Smykke- og urvirksomheden Ditur har accepteret en bøde på 4,25 millioner kroner i en sag rejst af Forbrugerombudsmanden om ulovlig prismarkedsføring.

Sagen drejer sig om virksomhedens brug af rabatkoder på Ditur.dk og priskommunikationen på webshoppen Avile.dk, der er under afvikling.

Ifølge Forbrugerombudsmanden markedsførte Ditur i flere tilfælde varer som værende på tilbud i så lange perioder, at der reelt ikke længere var tale om et tilbud, men om varernes faktiske normalpris.

Myndigheden politianmeldte virksomheden i maj 2026 for i 26 tilfælde at have overtrådt markedsføringslovens vildledningsforbud og prismærkningsbekendtgørelsen.

Medstifter af Ditur, Kasper Dissing, skriver i et opslag på LinkedIn, at virksomheden erkender forholdene.

“Vi erkender forholdene, vi har begået en fejl og tager ansvar herfor,” skriver han.

Han peger på to konkrete mangler i selskabets prisstrategi. På ditur.dk har rabatkoder ikke i tilstrækkelig grad taget højde for deres betydning for produkternes normalpris, hvilket betød, at besparelser blev markedsført i længere tid, end reglerne tillader. På avile.dk blev produkter i afvikling ikke konsekvent markeret som restsalg, selv om der reelt var tale om det.

Ditur har nu ændret brugen af rabatkoder på ditur.dk, og på avile.dk er de relevante varer blevet tydeligt markeret som restsalg, skriver Kasper Dissing.

Han beskriver reglerne for prismarkedsføring som komplekse og peger på, at de fortsat udfordrer hele branchen.

“For os er sagen først og fremmest en anledning til at gennemgå og styrke vores egne processer yderligere,” skriver han, og tilføjer, at han håber, andre virksomheder i ur- og smykkebranchen vil bruge sagen som anledning til at gennemgå deres egen praksis.

Sidst opdateret: 16. september 2026

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Abonnér på 24Victorias nyhedsbrev og få unik indsigt i startups, innovation og teknologi – direkte i din indbakke.

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Er du interesseret i tech & startups?

Du modtager en mail med særligt udvalgte artikler tirsdag og fredag.