Indstillingen til DI Prisen 2025 er åben

di-prisen-2025-ivaerksaetterpris-pitch
Fra venstre ses CEO i DI, Lars Sandahl Sørensen, H.M. Kong Frederik, co-founder af Woba.io, Malene Madsen, og bestyrelsesleder i DI, Klaus Holse. Pressefoto

DI Prisen hylder dem, der udfordrer det velkendte, tænker stort, og som ønsker at skabe reel forandring i samfundet. Nu er indstillingen til prisen åben.

Hvis du mener, at din virksomhed er med til at præge fremtiden, så skal du måske indstille den til DI Prisen 2025. En pris, der anerkender dem, der har store ambitioner for fremtiden.

Nu er indstilling så åben, fremgår det af et LinkedIn-opslag fra DI Startup. Fristen for at indstille din virksomhed er den 10. august klokken 23:59, og du indstiller din virksomhed her.

Alle indstillede virksomheder screenes, hvorefter ti går videre til en pitch-session den 4. september i Industriens Hus. Dér får hver virksomhed tre minutter til at overbevise en jury bestående af seks skarpe personer, der alle har en fingeren solidt plantet på pulsen i dansk erhvervsliv og iværksætteri, om, at det lige netop er deres virksomhed, som skal være blandt de tre finalister.

Juryen består af Mia Grosen (Investor i SuperSeed), Mikkel Rørvig (Partner og COO i North Ventures), Mette Hoberg Tønnesen (CEO i The Link), Anette Nørgaard (Relationship Director i Visma Dinero), Søren Nielsen (Head of Canute by Thursday) samt Christian Stampe Vinter (Investment Director i Foundermet).

Prisen uddeles blandt den 30. september på DI Topmødet, der finder sted i Jyske Bank Boxen i Herning.

Sidste år var de tre finalister Precure, Slow samt Woba.io. Sidstnævnte, som stræber efter at blive et førende HR-målingsværktøj på globalt plan, endte med at nappe prisen. De to co-founders Malene Madsen og Mikkel Bindesbøl fik overrakt prisen af H.M. Kong Frederik, hvor førstnævnte co-founder sagde dette om prisen:

”Siden vores start i 2016 har vi arbejdet dedikeret på at udvikle innovative løsninger, der kan hjælpe virksomheder med at fastholde talenter og forbedre arbejdsmiljøet. Denne pris er en anerkendelse af vores teams hårde arbejde og vores mission om at skabe bedre trivsel for medarbejdere globalt. Vi ser frem til at fortsætte vores vækstrejse, gøre en endnu større forskel for virksomheder og deres medarbejdere og bruge DI Prisen som et rygstød i den forbindelse.”

Sidst opdateret: 8. juli 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Er du interesseret i tech & startups?

Du modtager en mail med særligt udvalgte artikler tirsdag og fredag.