På trods af geopolitiske spændinger er det danske marked for køb og salg af virksomheder stadig solidt. Bemærkelsesværdigt, mener partner i EY. ”Det er bemærkelsesværdigt, at aktiviteten på M&A-markedet (Mergers & Acquisitions, red.) stort set er fastholdt. Trods vedvarende geopolitiske spændinger og økonomisk usikkerhed er der stadig høj aktivitet på tværs af sektorer, og den […]
På trods af geopolitiske spændinger er det danske marked for køb og salg af virksomheder stadig solidt. Bemærkelsesværdigt, mener partner i EY.
”Det er bemærkelsesværdigt, at aktiviteten på M&A-markedet (Mergers & Acquisitions, red.) stort set er fastholdt. Trods vedvarende geopolitiske spændinger og økonomisk usikkerhed er der stadig høj aktivitet på tværs af sektorer, og den bekymring, vi havde tidligere på året for, at markedet ville gå i stå, er blevet gjort til skamme,” udtaler Søren Krejler i en pressemeddelelse.
Han er partner i EY og leder af EY-Parthenon, som udarbejder Transaction Trends-rapporterne. Rapporten for tredje kvartal af 2025 er netop landet, og her står det altså klart, at danske virksomheder stadig er på udkig efter opkøb.
I tredje kvartal af 2025 blev 204 handler nemlig gennemført, hvilket godt nok er et fald på otte procent i forhold til andet kvartal af 2025.
Afstemte forventninger
Nu hvor Søren Krejler selv påpeger, at det er ret bemærkelsesværdigt med dette store antal handler taget verdenssituationen in mente, er det værd at undre sig over, hvorfor så mange handler gennemføres.
En større realitetssans samt afstemte forventninger hos begge parter er blandt forklaringerne, lyder det fra Søren Krejler.
”Hvor vi tidligere så, at man på sælgersiden var meget positiv – og måske også for positiv – i forventningerne til fremtiden, så er billedet nu, at sælgernes argumenter for virksomhedens fremtidige værdi vækker større genklang hos køberne. I kombination med lidt mindre global turbulens og lavere renter forklarer det den pæne handelsaktivitet.”
Forsvarsindustrien hitter
Tallene for tredje kvartal af 2025 viser desuden en stigende aktivitet inden for forsvarsindustrien. Ganske forståeligt, eftersom mange politikere også har målrettet deres fokus på forsvarsindustrien grundet de geopolitiske spændinger.
”Vi ser en større sult på handler inden for alt lige fra cybersikkerhed, kommunikationsudstyr, forsvarsudstyr til virksomheder, der er underleverandører til forsvarsindustrien. Det er en god historie for industrien, fordi de finansielle investorer på den måde konsoliderer branchen og dermed bliver bedre rustet til at levere til forsvaret både i ind- og udland,” forklarer Søren Krejler.
På trods af den stigende aktivitet inden for forsvarsindustrien er det stadig teknologi-, medie- og telesektoren, som er den mest aktive branche. I tredje kvartal af 2025 blev der foretaget 46 handler. Det svarer til godt og vel 22,5 procent af det samlede antal handler.