Kun 1,3 procent af alle investeringer i danske startups går til kvindelige founders, mens 6,1 procent går til blandede teams af mænd og kvinder. Resten, 92,6 procent, går til rent mandlige founder-teams. Det viser rapporten “Kvindelige iværksættere 2026” fra Dansk Erhverv. “Andelen af danske kvinder, som er nye iværksættere, ligger lige under fem procent, mens […]
Kun 1,3 procent af alle investeringer i danske startups går til kvindelige founders, mens 6,1 procent går til blandede teams af mænd og kvinder. Resten, 92,6 procent, går til rent mandlige founder-teams. Det viser rapporten “Kvindelige iværksættere 2026” fra Dansk Erhverv.
“Andelen af danske kvinder, som er nye iværksættere, ligger lige under fem procent, mens OECD-gennemsnittet ligger på over det dobbelte. Heldigvis bevæger tallene sig i den rigtige retning, men det går stadig alt for langsomt,” siger Sofie Finding Andersen, underdirektør for erhvervspolitik og analyse i Dansk Erhverv.
Ifølge rapporten skifter barriererne for at starte virksomhed med alderen. Blandt kvinder på 18-29 år er manglende kompetencer den næsthyppigste hindring, mens kvinder på 30-64 år oftere peger på afhængighed af en fast indkomst.
Ni ud af ti business angels er mænd
En anden stor forhindring er adgangen til kapital. Kun 17 procent af business angels’ kapital i Danmark går til kvindelige iværksættere, mens 83 procent investeres i startups med udelukkende mandlige stiftere. Det kan ifølge Dansk Erhverv hænge sammen med, at 90 procent af landets business angels selv er mænd.
Administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, peger desuden på manglen på kvindelige rollemodeller som en del af forklaringen:
“Særligt skal vi have vækket interessen blandt danske kvinder, da der er langt flere mandlige end kvindelige iværksættere. Det kan hænge sammen med, at vi mangler kvindelige rollemodeller, og at kvinder oftere støder på barrierer, for eksempel når de skal søge kapital til deres virksomheder,” siger han.
Kun 13 procent af alle iværksættere i 2025 havde en kvindelig rollemodel, mod 27 procent, der havde en mandlig.
Kilde: Dansk Erhverv