Under dette års tema ’Build to Matter’ har TechBBQ sat scenen for fremtiden. En fremtid, hvor innovation og teknologi kan spille en stor rolle, mener Bjarke Ingels. For første gang nogensinde løber det store tech- og startupevent TechBBQ af stablen i Bella Center. Mere end 10.000 repræsentanter fra hele kloden regnes med at deltage i […]
Under dette års tema ’Build to Matter’ har TechBBQ sat scenen for fremtiden. En fremtid, hvor innovation og teknologi kan spille en stor rolle, mener Bjarke Ingels.
For første gang nogensinde løber det store tech- og startupevent TechBBQ af stablen i Bella Center. Mere end 10.000 repræsentanter fra hele kloden regnes med at deltage i de to dage, som eventet strækker sig over.
Temaet for dette års udgave er ’Build to Matter’, hvorfor det da også er nærliggende, at den verdensberømte arkitekt Bjarke Ingels står bag åbningstalen.
”Det handler om at omfavne nutidens og fremtidens muligheder. Hos BIG (Bjarke Ingels Group, red.) arbejder vi ud fra konceptet ’hedonic sustainibily’. Det betyder, at dét, vi bygger, skal være bæredygtigt for kloden – men også være godt på et menneskeligt plan for dem, der bor der eller bruger det,” siger han, mens billeder fra BIGs projekter i København, Amsterdam, New York og andre steder i verden glider henover skærmen.
Publikum ser måbende til, mens det ene unikke byggeri erstatter det næste. BIG er en tegnestue, som omfavner innovation og teknologi – ligesom iværksættere gør det, understreger verdensstjernen. Innovation og teknologi spiller da også en stor rolle i fremtiden, mener han. De to komponenter skal nemlig forenes i fremtidens løsninger ud fra en tankegang om ’utopian pragmatism’ er budskabet fra scenen.
”Vi skal løse praktiske udfordringer for mennesker – men med nærmest utopiske drømme,” siger han, mens han snakker om Gelephu Mindfulnnes City i Bhutan.
BIG skal bygge denne helt nye by op fra scrath. Tanken er at kombinere anvendelighed med innovation – men hvor der stadig er respekt for omgivelserne. En stor vanddæmning med et indbygget tempel er på tegnebrættet. Ligeledes en lang række broer, der også kan fungere som markeder eller arbejdspladser.
Det internationale snit
Når man bevæger sig rundt i menneskemængden til TechBBQ er det internationale snit ikke svært at få øje på, da keychanger med titler som CEO, CTO, General Manager, Consultant, Founder, Co-founder, Presenter, Journalist, Speaker med flere ses overalt.
Én ting er stimuli til øjnene, men ørerne stimuleres også, da engelsk, dansk, svensk, tysk og mange, mange andre sprog kan høres i øregangene. Her centrer samtalerne sig i høj grad om spørgsmål som:
”Hvad brygger I på for tiden?”
”Åh gud… Hej, det er lang tid siden! Hvordan går det?”
”Hvor langt er I så med ansøgningen?”
Én af de internationale profiler, som er til stede ved dette års TechBBQ, er Andreas Grape. Han er angel investor og står bag Nordic Angels. Andreas Grape har et indgående kendskab til Stockholms tech-scene, og han påpeger, at vi i Europa skal blive bedre til at samarbejde og investere i hinanden. Han nævner blandt andet, at de fleste i Stockholm end ikke ved, hvad der rør sig i Göteborg eller Malmö, som henholdsvis er den anden- og tredjestørste by i Sverige. Stockholm er nummer et.
”Og så skal vi simpelthen lade være med at sælge vores kronjuveler til USA,” siger han.
AI er fremtiden
Det er svært at komme udenom AI, når fremtiden skal skabes. I presserummet præsenterer Innovation Centre Danmark for eksempel deres rapport ’AI Driven Leadership’, og budskabet er klart:
Danmark halter efter, når det kommer til brug af AI hos white-collar workers, som indbefatter akademiske uddannelser med krav om bestemte kompetencer – for eksempel inden for it- og analyseprogrammer.
I en undersøgelse, som BCG (Boston Consultning Group, red.) har foretaget i forbindelse med rapporten, fremgår det nemlig, at 16 procent af white-collar workers i Danmark bruger AI på ugentlig basis. For Sverige, Finland og Norge er det 20 procent, mens Europa som helhed ligger på 54 procent. Det globale gennemsnit er på 61 procent.
Helene Martine Øverø Kristiansen, der er AI Leadership Advisor hos Innovation Centre Danmark, har da også en anbefaling klar:
”Virksomheder og medarbejdere kan med fordel anlægge en ’teenager-tilgang’ til AI, hvor man er nysgerrig på teknologien og virkelig har lyst til at prøve det af.”
Anders Christjansen, der ligeledes er AI Leadership Advisor Innovation Centre Danmark, er enig.
”Der er selvfølgelig ikke noget rigtigt eller forkert, men vi kan se, at Danmark er lidt mere bange for at prøve ting af i frygt for at fejle – især hvis man sammenligner med Silicon Valley.”