Omnidocs fortsætter opkøbsjagt – passerer 200 millioner i omsætning

CEO Jeppe Schytte-Hansen var med til at grundlægge Omnidocs tilbage i 1999. Foto: PR/Omnidocs

Omnidocs har købt den danske e-mailsignaturvirksomhed Xink. Det er softwarehusets sjette opkøb på blot 2,5 år. Det danske softwareselskab Omnidocs fortsætter sin opkøbsstrategi og overtager nu den danske virksomhed Xink, der udvikler software til administration af e-mailsignaturer. Opkøbet er det sjette siden begyndelsen af 2024 og betyder samtidig, at Omnidocs nu passerer en omsætning på […]

Omnidocs har købt den danske e-mailsignaturvirksomhed Xink. Det er softwarehusets sjette opkøb på blot 2,5 år.

Det danske softwareselskab Omnidocs fortsætter sin opkøbsstrategi og overtager nu den danske virksomhed Xink, der udvikler software til administration af e-mailsignaturer.

Opkøbet er det sjette siden begyndelsen af 2024 og betyder samtidig, at Omnidocs nu passerer en omsætning på 200 millioner kroner, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Virksomheden, der har den hollandske kapitalfond Main Capital Partners som medejer, satser på at samle flere nicheprodukter inden for dokumenthåndtering og virksomhedskommunikation i én samlet platform.

Xink tilføjer ekspertise indenfor den daglige virksomhedskommunikation

Xink er en dansk softwarevirksomhed, der udvikler løsninger til central styring af virksomheders e-mailsignaturer.

Virksomhedens platform gør det muligt for organisationer at administrere medarbejderes e-mailsignaturer ét sted fra, så kontaktoplysninger, branding, juridiske oplysninger og kampagnebudskaber altid er opdaterede og ensartede på tværs af hele virksomheden.

Xinks løsning integrerer blandt andet med Microsoft 365, Microsoft Outlook og Google Workspace og bruges især af større organisationer, hvor tusindvis af medarbejderes mails skal leve op til fælles standarder.

“Strategisk er det et godt fit,” siger CEO i Omnidocs, Jeppe Schytte-Hansen til 24Victoria. 

“Xinks løsning på området passer godt ind i det vi allerede beskæftiger os med – men kommer med en stærkere komponent, end vi selv havde.”

Med opkøbet bliver Xinks teknologi en del af Omnidocs’ bredere platform for dokument- og kommunikationsstyring. 

Hvor Omnidocs traditionelt har fokuseret på dokumenter, skabeloner og automatisering, udvider Xink området til også at omfatte den daglige virksomhedskommunikation via e-mail.

CEO i Omnidocs Jeppe Schytte-Hansen tilføjer, at Xink desuden giver Omnidocs adgang til et helt nyt marked ved at trække 4900 kunder med sig.

AI skaber nyt behov for kontrol

Omnidocs udvikler software, der automatiserer udarbejdelsen af dokumenter og skabeloner, så virksomheder kan sikre ensartet kommunikation og overholde compliancekrav.

Ifølge selskabet er behovet kun blevet større i takt med, at generativ AI gør det hurtigere at producere indhold.

Hvor AI kan øge produktiviteten, vokser samtidig behovet for at sikre, at dokumenter, præsentationer og e-mails lever op til virksomhedens standarder og regulatoriske krav.

“AI kan uden tvivl effektivisere, men det løser ikke behovet for kvalitet, præcision og styring. Hvis vi kan spare vores brugere 15-20 procent af deres arbejdstid uden at gå på kompromis med kvalitet og sikkerhed, så er der virkelig noget at tale om,” siger Jeppe Schytte-Hansen.

Ifølge Omnidocs bruger virksomhedens omkring fire millioner slutbrugere en stor del af arbejdsdagen på at skrive mails, udarbejde dokumenter og indsamle data.

Satser på flere opkøb

Med købet af Xink fortsætter Omnidocs en strategi, hvor væksten både skal komme fra produktudvikling og opkøb.

Selskabet har i dag mere end 6.000 kunder og opererer blandt andet på markederne i USA og Nordeuropa. Blandt kunderne er virksomheder og organisationer som BDO, SEB, Arla, Bang & Olufsen, ATP, Coloplast og Københavns Kommune.

Ifølge direktøren er ambitionen at udbygge den internationale position yderligere gennem både organisk vækst og flere opkøb.

Fakta: Omnidocs
Omnidocs er et dansk softwareselskab med hovedkontor i København, der udvikler løsninger til dokumentautomatisering, skabelonstyring og compliance. 

Virksomheden blev grundlagt i 1999 af blandt andre Jeppe Schytte-Hansen og har i dag omkring 175 medarbejdere. Selskabet hjælper mere end 6.000 kunder med at automatisere og kvalitetssikre virksomheders dokumentarbejde og har omkring fire millioner brugere globalt. 

Siden 2024 har Omnidocs gennemført seks opkøb som led i ambitionen om at blive en global markedsleder inden for dokumentsoftware. Virksomheden er i dag medejet af den hollandske kapitalfond Main Capital Partners.

Læs også:

Sidst opdateret: 13. juli 2026

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Abonnér på 24Victorias nyhedsbrev og få unik indsigt i startups, innovation og teknologi – direkte i din indbakke.

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Er du interesseret i tech & startups?

Du modtager en mail med særligt udvalgte artikler tirsdag og fredag.