Danmark mangler it-specialister, men optaget på it-uddannelserne falder, og andelen af kvinder har stort set ikke flyttet sig siden 2022. Nye tal viser, at kvinder fortsat kun udgør omkring en tredjedel af de optagne på landets it-uddannelser. Trods flere års fokus på diversitet i tech er kønsbalancen på de danske it-uddannelser næsten uændret. Det viser […]
Danmark mangler it-specialister, men optaget på it-uddannelserne falder, og andelen af kvinder har stort set ikke flyttet sig siden 2022. Nye tal viser, at kvinder fortsat kun udgør omkring en tredjedel af de optagne på landets it-uddannelser.
Trods flere års fokus på diversitet i tech er kønsbalancen på de danske it-uddannelser næsten uændret. Det viser tal fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
I 2026 blev 1.981 kvinder optaget på en it-uddannelse, mens 4.083 mænd fik en studieplads.
Det betyder, at kvinder udgør 32,7 procent af årets optag – stort set samme niveau som de seneste fire år.
Tallene viser, at kvindeandelen har ligget mellem 31,2 og 33,4 procent siden 2022. Den højeste andel blev registreret i 2025 med 33,4 procent, men udviklingen er samlet set bemærkelsesværdigt flad.
Samtidig er det samlede optag på it-uddannelserne faldet fra 6.634 studerende i 2025 til 6.064 i 2026, svarende til et fald på 9 procent.
Handler ikke om interesse, men om kultur
Spørger man Mette Lundberg, som er direktør for politik og kommunikation i IT-branchen, handler kønsfordelingen ikke om manglende interesse hos kvinderne, men i højere grad om en kultur, vi ikke har formået at ændre endnu.
“Der er flere undersøgelser, som viser, at kvinder tænker, at IT-branchen er et mandsdomineret fag – og det kan være med til at gøre dem tilbageholdende,” siger hun til 24Victoria.
Hun fortæller, at mændene ganske rigtigt er i overtal ude i techvirksomhederne, men påpeger samtidig, at der er tale om en moderne branche, som i høj grad har fokus på inklusion og diversitet.
Samtidig mener hun, at der er forskel på, hvilke forventninger unge drenge og piger hver især bliver mødt, ift. hvad de bør interessere sig for.
Interessen for IT og tech er traditionelt set ikke blevet forbundet med kvinder – men hun oplever, at unge piger både har kompetencer og interesse for faget, når de først bliver eksponeret for det.
Det erfarede hun bl.a. under et projekt fra IT-branchen, hvor organisationen underviste 7.-klasser i kodning på folkeskoler i Odense og København.
“Pigerne var superinteresserede i IT-undervisningen, og de klarede sig også enormt godt,” siger hun.
Af samme grund arbejder man hos IT-branchen hårdt på at gøre IT-undervisning obligatorisk for alle i landets folkeskoler.
Talentmassen bliver ikke bredere
IT-Branchen har tidligere advaret om, at Danmark ikke har råd til at gå glip af halvdelen af talentmassen, hvis virksomhederne skal kunne konkurrere på områder som kunstig intelligens, cybersikkerhed og avanceret softwareudvikling.
Samtidig kan ubalancen i kønsfordelingen være skadelig for fremtidens innovation, mener Mette Lundberg.
“Vi ved jo, at arbejdspladser med større diversitet skaber et bedre arbejdsmiljø, mere innovative teams og bedre resultater,” fastslår hun.
Og den teknologiske innovation er lige nu ved at forme vores fremtid langt ind i alle hjørner af samfundet, påpeger hun.
“Det er enormt vigtigt, at kvinderne er med til at bidrage til denne udvikling.”