Lørdag var 100 unge hackertalenter samlet i København for at dyste om titlen som Danmarks bedste ungdoms-hacker. “De er uundværlige for hele Danmark.” Sådan lyder det fra professor i cybersikkerhed ved Aalborg Universitet og cyberlandsholdstræner Jens Myrup Pedersen i forbindelse med DM i cyberhacking, der i weekenden blev afholdt i København. Cybertruslen mod Danmark vokser […]
Lørdag var 100 unge hackertalenter samlet i København for at dyste om titlen som Danmarks bedste ungdoms-hacker.
“De er uundværlige for hele Danmark.”
Sådan lyder det fra professor i cybersikkerhed ved Aalborg Universitet og cyberlandsholdstræner Jens Myrup Pedersen i forbindelse med DM i cyberhacking, der i weekenden blev afholdt i København.
Cybertruslen mod Danmark vokser år for år. Virksomheder, kommuner og offentlige institutioner bliver konstant udsat for angreb, og derfor er behovet for cyberspecialister større end nogensinde.
Netop dét er baggrunden for hacker-konkurrencen, som 100 af landets stærkeste unge cybertalenter deltog i lørdag. Her kæmpede deltagerne med at finde sårbarheder på hjemmesider og hacke sig frem til fortrolige oplysninger i intet mindre end 11 timer.
I kategorien for 15-20-årige løb Magnus Paabøl Jensen med DM-titlen, mens Mikkel Bro Simonsen vandt blandt deltagerne fra 21-25 år. Det skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.
Behov for talenter
Årets mesterskab skilte sig særligt ud ved, at brugen af kunstig intelligens kun var tilladt i de sidste tre timer af konkurrencen. Deltagerne blev derfor testet på deres egne tekniske evner uden hjælp fra AI gennem størstedelen af dysten.
Samtidig blev der lavet en særskilt beregning, hvor brugen af kunstig intelligens blev vægtet maksimalt. Her endte Peter Kaae Thorhauge med at tage mesterskabet i seniorkategorien.
Ifølge Jens Myrup Pedersen, professor i cybersikkerhed ved Aalborg Universitet og træner for det danske cyberlandshold, viser konkurrencen, hvor hurtigt cybersikkerhed udvikler sig.
“Vi har nogle exceptionelt dygtige og dedikerede unge mennesker, som har lagt virkelig meget energi i at blive bedre år efter år,” siger han og understreger, at der er brug for talenter, som både er dygtige med og uden AI.
Behovet for de unge talenter stiger nemlig i takt med, at cyberangreb mod virksomheder, myndigheder og kritisk infrastruktur bliver mere avancerede. Derfor bliver konkurrencer som DM i cyberhacking også set som en vigtig investering i Danmarks fremtidige cybersikkerhed.
Seniorerne
For Peter Kaae Thorhauge blev årets konkurrence et særligt gennembrud. Efter flere års erfaring i ungdomsrækkerne deltog han for første gang i seniorkategorien, som er for hackere mellem 21 og 25 år.
“Jeg har været med de sidste seks år, men har aldrig været med helt i toppen. Jeg har stille og roligt gjort mig bedre og bedre, men det er totalt surrealistisk at vinde første år som senior,” siger han.
Peter Kaae Thorhauge er nu blandt de deltagere, der går videre til en bootcamp i juni sammen med yderligere 23 talenter. Herfra udtages ti kandidater til det danske cyberlandshold, som skal repræsentere Danmark ved europamesterskaberne i Tyskland til oktober.
De Danske Cybermesterskaber er et samarbejdsprojekt koordineret af Aalborg Universitet med deltagelse af Forsvarets Efterretningstjeneste, Syddansk Universitet, IT-Universitetet i København, Danmarks Tekniske Universitet, Aarhus Universitet, CBS, SagaLabs, Campfire Security og Happy42.
Læs også: