24Victoria følger hver lørdag op på, hvad der er sket i ugen. Vi trækker de fundingrunder ud, vi på redaktionen finder mest interessante. Dertil sætter vi fokus på anden kapital til økosystemet. Der er igen kapital til danske startups på tværs af brancher. Fra kvanteteknologi til lægemidler til AI-værktøjer til restauranter og biologiske alternativer til pesticider. […]
24Victoria følger hver lørdag op på, hvad der er sket i ugen. Vi trækker de fundingrunder ud, vi på redaktionen finder mest interessante. Dertil sætter vi fokus på anden kapital til økosystemet.
Der er igen kapital til danske startups på tværs af brancher. Fra kvanteteknologi til lægemidler til AI-værktøjer til restauranter og biologiske alternativer til pesticider. Her er fire spændende investeringer:
Kvantify rejser 52 mio. kroner til kvanteteknologi
Deep-tech-virksomheden Kvantify har rejst 7 mio. euro – svarende til omkring 52 mio. kroner – til at udvikle kvanteteknologi til lægemiddeludvikling.
Runden tæller blandt andre European Innovation Council Fund og Delphinus Venture Capital blandt investorerne.
Kvantify arbejder med avancerede simuleringer af molekyler ved hjælp af kvantealgoritmer kombineret med klassisk computing. Ambitionen er at gøre det hurtigere og mere præcist at udvikle nye lægemidler. Den nye kapital skal blandt andet bruges til at videreudvikle virksomhedens teknologi og samarbejder med life science-industrien.
FoodOp rejser millioner til AI i professionelle køkkener
Foodtech-startupen FoodOp har rejst 37,4 mio. kroner i en investeringsrunde anført af den amerikanske venturefond MK Capital med deltagelse fra blandt andre The Footprint Fund.
Virksomheden udvikler en digital platform til professionelle køkkener, der samler funktioner som menuplanlægning, indkøb og lagerstyring.
Ved hjælp af data og kunstig intelligens skal platformen gøre det lettere for restauranter og storkøkkener at optimere drift, reducere spild og forbedre indkøb. Kapitalen skal blandt andet bruges til at styrke produktet og accelerere international ekspansion.
Mycoverse rejser 18 mio. kroner til biologiske pesticider
Den danske agritech-startup Mycoverse har rejst 17,9 mio. kroner i en pre-seed-runde.
Virksomheden udvikler biologiske plantebeskyttelsesmidler baseret på svampe og bruger en AI-drevet platform til at identificere nye naturlige aktivstoffer.
Første fokus er sygdommen kartoffelskimmel, som hvert år skaber store tab i landbruget. Mycoverse er et spinout fra DTU og har tidligere modtaget støtte fra BioInnovation Institute. Den nye kapital skal bruges til markforsøg og til at bringe teknologien tættere på kommerciel anvendelse.
Keypitt får investering fra Nikolaj Nyholm
Den danske startup Keypitt har fået en investering fra serieiværksætter og Løvens Hule-investor Nikolaj Nyholm.
Keypitt arbejder med at digitalisere garderober på spillesteder, arenaer og konferencecentre. I stedet for traditionelle garderobebilletter tilbyder virksomheden et digitalt system, hvor gæster opretter et KeyPass, som kan bruges på tværs af venues.
Løsningen bruges allerede på en række danske lokationer, herunder Søpavillonen og Odense Congress Center. Med investeringen vil startupen accelerere udviklingen af platformen og udbrede løsningen til flere markeder.
Læs mere: