Den digitale forsikrings- og pensionsmægler Norlix har rejst nye midler i en seed-runde efter kun fem måneders drift. Kapitaludvidelsen er anført af danske Seed Capital, der ser et stort potentiale i virksomhedens brug af AI til at sikre SMV’er den bedste og billigste dækning. Venturefonden, Seed Capital, sikrer Norlix et markant rygstød med 30 mio. […]
Den digitale forsikrings- og pensionsmægler Norlix har rejst nye midler i en seed-runde efter kun fem måneders drift. Kapitaludvidelsen er anført af danske Seed Capital, der ser et stort potentiale i virksomhedens brug af AI til at sikre SMV’er den bedste og billigste dækning.
Venturefonden, Seed Capital, sikrer Norlix et markant rygstød med 30 mio. kr., der skal bruges til at udfordre det traditionelle mæglermarked.
Sammen med den eksisterende investorgruppe bestående af Flatpay-stifterne Rasmus Busk og Sander Janca Jensen, tidl. Microsoft-direktør Kristian Nygaard Johansen og Medley Venture Capital, bliver speederen nu trådt i bund. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Over 100 kunder
Norlix er stiftet af Jens Grønlund (tidl. direktør i TDC Group) og David Harboe (medstifter af Norm Invest). Partnerkredsen består derudover af de certificerede mæglere August Andersen og Philip Halkjær.
Jens Grønlund er CEO. Han udtaler:
“Vi hjælper allerede langt over 100 SMV’er efter kort tid på markedet. Det beviser behovet for en gennemgribende modernisering af en meget traditionel industri, der historisk har været præget af manglende transparens. At få en markant partner som Seed Capital med gør, at vi står stærkt, når vi i foråret lancerer vores pensionsmæglerprodukt og på sigt skal tage de første skridt mod udlandet.”
SMV’er er underforsikret
Siden lanceringen har Norlix fået grundig indsigt i branchernes forskellige dækningsbehov.
Den nye kapital skal nu accelerere platformen, der skal sikre SMV’er lige vilkår og samme præcision i deres risikostyring som store koncerner.
“Det første halve år har bekræftet os i, at SMV’er ofte bliver overset eller betaler for meget for dækninger, de ikke har brug for. Vi tror på, at den nyeste teknologi med brug af kunstig intelligens kan give kunderne markant mere transparens, bedre dækninger og ultimativt også skarpere priser, hvilket vil skabe en direkte positiv effekt på kundernes bundlinje,” siger Jens Grønlund.
Vil erobre Europa
Med kapitalrejsningen skal Norlix nu for alvor skalere sin case i Danmark.
Mens ambitionen på sigt er at tage virksomheden til udlandet. En vækstrejse, Seed Capital tidligere har taget med selskaber som Flatpay, Lunar, Embankment og Trustpilot.
Lars Andersen er General Partner hos Seed Capital. Han udtaler:
“Norlix har på rekordtid bevist, at deres datadrevne tilgang og brug af kunstig intelligens kan skabe transparens i et ellers analogt og komplekst marked. Deres evne til at omsætte dyb brancheindsigt til en skalerbar teknologi er unik, og vi ser et stort potentiale i at rulle modellen ud til nye produktkategorier og markeder uden for Danmark.”
Læs mere: