Founder og CEO af investornetværket Angella Invest sælger virksomheden til en gruppe af eksisterende medlemmer og nye investorer. Inden sommerferien besluttede Kristine Leerbeck, at hun ikke længere skulle drive investornetværket, Angella Invest, som er kendt for sit fokus på at få kvinder og næste generation af investorer til at investere i unoterede virksomheder og alternative […]
Founder og CEO af investornetværket Angella Invest sælger virksomheden til en gruppe af eksisterende medlemmer og nye investorer.
Inden sommerferien besluttede Kristine Leerbeck, at hun ikke længere skulle drive investornetværket, Angella Invest, som er kendt for sit fokus på at få kvinder og næste generation af investorer til at investere i unoterede virksomheder og alternative aktiver.
Founderen stod mellem at skulle nedskalere eller sælge – og det glæder hende derfor at skulle overdrage virksomheden til en gruppe medlemmer, skriver founderen på LinkedIn.
“Sammen med en gruppe passionerede medlemmer er der over sommerferien blevet arbejdet målrettet på et køb af Angella Invest. Det lykkedes, og jeg kan med stolthed dele, at der er blevet indgået aftale om, at en gruppe eksisterende medlemmer og nye investorer overtager ejerskabet af Angella Invest fra d. 31/8,” lyder det i opslaget.
Ti nye kvindelige ejere
Den nye ejerkreds består af Camilla Harder Hartvig, Helle Bisholm, Katrine Bach, Line Rix, Malene Schrøder, Marianne Thrane, Rie Sterregaard-Feltsen, Stine Øvlisen, Trine Finnemann Nielsen og Tatjana Van den Hempel, fremgår det af en artikel på Bootstrapping.dk.
Ifølge den nye ejerkreds er ambitionen at styrke Angella Invest som en kanal for uddannelse, dealflow og investeringer i startups og venturefonde samt at nå ud til flere kvinder, familieinvestorer og NextGen-investorer.
Samtidig peger den nye ejerkreds på en fremtid med mere fokus på erfaring med kapitalrejsning, exits og virksomhedsbygning.
“Angella Invest har skabt en fantastisk og helt nødvendig bevægelse på det danske investormarked. Vi går ind i dette med dyb respekt for det fundament, som er skabt af Kristine og hendes team,” siger Camilla Harder Hartvig på vegne af de nye ejere til Bootstrapping.dk.
Kristine Leerbeck fortsætter som CEO frem til overtagelsen den 31. august og vil derefter fungere som konsulent i forbindelse med overdragelsen og selskabets uddannelsesaktiviteter.