Stine Mølgaard, der er partner i Alliance VC, forventer, at AI- og techscenen anno 2026 kommer til at handle om implementeringsgrad og profitabilitet. Ingen kan spå om fremtiden, men i forsøget på at få et kvalificeret bud på, hvordan den globale – og deraf også den nordiske – techscene kommer til at udfolde sig i […]
Stine Mølgaard, der er partner i Alliance VC, forventer, at AI- og techscenen anno 2026 kommer til at handle om implementeringsgrad og profitabilitet.
Ingen kan spå om fremtiden, men i forsøget på at få et kvalificeret bud på, hvordan den globale – og deraf også den nordiske – techscene kommer til at udfolde sig i 2026, har 24Victoria taget kontakt til Stine Mølgaard.
Hun er blandt andet co-founder af techvirksomheden Radiobotics, bestyrelsesmedlem i fire techstartups og TechBBQ, næstforperson i udvalg under Dansk Erhverv og Innovationsfonden samt partner i Alliance VC, som udelukkende investerer i nordiske techstartups.
Med andre ord, en person, der virkelig har fingeren på techpulsen.
Hvilke forventninger har Alliance VC til techverdenen i 2026?
”Hvis man ser techverdenen fra et globalt perspektiv er der for tiden rigtig stor investeringsaktivitet. De overordnede forventninger til 2026 er, at der kommer til at ske flere exits, hvilket vil frigive likviditet i markedet. Hertil er der forventninger om store børsnoteringer i USA – eksempelvis SpaceX, OpenAI og Anthropic – hvilket kommer til at være ret definerende for markedet. Disse selskaber skal nu bevise, at de kan tjene penge – og ikke kun lande investeringer. Vi venter alle på at se, om de kan drive en ren AI-forretning.”
Hvad hvis vi retter blikket mod Norden og Danmark?
”Det globale marked kommer formentlig til at trickle ned, og hvis det går godt i USA, vil det have en positiv effekt på de lokale markeder. Jeg ser rigtig mange indikationer på, at det næste konkurrencepunkt inden for AI bliver implementeringsgrad og profitabilitet. Nu handler det ikke længere om at investere i AI-teknologi, men at investere i virksomheder, der kan omsætte det til forretning. Dét forventer vi i Alliance VC også – både globalt og i Norden.”
Hvis jeg skal forstå det korrekt, så kommer det ikke til at handle så meget om selve idéen, men om idéen kan holde vand?
”Ja, det kommer til at handle om, hvorvidt teknologien bringer den værdimæssige vækst, man regner med.”
Er der bestemte ’techprodukter’, I har større forventninger til at kunne levere?
”I Norden tales der meget om Loveable, men hvis jeg skal fremhæve én fra vores portefølje, vil jeg nævne 1X. De vækster derudad, og i år begynder de at shippe deres humaniod robotics til forbrugerne i USA, og pre-order er tilgængeligt i hele verden. 1X skal vise, at de kan bringe værdi til markedet, og humaniod robotics er da også et meget ’hot’ emne i techverdenen. Vi har store forventninger til dem.”
Hvilke fokuspunkter har I for jeres investeringer i løbet af 2026?
”Vi er en generalist fond, så længe det rimer på tech. I et dansk perspektiv er sundhedsteknologi og energisektoren spændende.”
Hvorfor det?
”Historisk har vi i Danmark været ret gode på disse områder, men der er også en stor efterspørgsel på det. Elektrificering ligger eksempelvis bag rigtig mange ting i samfundet, så startups inden for energiområdet er spændende – også fordi der er et langsigtet perspektiv. Det samme er der inden for sundhedsteknologi. Begge områder er også yderst samfundsrelevante.”
Hvor meget regner I med at investere i løbet af året?
”Vi planlægger at investere i omkring otte-ti nye startups, hvor vi traditionelt investerer mellem en og tre millioner euro (svarer til mellem 7,47 og 22,42 millioner danske kroner, red.) per startup. Derudover vil vi lave nogle opfølgende investeringer, så vi kommer nok totalt set op på 15 investeringer i hele Norden i løbet af 2026.”
Har du her afslutningsvis nogle gode råd til startups, som jagter VC-kapital i indeværende år – eventuelt fra jer?
”Jeg er selv co-founder, så jeg vil mene, at det er en god idé at spørge andre founders, hvor de har søgt VC-kapital og få en introduktion dér. Jeg kan godt lide, at ens netværk kan fungere som et slags validerende bindeled begge veje rundt. Når founders i mit netværk specifikt nævner nye startups til mig, kigger jeg altid nærmere på dem.
Et andet råd er at starte processen tidligt. Startups skal ikke henvende sig, når de skal bruge kapitel, men gerne et stykke tid før. Dermed kan vi lære hinanden bedre at kende, og for os i Alliance VC er progression et vigtigt signal inden en eventuel investering. Vi vil rigtig gerne møde den pågældende startup i pre-seed-fasen og så se hvor langt de er kommet et halvt år senere.”
Læs mere her: