Startuppen, der hjælper forskningsprojekter med at få deltagere, har god vind i sejlene. Trialtree oplever nemlig flot fremgang, og inden længe er de klar til at skalere til det europæiske marked.
”Status er, at det går rigtig godt for tiden. Vi får flere og flere henvendelser fra forskningsprojekter, som vil tilmeldes vores forskningsplatform. Derudover tilmelder flere og flere borgere sig også som forskningsdeltagere,” lyder det fra stifter og CEO i Trialtree, Benjamin Graungaard.
At det går godt for tiden fremstår endnu tydeligere, hvis man sammenligner med sidste år.
Trialtree har netop ansat deres sjette fuldtidsansatte. På samme tidspunkt sidste år var der tre fuldtidsansatte.
Sidste år var omkring 75 forskningsprojekter tilmeldt portalen på dette tidspunkt af året – i skrivende stund er der omkring 140.
Derudover tilmelder omkring 100 mennesker sig som forskningsdeltager hver eneste dag via Trialtrees platform. Mere end en fordobling fra sidste år.
Vigtigt for forskningen
Idéen til Trialtree stammer fra Benjamin Graungaards egen akademiske baggrund. Han oplevede, at det var mere end svært at skaffe deltagere til forskningsprojekter, hvorfor han altså skabte denne forskningsplatform.
Skåret ud i pap, så agerer Trialtree bindeled mellem forskningsprojekter, der mangler deltagere, og borgere, som gerne vil deltage i et eller flere forskningsprojekter.
Igennem årene har omkring 600 projekter fået hjælp via forskningsportalen, og mere end 17.000 deltagere er blevet rekrutteret. Trialtree har især fokus på at hjælpe de mindre forskningsprojekter, da det er dér, behovet er størst, eftersom de har sværere ved at skaffe deltagere.
”Mange af de her forskningsprojekter ville aldrig være kommet i mål uden vores hjælp. De har kæmpet i mange måneder – og nogle gange over et år – for at finde et givent antal forskningsdeltagere gennem eget netværk. Her har vi skaffet dem på ganske få uger,” forklarer Benjamin Graungaard.
Internationalt snit
Trailtree har netop gennemgået en større proces med at rebrande sig selv.
Førhen hed startuppen Forskningnu, men nu er navnet mere spiseligt for europæiske lande. Startuppen vil nemlig gerne skalere.
”Vi har ikke nogle konkrete lande i tankerne endnu, men næste år kunne vi godt tænke os at være til stede i et eller to europæiske lande udover Danmark. Fem år ud i fremtiden vil vi gerne være på ti europæiske markeder,” siger Benjamin Graungaard.
Han fremhæver, at her på den korte bane har rebrandingen skabt lidt forvirring blandt de vanevante forskningsdeltagere. Flere har spurgt, om de er blevet opkøbt, eller om Trialtree og Forskningnu stadig er det samme. Benjamin Graungaard ryster dog ikke på hånden over den kortvarige forvirring, for på den lange bane er det internationale navn givet godt ud, mener han.
Stor forskel
Stifteren vil ikke fremstå som selvfed og arrogant, men han er sikker på, at Trialtree gør en kæmpe forskel for forskerne, da de kan skaffe de nødvendige deltagere og skabe en garanti for forskerne. Han har som tidligere påpeget mærket til udfordringerne på egen forskerkrop, hvorfor han ved, hvor vigtigt det er at få rekrutteret det rette antal deltagere.
Benjamin Graungaard fornemmer desuden en tendens i forskningsmiljøet, hvor ambitionsniveauet i forhold til antallet af forsøgspersoner til forskningsprojekterne skrues i vejret, da Trialtree kan være med til at skaffe de ønskede forsøgspersoner. En tendens, der gør forskningen bedre.
”Forskning bliver ofte bedre af at have 100 forsøgspersoner end 30, da datagrundlaget øges. Derved vil forskerne være mere ’sikre’ på deres fund,” forklarer Benjamin Graungaard.
Trialtree gør ikke kun en forskel for forskningsprojekterne, men også den gængse befolkning. Alle forskningsprojekterne omhandler nemlig sundhed, og ofte tilbydes deltagerne et ’gratis’ sundhedstjek. Derudover er det med til at give borgerne en bedre fornemmelse for forskningsverden.
”Jeg får en del henvendelser fra deltagere, hvor de giver udtryk for deres glæde ved at deltage, og at det har været lærerigt og spændende at snakke med forskerne,” lyder det fra Benjamin Graungaard.