24Victoria har snakket med Dr. Atul Gupta, der er Chief Medical Officer for Diagnosis & Treatment hos Philips, forud for hans oplæg ved TechBBQ. Han tror, at forudsigelser på baggrund af teknologi kommer til at spille en stor rolle i fremtiden. Dr. Atul Gupta har et indgående kendskab til sundhedssystemet, hvorfor han da også er […]
24Victoria har snakket med Dr. Atul Gupta, der er Chief Medical Officer for Diagnosis & Treatment hos Philips, forud for hans oplæg ved TechBBQ. Han tror, at forudsigelser på baggrund af teknologi kommer til at spille en stor rolle i fremtiden.
Dr. Atul Gupta har et indgående kendskab til sundhedssystemet, hvorfor han da også er inviteret til TechBBQ for at holde et oplæg om, hvordan teknologi kan være med til at styrke sundhedssystemet i fremtiden.
Et sundhedssystem, der netop står over for tre store udfordringer, oplyser Dr. Atul Gupta til 24Victoria, da vi møder ham et par dage inden det store tech- og startupevent i Bella Center.
”For det første bliver vi ældre og får flere kroniske sygdomme. For det andet er der generelt set mangel på kvalificeret arbejdskraft. Og for det tredje er de økonomiske midler små en del steder,” siger han.
Ved godt mod
Dr. Atul Gupta er dog fortrøstningsfuld. Han er nemlig overbevist om, at teknologien kan spille en stor rolle, når det kommer til at løse de førnævnte udfordringer.
Teknologi som AI og robotter kan effektivisere en række arbejdsopgaver, hvilket løser udfordringen med kvalificeret arbejdskraft.
Ofte ser man desuden, at effektiviseringer sparer penge, hvilket kan være med til at få mere ud af de sparsomme økonomiske midler, mange hospitaler har.
Herudover kan teknologien formentlig være med til at forudsige og forebygge en lang række sygdomme i fremtiden, vurderer Philips-profilen. Hvis dét er tilfældt, bevæger vi os mere hen mod et sundhedssystem, der er bygget på prædiktive analyser – altså forudsigende prognoser.
Dr. Atul Gupta vil ikke sætte en tidshorisont på, hvornår vi er der, da teknologien først skal være veludviklet og sikker at bruge, før den udrulles i sundhedssystemet. Når der er tale om menneskeliv, må der simpelthen ikke ske teknologiske fejl – ligesom nogle af de hallucinationer, som AI-sprogmodellerne i ny og næ disker op med.
Tre råd til startups
Den teknologiske udvikling muliggør ligeledes, at startups inden for healthcare kan byde sig til, mener Dr. Atul Gupta. Vi har eksempelvis tidligere skrevet, om Anorit Medical, som arbejder på en ventilationsanordning, der kan øge sandsynligheden for at overleve hjertestop.
Dr. Atul Guptaer er ikke selv iværksætter, men han forklarer, at en stor virksomhed som Philips altid har øjnene rettet mod startups. Hvis deres teknologier er brugbare, er Philips nemlig ikke blege for samarbejder eller opkøb.
Dr. Atul Gupta har da også tre gode råd til startups inden for healthcare.
”Det vigtigste er at forstå dét problem, du virkelig gerne vil løse, for derefter at udvikle teknologien. Jeg har tidligere set, at der blevet udviklet teknologi uden at kende til problemet,” lyder det fra Dr. Atul Gupta, inden han følger op med råd nummer to.
”Find din rolle i økosystemet. Der er plads til alle i healthcare, men det kræver hårdt, opsøgende arbejde og et stort engement. Tag til events og vær aktiv på eksempelvis LinkedIn.”
I forhold til råd nummer tre gælder det om ikke at sætte begrænsninger for sig selv.
”Du skal have et globalt mindset fra start af. Din startup skal være skalerbar til hele verden, da healthcare er så verdensomspændende, som det er,” siger Dr. Atul Gupta.