Med en stor bevilling fra Innovationsfonden vil forskere fra Aarhus Universitet og Aalborg Universitet sammen med den danske startup ‘Kvantify’ nu udvikle software, der gør kvantecomputere lettere at bruge. Det kan accelerere innovation inden for lægemidler voldsomt, og det er målet. Et nyt forsknings- og innovationsprojekt skal udnytte kvantecomputernes fulde potentiale og gøre teknologien lettere […]
Med en stor bevilling fra Innovationsfonden vil forskere fra Aarhus Universitet og Aalborg Universitet sammen med den danske startup ‘Kvantify’ nu udvikle software, der gør kvantecomputere lettere at bruge. Det kan accelerere innovation inden for lægemidler voldsomt, og det er målet.
Et nyt forsknings- og innovationsprojekt skal udnytte kvantecomputernes fulde potentiale og gøre teknologien lettere at anvende i lægemiddeludvikling og farmaceutisk forskning. Innovationsfonden investerer 17,4 mio. kr. i projektet.
Projektet ODAQS – Optimal Design Automation towards a Performant Quantum Software Stack – ledes af professor Jaco van de Pol fra Institut for Datalogi ved Aarhus Universitet. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Jaco van de Pol udtaler:
“Kvantecomputere har et enormt potentiale, men i dag er de meget svære at bruge i praksis. Vores mål er at udvikle software, der gør kvanteteknologi langt mere tilgængelig og anvendelig – så den kan bruges til konkrete samfundsudfordringer som udvikling af ny medicin.”
Fokus på sundhedssektoren
Kvantecomputere rummer et enormt potentiale til at revolutionere lægemiddeludvikling, men i dag begrænses potentialet af, at teknologien er vanskelig at arbejde med i praksis.
Det er her, projektet skal gøre en forskel og bringe teknologien tættere på praktisk anvendelse i sundhedssektoren.
“Hvis vi kan udnytte kvantecomputere mere effektivt, kan vi reducere både tid og omkostninger i de tidlige faser af lægemiddeludvikling. ODAQS giver os et vigtigt teknologisk fundament for at bringe kvantecomputere tættere på industriel anvendelse,” siger Allan Grønlund, co-founder og CTO i Kvantify, der blev stiftet i 2022.
Sammen med forskerne vil Kvantify udvikle centrale softwarebyggesten og værktøjer, som kan bruges i både forskning, uddannelse og erhvervsliv. Det skal på sigt styrke Danmarks position inden for kvanteteknologi.
Svært at bruge i praksis
ODAQS skal mere konkret sørge for, at forskere og virksomheder ikke behøver tage højde for de tekniske begrænsninger ved hver enkel maskine. En central del af projektet fokuserer på at bruge avancerede læringsmetoder til at automatisere og optimere udviklingen af kvantesoftware.
Professor ved Aalborg Universitet, Kim Guldstrand Larsen, forklarer:
“En af de største udfordringer ved kvantesoftware er at finde gode løsninger uden at bruge enorme mængder regnekraft. I ODAQS vil vi bruge reinforcement learning til at lære software at skabe mere effektive kvanteprogrammer. Det gør det muligt at udnytte kvantecomputere bedre – også med den hardware, vi har til rådighed i dag.”
Kan accelerere udvikling
En stor del af omkostningerne ved lægemiddeludvikling ligger i de tidlige faser, hvor forskere tester og frasorterer mulige lægemiddelkandidater. På længere sigt kan kvantecomputere give langt mere præcise beregninger af kemiske processer – end klassiske computere kan.
ODAQS kombinerer forskning i programmeringssprog, algoritmer, optimeret kompilering, simulering og softwareverifikation for at automatisere vejen fra idé og beregning til færdige kvanteprogrammer.
Projektet har særligt fokus på kvantekemi og lægemiddeludvikling, hvor forbedrede beregningsmetoder kan reducere både tid og omkostninger i de tidlige faser af udviklingen af ny medicin.
Kvantify vil bruge projektets resultater til at demonstrere, hvordan forbedrede softwarebyggesten kan udnyttes og omsættes til pålidelige og praktisk anvendelige teknologier til kvantebaserede beregninger.
Læs mere: