Lundbeckfonden og BioInnovation Institute (BII) afsætter 320 millioner kroner til startups, der beskæftiger sig med hjerneforskning. Et studie fra Aarhus Universitet viser, at mere end hver tredje dansker lever med en hjernesygdom – eksempelvis depression, demens eller søvnforstyrrelser. Dét skal der gøres noget ved, mener Lundbeckfonden og BII. Parterne indgår derfor et partnerskab, hvor de […]
Lundbeckfonden og BioInnovation Institute (BII) afsætter 320 millioner kroner til startups, der beskæftiger sig med hjerneforskning.
Dét skal der gøres noget ved, mener Lundbeckfonden og BII. Parterne indgår derfor et partnerskab, hvor de hver især afsætter 160 millioner kroner frem mod 2030, fremgår det af en pressemeddelelse.
De mange millioner skal sikre bedre og mere effektive behandlinger af hjernesygdomme – og meget gerne via banebrydende forskning, som kan kommercialiseres gennem startups.
”BII er anerkendt både i Danmark og internationalt for at omsætte forskning til succesfulde startups. Sammen med Lundbeckfondens dybe viden om hjernen og dens sygdomme skaber vi en platform, der kan gøre en reel forskel for hjernesundheden,” udtaler Lene Skole, der CEO i Lundbeckfonden.
Hvor er de lovende projekter?
Lundbeckfonden og BII forventer i alt at kunne støtte omkring 20-22 startups frem mod 2030. Her gælder det om at finde de mest lovende projekter, som ultimativt kan bringe nye og bedre behandlinger til patienter med hjernesygdomme.
Noget, der selvsagt gavner patienterne, men også resten af samfundet kan drage nytte af det gennem frembringelse af talent og viden, påpeger Jens Nielsen, der er CEO i BII.
”Lundbeckfonden har et stort vidensgrundlag og netværk inden for hjernesygdomme. Vi oplever samtidig et spirende dansk innovationsøkosystem med dygtige universiteter og en velanset industri. Partnerskabet vil dog muliggøre, at Danmark kan blive positioneret endnu stærkere globalt inden for hjerneforskning, hvilket vil bringe talent og viden til landet og yderligere styrke innovationskraften,” siger han.