Female Fairness’ digitale værktøj giver et nødvendigt overblik over kvinders sundhedsudgifter igennem livet. Dermed bliver det nemmere at komme gabet mellem mænds og kvinders sundhedsudgifter til livs. Det er svært at fikse det, man ikke kan se. Dét er udgangspunktet for Female Fairness. Startuppen, der er grundlagt i 2025, er nemlig på en mission […]
Female Fairness’ digitale værktøj giver et nødvendigt overblik over kvinders sundhedsudgifter igennem livet. Dermed bliver det nemmere at komme gabet mellem mænds og kvinders sundhedsudgifter til livs.
Det er svært at fikse det, man ikke kan se.
Dét er udgangspunktet for Female Fairness.
Startuppen, der er grundlagt i 2025, er nemlig på en mission om at skabe større gennemsigtighed over kvinders sundhedsudgifter igennem livet. Sundhedsudgifter, der vel og mærke er mellem en og to millioner kroner større end mænds.
”Der tales meget om ligestilling mellem kønnene, og vores ambition er at skabe et konkret værktøj, som kan mindske uligheden. Det er nemlig svært at fikse det, man ikke kan se,” forklarer founder og CEO i Female Fairness, Maria Høyer Olsen, til 24Victoria.
Livslange udgifter
Men hvordan skabes sådan et værktøj, tænker du måske som læser?
Maria Høyer Olsen har taget udgangspunkt i sine egne sundhedsudgifter, interviewet tonsvis af kvinder om deres sundhedsudgifter samt nærstuderet analyser – blandt andet fra KVINFO (Danmarks center for køn og ligestilling, red.), Danmarks Statistik og Eurostat. Alt sammen for at tracke tænkelige sundhedsudgifter, kvinder har igennem livet.
Sundhedsudgifterne dækker over alt lige fra menstruation og graviditet til ekstra ældrepleje, eftersom kvinder generelt set lever længere end mænd. På baggrund af dén kortlægning har Female Fairness bygget et digitalt værktøj, hvor brugerne kan indtaste alder, helbredshistorik, hvilke produkter, de bruger, samt andre relevante informationer, hvorefter et estimat udregnes.
Estimatet viser, hvad brugeren kan forvente at skulle bruge i sundshedsudgifter igennem sit liv. Noget, der giver overblik, men det giver også brugerne mulighed for at finde smartere og billigere alternativer. Og forhåbentlig kan det også vække en interesse hos det mandlige køn.
”Det her er ikke kun en kamp for kvinderne. Vi vil også gerne invitere mændene med ind, så de får et overblik over deres partners sundhedsudgifter. Privatøkonomi, herunder sundhedsudgifter, kan være tabubelagt, men forhåbentlig kan opmærksomhed på det være med til at mindske uligheden,” lyder det fra Maria Høyer Olsen.
Spændende fremtid
Indtil videre sker Female Fairness’ finansiering via bootstrapping, og sådan fortsætter det nok et stykke tid endnu, forklarer Maria Høyer Olsen, da 24Victoria snakker med hende.
Hun er den eneste founder, men teamet består også af to softwareudviklere i form Anders Gjetting og Gorm Frederiksen. Forhåbentlig kan de med tiden komme med som co-founders, men lige pt. er de begge på deltid, da de bestrider fuldtidsjobs.
Maria Høyer Olsen har da overvejet at få investorer med ombord, men lige nu er hendes hovedfokus at etablere en sund forretning, inden der skal trykkes på speederen. Når dén tid kommer, kan der måske være etableret nyttige kontakter, for Female Fairness er for nyligt blevet en del af Copenhagen Fintech Incubation Program. Noget, der formentlig åbner helt nye døre.
”Vi kommer selv med erfaringer fra healthtech-verdenen, og det her giver os mulighed for at blive bedre på fintech. Vi får nyttig sparring, adgang til netværk og mulige investorer fra fintech-verdenen,” siger Maria Høyer Olsen.
Female Fairness’ mål for det første år er at have 10.000 brugere i Danmark. Når der er fuldstændig styr på hjemmemarkedet, og en sund virksomhed er opbygget, er det derefter planen, at Female Fairness’ digitale værktøj skal skaleres til resten af verden.
”Vi vil gerne have vores værktøj ud i hele verden og hjælpe millioner af kvinder. Det skandinaviske marked er nok det første marked, vi vil skalere til,” forklarer Maria Høyer Olsen.