Amerikansk venturefond smider millioner efter dansk biotech-startup

Stifterne af Ousia Pharma foran lys murstensvæg – dansk biotech-startup med fokus på fedmebehandling.
Christoffer Clemmensen (tv.), Jonas O. Petersen og Anders Bue Klein (th.) er de tre co-founders af Ousia Pharma. Foto: Ousia Pharma/Esben Zøllner Olesen

Omega Funds investerer et stort millionbeløb i den danske biotech-startup Ousia Pharma. Pengene skal bruges til at bringe virksomhedens fedmebehandling til enden af kliniske fase 1-studier.

I en nyligt afsluttet investeringsrunde har Ousia Pharma landet et trecifret millionbeløb fra den Boston-baserede venturefond Omega Funds.

Det fremgår af en pressemeddelelse. I dén står der ikke noget om det eksakte beløb – kun at der er tale om et trecifret millionbeløb.

Anders Bue Klein, der er co-founder og CEO i Ousia Pharma, udtaler følgende om den amerikanske investering:

“Denne investering er en stærk anerkendelse af vores videnskabelige fundament og det potentiale, vores lægemiddelkandidat repræsenterer. Med Omega Funds som partner får vi ikke blot kapital, men også strategisk sparring og global erfaring, som vil være afgørende i vores videre udvikling. Vi er nu godt positioneret til at bringe vores prækliniske koncept til klinisk afprøvning.”

Pengene skal altså bringe Ousia Pharmas fedmebehandling frem til kliniske fase 1-studier. Deres behandling er designet til at adressere fedme gennem den såkaldte tredobbelte virkningsmekanisme, som potentielt set kan munde ud i en alternativ og mere effektiv vægttabsbehandling.

Stort for fedmeforskningen

Ousia Pharma er spundet ud af Novo Nordisk Fondens Metabolismecenter (CBMR) ved Københavns Universitet. De har tidligere modtaget 14 millioner kroner i finansiel støtte fra BioInnovation Institute (BII) til at forske og finde frem til en innovativ løsning.

Christoffer Clemmensen er co-founder og CSO i Ousia Pharma. Derudover er han lektor ved Københavns Universitet og forskningsleder for gruppen bag Ousia Pharma, og den nylige investering fra Omega Funds vækker også glæde hos ham. Han kan nemlig se store perspektiver for hele fedmeforskningen.

“Vi har i flere år forsket i nye biologiske mekanismer bag vægtregulering, og det er utrolig tilfredsstillende at se vores arbejde danne grundlag for en potentiel fremtidig behandlingsform. Samtidig markerer denne investering en vigtig milepæl – ikke kun for Ousia Pharma, men også for den translationelle fedmeforskning, der udspringer fra vores forskningscenter (CBMR) og Københavns Universitet,” lyder det fra ham.

Sidst opdateret: 7. maj 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Du kan blive opdateret på nyheder inden for tech & startups ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev. Vi sender dig en mail med 7 udvalgte artikler tirsdag og fredag.