Martin Rose og Jesper Breum havde begge gode stillinger i Biogen – en førende biotech-virksomhed med fokus på neurologi, immunologi og sjældne sygdomme. Men så startede de Tetra Pharm Technologies, og siden er det gået stærkt.
”Vi syntes, at tingene kunne gå lidt langsomt – du har faste rammer, som du arbejder efter. De store selskaber kan blive så store, at det bliver meget bureaukratisk, og her ønskede vi mere kreativitet i processerne,” siger Martin Rose – CEO i Tetra Pharm Technologies, som i dag har 55 medarbejdere i Danmark og nogle af branchens største aktører som kunder, selvom virksomheden kun har eksisteret siden 2018.
”I stedet for at se på monoterapi – ét molekyle, der går til noget – så vil vi hellere se på en kombination af forskellige ting. Vi ønskede at gøre noget, der var sjovt, men også virker,” siger co-founderen.
Det går for langsomt
Martin Rose fortæller, at Tetra Pharm Technologies kigger ind i specifikke områder som neurologi og psykiatri, også fordi man mener, det går for langsomt i dag.
”Et eksempel er alzheimers, som man opdagede for 115 år siden, og siden har man taget meget små ryk. Vi vil gerne se mere holistisk på det, og det skal også handle om, hvad der mangler af analytiske og nysgerrige blikke på, hvad vi har overset tidligere.”
Hvad fokuserer I specifikt på?
”Vi bruger mange ressourcer på drug delivery systemer. Du kan identificere et godt og stærkt molekyle, men hvis du ikke kan få det ind i kroppen – via drug delivery systemer – så er det ikke brugbart. De her carrier-systemer, det er vi gode til,” siger Martin Rose.
I medicinalindustrien fokuserer man meget på molekyler i early stage-forskning, og så fixer man problemer med delivery systemer længere henne i processen, fortæller direktøren.
”Men via brug af vores systemer har du allerede sikret dig længere henne i processen. Og her skal man huske, at et molekyle ikke er stærkere end dets carrier-system. Dernæst udbyder vi det til andre (virksomheder, red.), der har problemer med at få deres medicin ind i kroppen. Fedmemarkedet vil for eksempel gerne væk fra nåle – og over til tabletter, men det er ikke så let at optage oralt. Her kan vi hjælpe ved, at andre processer kommer til. Det kunne også være en næsespray. Det kommer an på, hvilke former man ønsker, og det kommer an på, hvad du skal bruge af aktivt stof.”
Hvordan sørger I for en innovativ kultur i virksomheden?
”Vi har fået meget inspiration ved ikke at sætte så store begrænsninger. Vores ansatte har fire dages arbejdsuge. Og vi har ønsket at skabe den lidt farvestrålende form for kultur omkring tingene. Biotech er meget reguleret, men du skal ikke fjerne det kreative element. Jeg synes, vi har været gode til at udvikle, også ved se på andre industrier – hvordan arbejder de med tingene?”
Kan du give et eksempel?
”Computerscience inden for biotech. Det har vi taget til os, og det er måden vi arbejder på – vi arbejder som en naturlig del af det. Det handler om, hvordan du bruger det. AI var jo ikke tiltænkt vores industri, men det kan for eksempel bruges til screening af molekyler. Det er et ret spændende skifte. Du kan i højere grad undgå dyr, og du kan arbejde hurtigere og mere effektivt. Du kan også arbejde en smule billigere.”
Blockchain i biotech
Tetra Pharm Technologies har også kigget på blockchain og på, hvordan man får et bedre flow i sin supply chain.
”Det kan bruges i forhold til at arbejde med større transparens i fremtiden,” siger Martin Rose og uddyber:
”Man kan jo via blockchain følge en vare, og det giver også mulighed for, at det er sværere at kopiere. Du kan tracke et system og se præcis, hvor dit produkt kommer fra. Jeg tror, at blockchain-teknologi kan disrupte vores industri. Hvis du kan køre med fuld transparens, og du kan køre en forretningsmodel, som folk kan komme med ind bag ved, så får du succes. Specielt når området vedrører alle. I dag ved vi jo ikke ret meget om vores medicin.”
Hvordan er I finansieret?
“Vi har nogle venture kapitalfonde og nogle family Offices. Det er lidt utraditionelt, vi har set holistisk på det her, og det er vigtigt, at andre end branchen ser på det og forstår det. Biotech er jo også noget af det vi skal leve af i fremtiden i Danmark. Til gengæld er der mange faser. Der er en enorm risiko, men også en enorm reward, så udviklingen kan være mange penge værd,” siger Martin Rose og uddyber:
“Vi har rejst 150 millioner over fire runder. Første runde var omkring 12-15 millioner. Vi har faktisk ’kun’ fem investorer med – og de har reinvesteret. De har førsteret til at investere igen.”
Giver I overskud?
”Nej, ikke endnu, men vi tjener en smule i år – 4-8 millioner kroner, og vi kommer til at tjene fornuftige penge næste år. Vi har kontrakter, der går flere år frem. Vi har først lige fået godkendelser på plads, og det er faktisk ikke kontrakter, der har manglet, men at kunne producere.”
Hvem er jeres kunder?
”De biotechselskaber, som vi har kontrakter med. De fokuser på drug delivery systemer, og du kan sige, at de har færdigudviklede produkter – og så kan vi pakke dem fint ind og sende retur,” siger Martin Rose, som altså ikke ønsker at nævne navne. Han tilføjer:
“Vi forventer nu en børsnotering inden for de næste 12 måneders tid, og vi undersøger, om det skal være København. Vi vil gerne være allemandseje. Vi har også charity programmer og går op i ESG – vi vil gerne tage noget ansvar og indgå som en del af samfundet.”