På Nørrebro kan du genkøbe din barndom

Retro gaming-setup med Mario Kart på en gammel CRT-skærm – nostalgisk spiloplevelse.
En gang om måneden afholder Nintendopusheren desuden en Mario Kart 64-turnering, og 22. februar løber DM for 7. gang af stablen. Foto: Nicolai Foldgast

I en kælder på Ydunsgade ligger videospilsmekkaet Nintendopusheren. Med stakkevis af gamle og nye videospil, spilkonsoller og andet tilbehør kan du købe dig tilbage til barndommens minder.

”Jeg købte min barndom igen”.

Sådan beskriver indehaver af Nintendopusheren, Mads Bo Jacobsen, om dét, der grundlagde hans butik på Ydunsgade på Nørrebro. En butik, der køber, sælger, lejer og reparerer videospil, spilkonsoller og andet tilbehør.

For tolv år siden kom han nemlig i tanke om, at han havde en Nintendo 64 som barn. Minderne poppede frem i erindringen som perler på en snor, og lysten til at spille de gamle spil tog til. Han søgte derfor mod DBA. Her købte Mads Bo Jacobsen alle de spil, han brugte tonsvis af timer på i løbet af barndommen. Han købte desuden også spil, han ikke havde som barn, eller som hans venner havde. Det samme gjorde han med PlayStation 2.

”Jeg endte med at have alt for meget, så jeg solgte lidt ud af det. Langsomt kunne jeg se en forretning ved at købe spilsamlinger hjem, gemme et par spil og sælge resten, så det gik i nul eller med en lille profit,” forklarer Mads Bo Jacobsen. 

Foretagendet tog sin spæde start på hans lejede værelse, hvor spil og konsoller blev opmagasineret i reolerne langs væggene samt i flyttekasser under sengen, som ydermere blev forhøjet for at gøre plads. For fem år siden rykkede han ind i lokalerne på Ydunsgade, hvor kunderne bliver ved med at komme.

Vi har haft en positiv udvikling de sidste fem år. Hver uge kommer der nye kunder til, som ikke har været her før. Der bliver ved med at være folk, som opdager butikken – også turister. Jeg har lige ansat en fuldtidsmedarbejder, og der er stadig penge tilbage. Det kører rundt – og lidt til,” siger ejeren af den lille niche-forretning.

Nostalgisk
En af kunderne i kælderbutikken denne dag er den 32-årige kok Mathias, hvis efternavn journalisten ikke ligger inde med. Han er lidt den samme case som Mads Bo Jacobsen.

Mathias havde egentlig skilt sig af med sin gamle PlayStation 2, men fik pludselig lyst til at spille de gamle spil, hvorfor han tog forbi Nintendopusheren og købte en konsol samt nogle spil. Langsomt skulle der flere og flere spil til, og i dag er han på udkig efter en ny controller samt et par spil.

”For mig er der en del nostalgi i det her. Det er minder til min barndom, og så er det fedt, at jeg både kan spille PlayStation 1- og PlayStation 2-spil på konsollen. Det kan man ikke på de nyere modeller,” siger Mathias, inden snakken falder på de gamle minder fra fritidsordningen og barndomshjemmet.

Spil som Tekken, Crash Bash, Tarzan, Herkules og Ringenes Herre nævnes i flæng, mens Mathias har julelys i øjnene. Mathias spiller dog ikke kun på PlayStation. Han spiller også videospil på sin computer og på sin gamle GameBoy. Især et bestemt spilunivers tyr han til, når han skal spille på den håndholdte konsol: Pokemon.

”Lige nu har jeg tre Pokemon-spil til GameBoy. Når jeg finder luft i budgettet, vil jeg gerne købe Pokemon Saphire, som vidst nok koster 1.500 kr.,” siger han med et smil på læben.

Prisen er 1.500 kr., hvis man skal have spillet i den oprindelige æske. Uden den originale æske koster det 500 kr.

Hvad hitter?
Og lige præcis Pokemon er en storsælger hos Nintendopusheren. Mads Bo Jacobsen fortæller, at de spil som var populære i barndommen – Pokemon, Mario, Crash Bash og lignende – også er de mest populære i dag. De fleste minder er nemlig koblet til disse spil.

Det er ofte de samme spil, som er mest populære, men konsollerne kan godt afvige. For et par år siden var det for eksempel GameBoy Advance, mens det nu er GameBoy DS. Mads Bo Jacobsen understreger, at disse tendensskvulp skal findes i barndommen.

”Den gruppe, der for tiden er i gang med at etablere sig på arbejdsmarkedet med deres første jobs og deraf større rådighedsbeløb, voksede op med NintendoDS, hvorfor de efterspørger dén konsol og spil til den.” siger han.

Nintendopusheren sælger spil til de priser, markedet tillader. Her kan det nogle gange løbe op mod 1.500 kr. for et spil. Ved sidste optælling for et par år siden havde butikken omkring 20.000 varer på hylderne, hvoraf 5.000 var forskellige artikler. Dette sortiment gør Nintendopusheren ret unik i en dansk kontekst.

”Vores sortiment er virkelig bredt og dybt, hvilket mange kunder sætter pris på. Selv de garvede videospillere er imponerede, når de kommer forbi. Vi tager også nogle gange en chance og køber usikre nichespil hjem, hvilket de store kæder og butikker ikke gør,” siger Mads Bo Jacobsen.

Fremtiden er uvis
For tiden er der en tendens til, at mange vælger at downloade spil ned på deres konsoller i stedet for at købe de fysiske eksemplarer. Mads Bo Jacobsen tror, at i løbet af de næste fem år vil Nintendopusheren se en mindre tilbagegang i salget af nye spil grundet denne tendens.

”Sony og Xbox har allerede nu lavet konsoller, der kun kan downloades spil til, men de giver heldigvis stadig deres kunder valget om også at købe en udgave med discdrev. Der vil før eller siden ikke komme nye fysiske spil til, og så må vi leve af de fysiske kopier, der eksisterer. Jeg tror dog, at vi stadig kan få det til at køre rundt, da der er solgt så mange af millioner eksemplarer af de gamle spil. Der vil altid være nogen, som leder efter deres barndom”, siger han optimistisk.

Noget Mathias er enig i. For ham er der en stor glæde ved at gå på udflugt i Nintendopusherens lokaler og grave alle de gamle spil igennem, mens minderne popper frem på nethinden. Han stopper ved én af hylderne og tager et billede.

”Jeg skulle lige sende et billede af Tekken-spillet til min veninde”, siger han.

Sidst opdateret: 13. februar 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Du kan blive opdateret på nyheder inden for tech & startups ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev. Vi sender dig en mail med 7 udvalgte artikler tirsdag og fredag.