Stamcellebaseret kød kan have en stor fremtid, og en række startups fokuserer på konceptet. Men en del barrierer består, inden du kan finde en kylling, der aldrig har levet, i dit lokale supermarked.
Der er altid en bølge i investormiljøet, og lige nu er det først og fremmest kunstig intelligens (AI). Men også andre ting rører på sig. Ikke mindst stamcellebaseret kød.
Sådan lyder det fra Kenneth Larsen, CEO i Danmarks største netværk for investorer, Keystones.
”Vi har investeret i en dansk virksomhed, der laver stamcellebaseret svinekød. Den er forskningstung og med lang vej til markedet – men der var utrolig stor efterspørgsel på den case,” siger direktøren til 24Victoria.
DTU-spinout
Virksomheden hedder Meat Tomorrow og har fået en del omtale. Der er tale om et DTU-spinout med en teknologi, der skal opskalere svinekød baseret på en dansk gris’ stamceller, som man opdyrker i store tanke med et meget lavt CO2-aftryk. Det betyder også, at kødet ikke skal slagtes og transporteres som traditionelt kød.
“Jeg kloger mig ikke på det marked, for det er svært at gennemskue, om det bliver fremtidens teknologi, men virksomhederne tror meget på, at det kan blive til en industri. Min mavefornemmelse siger, at det måske er fem eller flere år ude i fremtiden,” siger Kenneth Larsen.
Svært at skalere
Keystones ser altså potentialer og er også med i andre investeringer af samme art.
”Vi er netop også ved at investere i en svensk virksomhed, der med lignende teknologi laver stamcellebaseret oksekød med lavt CO2-aftryk,” siger Kenneth Larsen.
Han påpeger, at det for længst er bevist, at man kan lave mad af stamcellebaseret kød.
”Der er lavet frikadeller af det. Spørgsmålet er mere, om man kan skalere til industriproduktion. Én ting er jo at producere i laboratoriet, mens det er en udfordring at opskalere produktionen. Det arbejder de med.”
Skal konkurrere med landmænd
Et konkret problem er, at kødet, når det for alvor rammer markedet, skal konkurrere med traditionelt landbrug.
”Og det er statsstøttet,” siger Kenneth Larsen og tilføjer:
”Derfor kan de ikke starte i Europa – i stedet må man starte et andet sted i verden, hvor der er bedre vilkår for den type produkter. Generelt sker der meget inden for fødevarecases, og Danmark er et godt sted for fødevareområdet – vi har mange fødevarestartups. Bæredygtige fødevarer er i høj kurs, og så det er jo beslægtet med grønne teknologier, som også virkelig rykker.”
En anden trend
Udover AI og fødevaretknologi nævner Kenneth Larsen specifikt forsvarsteknologi som et område, der rykker.
”Det kommer helt sikkert nu – forsvarsteknologi generelt, og det kommer også i startups. Der er ikke mange endnu, men dog nogle stykker, og vi har haft en enkelt case igennem. For startups er det en stor mulighed, og vi har historisk ser mange forsvarsstartups i USA. Men nu kommer der mange flere investeringer i Europa,” siger Kenneth Larsen og tilføjer.
”Vi har dog lang vej igen her, for vi har ikke tradition på området. Måske lidt inden for drone-robot-klynger, som vi kan bygge videre på, men som nation har vi ikke meget erfaring på det forsvarsindustrielle område.”