På AU Viborg er forskere nu klar til at teste en teknologi, der kan forvandle CO₂ og brint til protein. Man vil hjælpe med at brødføde en voksende global befolkning helt uden ny landbrugsjord. Et pilotanlæg, der skal skalere en bæredygtig produktion, er åbnet. Kan man dyrke mad uden marker, uden sollys og uden at […]
På AU Viborg er forskere nu klar til at teste en teknologi, der kan forvandle CO₂ og brint til protein. Man vil hjælpe med at brødføde en voksende global befolkning helt uden ny landbrugsjord. Et pilotanlæg, der skal skalere en bæredygtig produktion, er åbnet.
Kan man dyrke mad uden marker, uden sollys og uden at bruge så meget som en kvadratmeter landbrugsjord? Og så på en klimavenlig facon?
Et nyt anlæg på Aarhus Universitets forskningscenter og campus ved Viborg (AU Viborg) skal gøre netop det.
Anlægget skal, ifølge en pressemeddelelse, bane vejen for en ny generation af bæredygtige fødevarer. Og samtidig afhjælpe nogle af de største udfordringer i det globale fødevaresystem. Det fortæller Lasse Rosendahl, direktør for Novo Nordisk Foundation CO₂ Research Center, der har finansieret og driver anlægget.
”Hvis vi skal nå frem til et bæredygtigt kulstofkredsløb uden fossile ressourcer, er den her slags teknologier helt nødvendige,” siger han.
Fra CO₂ til kunstig madproduktion
Det nye anlæg fungerer som en prototype på fremtidens proteinfabrik. Her omdannes CO₂ og brint til eddikesyre i en iltfri reaktor. Syren bliver dernæst brugt som næring af gærceller, som vokser og danner en proteinrig biomasse.
“Biomassen er et kæmpe miskmask af alle mulige slags proteiner,” forklarer Anne Louise Dannesboe Nielsen, institutleder på Institut for Fødevarer.
“Vores håb er, at vi kan få proteiner ud, som både har funktionelle egenskaber og en neutral smag. Sådan nogle, som kan gøre nytte i fødevarer.”
På sigt skal proteinerne indgå som erstatning for æg eller mælk i færdigretter, ifølge planen. Og de skal udvikles til helt nye produkter med klimavenlig profil.
Et supplement til landbruget
Anlægget i Foulum bruger pt. CO₂ fra Aarhus Universitets nærliggende biogasanlæg, men teknologien er designet til at kunne bruge CO₂ fra luften, havet eller andre industrielle kilder.
Det betyder, at man i fremtiden kan producere protein dér, hvor det ellers ikke er muligt at dyrke fødevarer – såsom i ørkener, byer eller øsamfund. Uden behov for gødning, pesticider eller store mængder vand.
“Af hensyn til klima- og biodiversitetskrisen bliver arealer til den konventionelle og primære produktion taget mere og mere ud. Det betyder, at vi har brug for alternativer til at supplere det konventionelle landbrug. Så med den her teknologi kan vi forhåbentlig producere fødevarer uden brug af landbrugsjord,” siger Thomas Lundgaard, viceinstitutleder ved Institut for Bio- og Kemiteknologi.
En realistisk businesscase
Det nye anlæg er altså et pilotprojekt og ikke et industrielt anlæg klar til fuld skala. Der mangler stadig meget udvikling for at nå dertil. Næste skridt bliver at teste, hvordan biomassen kan oprenses og bringes i spil i fødevarer, og om det kan gøres effektivt og økonomisk.
Et centralt formål er at undersøge de teknisk-økonomiske forhold og dokumentere, at der kan skabes en realistisk businesscase for teknologien og dermed grundlag for en industri, der i øjeblikket kun er på fødselsstadiet.
”Vi bygger også en digital tvilling med data fra mere end 200 sensorer,” fortæller Lasse Rosendahl.
”Det skal gøre det nemmere for fremtidige investorer at vurdere risiko og potentiale, så vi hurtigere kan komme fra pilot til fuldskala.”
Og netop dét, at anlægget er bygget i fysisk skala, er helt afgørende for, at teknologien kan lykkes. Det understreger Lars Ottosen, professor og institutleder ved Institut for Bio- og Kemiteknologi:
”Vi ved, at de her processer kun kan blive effektive og rentable, hvis vi er i stand til at integrere dem virkelig godt. Hvis vi ikke kan det, er gevinsten væk. Vi kan kun studere processerne i sammenhæng, og det kræver, at vi bygger dem. Man kan ikke analysere sig frem til det i et laboratorieglas. Det er procesintegration i praksis, der gør hele forskellen,” siger professoren.