Når venturekapitalen rinder ud: Risika tog en brat opbremsning – som mange andre startups

Timm Jeppesen er CEO og co-founder af Risika. Pressefoto

Fintech-startuppet Risika har netop afleveret sit stærkeste regnskab til dato og rammer et positivt driftsresultat. Regnskabet markerer et strategisk skifte, hvor Risika – tidligere end beregnet – går fra at investere massivt i vækst til fokus på profit. Et skifte, som mange tech-startups er nødt til at tage – og det kan være en brat […]

Fintech-startuppet Risika har netop afleveret sit stærkeste regnskab til dato og rammer et positivt driftsresultat. Regnskabet markerer et strategisk skifte, hvor Risika – tidligere end beregnet – går fra at investere massivt i vækst til fokus på profit. Et skifte, som mange tech-startups er nødt til at tage – og det kan være en brat opbremsning.

Risikas bruttofortjeneste voksede i 2025 med 54 procent fra 11,4 mio. kr. til 17,6 mio. kr., mens EBITDA landede på 9,3 mio. kr. – mod minus 627.000 kr. året før.

Samtidig er egenkapitalen vendt fra minus 4,8 mio. kr. til plus 6,7 mio. kr.

Det sker samtidig med indgåelsen af et nyt globalt partnerskab med Coface (kreditforsikring), herunder adgang til data på 240 mio. virksomheder i 190 markeder. Samt adgang til nye AI-modeller.

24Victoria har taget en snak med CEO og co-founder, Timm Jeppesen, om udviklingen. 

Hvorfor præsenterer I nu overskud?

”Vi har været igennem en strategisk turnaround. Vi startede som en venture-forretning med fokus på at rejse penge fra investorer og vækste så hurtigt som muligt – uden at bekymre os så meget om andre forhold end at vokse. 

Den strategi fulgte vi fra 2017 til 2023, hvor vi altså bevidst brændte penge for at vokse. Men vi fik ikke yderligere kapital ind fra investorerne efter den anden største seed-runde i Danmark 2021,” siger Timm Jeppesen og uddyber:

”Derfor skiftede vi strategi i 2023 og drejede forretningen mod at blive profitabel. Det betød også, at vi måtte sige farvel til dygtige medarbejdere. Og vi nåede til et punkt, hvor forretningen blev cash flow-positiv.”

Fra burnrate til profit – en brat opbremsning

Risika har nu 21 medarbejdere og er stadig en scaleup – men i dag mest på omsætning, som Timm Jeppesen udtrykker det. 

”Vores teknologi bygger på AI-modeller, og vi har ikke nødvendigvis behov for at blive mange flere. Vi sigter efter en vækst på over 30 procent om året.”

Timm Jeppsen erkender, at der var tale om ’en ret brat opbremsning’ fra at fokusere på burnrate og vækst.

”Grunden til, at vi gjorde det, var også, at vi i bund og grund ikke var gearet til at vækste så hurtigt. For at lykkes med den strategi skal man helst holde vækstrater over 100 procent, og det blev endnu sværere, da tech-markedet crashede i 2021. Vi fandt ud af, at vores forretning var bedre egnet til organisk vækst. Siden da har vi nogenlunde fulgt den plan.”

Hvorfor er I bedre egnet til organisk vækst?

”Vores produkter er meget datatunge. Vi skal have adgang til mange forskellige datakilder, blandt andet et komplet nordisk datasæt. Hvis vi skal opretholde høje vækstrater, kræver det også data fra lande uden for Norden. 

Siden fundamentet bag vores produkt er så komplekst, er det ikke noget, man bare kan skalere hurtigt til nye markeder.”

Hvad er kerneidéen bag Risika?

”Ideen til at starte virksomheden opstod i 2017. En af medstifterne var revisor hos PwC og arbejdede tæt sammen med mange CFO’er. Han begyndte at spørge ind til deres kreditgivning, og der var en tydelig utilfredshed.

Problemerne handlede om dårlig datakvalitet, mange manuelle arbejdsgange og generelt dårlig kundeservice. Vi begyndte derfor at undersøge markedet og fandt ud af, at der var meget lidt innovation, og at kunderne ikke blev behandlet særlig godt. Det besluttede vi at ændre, og det er stadig en vigtig del af vores DNA.

Vi hørte f.eks. historier om virksomheder, der ikke kunne logge ind i systemer i flere måneder – de havde svært ved at komme ud af aftaler og var afhængige af manuelle løsninger.”

Hvad er det, I kan her?

”Den status quo, vi forsøger at gøre op med, er, at kreditstyring ofte bliver meget taktisk og manuelt. Folk sidder og taster ting ind uden et større strategisk overblik. Vi vil løfte det op på et strategisk niveau og sikre, at virksomheder faktisk overholder deres egne kreditpolitikker. Samtidig vil vi skabe løsninger, der fungerer på tværs af organisationen. Vi er især stolte af vores datakvalitet og vores modeller – det er en central del af vores kerne,” siger Tim Jeppesen og tilføjer:

”Data er ofte forældede i mange virksomheder, og derfor arbejder vi med forudsigelser og kvalitative parametre, der kan ændre sig hurtigt. Det kan for eksempel være, om en virksomhed befinder sig i en højrisikoindustri, eller hvordan eksterne faktorer som energikrisen påvirker den. På den måde hjælper vi vores kunder med at træffe bedre beslutninger.

Vi har også stort fokus på at forebygge svindel ved at identificere mønstre. Det er noget, vi har bygget oven på den klassiske kreditvurdering.”

Hvad er det, der går galt i mange virksomheder?

”Ofte går det galt i organisationer, fordi de enten bruger forældede data eller ikke følger deres egne politikker. For eksempel kan en sælger arbejde på et stort salg i flere måneder og først til sidst finde ud af, at kunden ikke kan få kredit. 

Her vender vi processen om, så kunden bliver godkendt på forhånd, inden salgsarbejdet går i gang. Udfaldet er det samme, man ved det bare på forhånd. Og sparer en masse tid.

Det indsnævrer selvfølgelig råderummet for sælger i udgangspunktet, men det er i sidste ende op til virksomheden selv. De kan altid vælge at overstyre beslutningen og sende sagen videre til kreditafdelingen.

Typisk kan omkring 80 procent godkendes automatisk, 10 procent afvises, og de sidste 10 procent kræver manuel behandling. Den proces forsøger vi også at gøre så enkel som muligt, så virksomheder slipper for besværlige arbejdsgange på tværs af lande.”

Hvad er målet nu for Risika?

”Målet er fortsat ekspansion. Vi bevæger os også i stigende grad ind i banksektoren og ser på, hvordan vi kan hjælpe banker og leasingselskaber med mere komplekse dele af kreditprocessen. Her bruger vi machine learning og AI til at hjælpe med kreditgivning til virksomheder. 

Det er samme område, men i en mere kompleks kontekst som virksomhedslån.

Hvad angår resten af Europa, bliver det mere komplekst på grund af data. Derfor har vi primært fokus på Norden lige nu,” siger Timm Jeppesen.

FAKTA: Risika

Risika A/S er en dansk fintech-startup stiftet i 2016 med hovedsæde i København. Virksomheden tilbyder en digital platform til kredit- og risikostyring, som hjælper virksomheder med at vurdere kunders betalingsevne og kreditværdighed. 
 
Platformen samler data om millioner af nordiske virksomheder og giver automatiserede kreditvurderinger samt løbende overvågning af kunder. Formålet er at reducere tab på dårlige betalere og gøre det lettere at træffe databaserede beslutninger i B2B-handel. 
 
Risika anvendes især af salgs-, finans- og kreditafdelinger til at optimere kreditpolitikker og minimere økonomisk risiko.

Læs mere:

Sidst opdateret: 28. april 2026

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Abonnér på 24Victorias nyhedsbrev og få unik indsigt i startups, innovation og teknologi – direkte i din indbakke.

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Er du interesseret i tech & startups?

Du modtager en mail med særligt udvalgte artikler tirsdag og fredag.