Pluto.markets-CEO om krise: Den kan forplante sig i hele investormiljøet

JJoakim Brüchmann fra Pluto.markets deler sine personlige boganbefalinger med fokus på cykelsport og elitecykling mindset.
Joakim Brüchmann er CEO i handelsplatformen Pluto.markets. Pressefoto

24Victoria har talt med CEO og co-founder i Pluto.markets, Joakim Brüchmann, om, hvordan Donald Trumps vilde tiltag påvirker det danske økosystem inden for scaleups, startups og investeringer.

Hvordan påvirker toldsatserne og uroen på aktiemarkedet det danske startup- og investormiljø, som du ser det?

“Det er en turbulent tid, og vi kan jo se, hvordan vores kunder agerer – der er meget aktivitet på vores handelsplatform. Vi er nok en af de få virksomheder, for hvem det faktisk er godt, at der er noget tumult. Vi er en platform, som hjælper danskere med at investere i de finansielle markeder, og med markedsuroen kommer en masse handelsaktivitet. Men hvis det sætter sig i investorerne som manglende lyst til at investere – i investorkulturen hos vores kunder – så er det ikke godt for hverken os eller markedet på den længere bane.

Generelt kan man sige, at når markedet bevæger sig opad, vil mange gerne investere, men nu kan krisen sætte sig i privatinvestorernes lyst til at sætte penge i aktiemarkedet, og det kan måske forplante sig i hele investormiljøet, hvis det varer ved. Ligesom vi så det i foråret 2022, da tech-aktierne faldt, er startup-funding korreleret med aktiemarkederne. Det forhold kan gøre det sværere for nye startups.”

Hvad er effekten på økosystemet?

“Hvis krisen varer ved længe, og vi ender i en global recession, vil det ramme hele økosystemet på sigt, men på early-stage-planet sker der ikke så meget lige umiddelbart. Det kommer først senere.

Hvis vi rammer en recession, som jeg allerede tror, vi befinder os i, kan det ramme mere bredt baseret på direkte indtjening, når folk har færre penge at købe for. Tolden går dog mest på fysiske varer, men hvis der er virksomheder, som er direkte eksponeret over for de ramte varer, kommer de til at mærke det. Mens early-stage venture-backed startups ikke kommer til at mærke det overnight.”

Hvordan ruster I jer hos Pluto.markets til en krisetid?

“Vi har været ekstremt omkostningsfokuserede, og det er man nødt til, hvis krisen eskalerer. Her kan vi komme til at se virksomheder – især dem, som har opskaleret for hurtigt og nu har for mange ansatte – komme til at fyre medarbejdere. Recessionen rammer efterspørgslen, og så skal de tilpasse sig. Mange virksomheder kan blive nødt til at agere lidt mere forsigtigt – det er en lidt anden måde at drive forretning på i en krisetid. Man går fra ’growth at all cost’ til at agere mere forsigtigt under en recession.”

Kan du se nogle historiske paralleller?

“Det ligner det, som skete i starten af 2022, da techvirksomhederne faldt omkring 50 procent på relativt kort tid – efter at være steget markant de foregående år. Der så vi en trickle-down-effekt, og det kan vi komme til at se igen. Helt konkret kan du sige, at mange af de venturevirksomheder, som indtil for nylig var på vej på børsen, nok vil trække sig. Og det forhold ’trickler down’ til early-stage-investeringer i startups over tid.

Du kan allerede se, at Klarna og eToro har stoppet deres børsnotering – de er officielt sat på pause – og givetvis vil også en række danske virksomheder, som var på vej på børsen, stoppe op og som minimum vente.
Det vil formentlig ramme både Lunar og Pleo, som lå til at gå på børsen inden for de næste 2-3 år, men som nu kan komme til at udskyde det. Mens vi skal på børsen om måske 7 år, og så betyder det ikke så meget – for det er jo svært at sige, hvad markedet gør så langt ude i fremtiden. Det vil sige det påvirker ikke umiddelbart vores planer i den retning, som tingene ser ud nu.”

Læs også vores artikel om top-10 danske startups

Sidst opdateret: 2. maj 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Du kan blive opdateret på nyheder inden for tech & startups ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev. Vi sender dig en mail med 7 udvalgte artikler tirsdag og fredag.