Lunar-founder: Kunstig intelligens kan blive mobilbankens død

Founder og CEO i Lunar, Ken Villum Klausen, tror grundlæggende på behovet for forandring i den finansielle verden. Derfor stiftede han Lunar. Foto: PR/Lunar

Ken Villum Klausen, founder og CEO i fintech-banken Lunar, spår, at kunstig intelligens kommer til at forandre net- og mobilbanken, som vi kender den, radikalt. Fremover vil brugerne selv kunne designe deres bank. Danske Bank har netop meldt ud, at de vil øge deres AI-investeringer til 4,5 mia. kr. årligt, hvilket sker blot to måneder efter […]

Ken Villum Klausen, founder og CEO i fintech-banken Lunar, spår, at kunstig intelligens kommer til at forandre net- og mobilbanken, som vi kender den, radikalt. Fremover vil brugerne selv kunne designe deres bank. 

Danske Bank har netop meldt ud, at de vil øge deres AI-investeringer til 4,5 mia. kr. årligt, hvilket sker blot to måneder efter en massiv fyringsrunde i selskabet. Det skrev blandt andre Berlingske i sidste uge.

Også Nordea satser på AI og meldte i marts ud, at kunstig intelligens fremover skal reducere medarbejderstaben med 5 procent, melder Børsen

Der er ingen tvivl om, at kunstig intelligens langsomt er på vej ind i banksektoren. Men særligt ét sted kommer ændringerne inden længe til at blive synlige for den private forbruger. 

Det mener i hvert fald Ken Villum Klausen, manden bag fintech-successen, Lunar Bank. 

Et personligt finansoverblik

“For mig har det altid været et underligt mål, at folk skal logge ind i deres netbank ofte. Bank er ikke nødvendigvis noget, kunderne har lyst til at bruge tid på,” siger Ken Villum Klausen i et interview til Børsen

Han mener, at folk i stigende grad kommer til at automatisere deres økonomi med AI-agenter, så de ikke selv behøver at foretage sig noget aktivt i banken. 

Derudover peger han på, at forbrugerne fremover selv vil kunne designe deres egen netbank, hvor man bruger AI til at lave et overblik, man selv skaber. 

“Folk vil gerne bestemme over deres egne data og over deres egne oplevelser. Så den usynlige bank kan betyde, at netbanken – altså selve brugeroplevelsen – fra Lunar vil forsvinde,” siger han. 

Det vil altså betyde, at selve bankfunktionerne vil komme til at blive en del af et personligt indrettet finansielt overblik, hvor man som privatperson kan samle alle ens finansielle aktiviteter – loyalitetskort, lån fra andre banker og andre aktiver.  

AI-agenterne kommer

Kunstig intelligens har gradvist fået lov til at fylde mere og mere hos Lunar, fortæller adm. direktør Ken Villum Klausen til Børsen. 

I dag bruger banken AI på tværs af alle afdelinger – i marketing, jura, compliance og til at effektivisere andre arbejdsgange. 

Og nu arbejder banken også på et API – et stykke software, som skal gøre det muligt for folk at få deres bank til at tale sammen med deres AI-agent uden at blande mobilbanken ind i det. 

Løsningen forventes at blive lanceret inden for kort tid, fortæller Ken Villum Klausen. 

Den helt agentiske fremtid, hvor alt kører helt automatisk, går der dog formentlig et par år før, vi kan opleve, mener han. Men det er det, Lunar allerede arbejder hen mod, fastslår han. 

“I første omgang vil behovet nok være størst hos erhvervskunderne, der selv gerne vil sætte deres løsninger op med leverandører, likviditetsflows og betalinger. Men jeg tror også, at privatkunderne gerne vil være med,” siger han. 

Det klassiske bankhåndværk

Siden Lunar i 2024 solgte sin udlånsportefølje til Morrow Bank, har banken ikke udlånt penge til sine kunder. Men det forventes snart at blive muligt igen. 

Det meddelte Lunars finansdirektør Robert Stambro i april 2026 i et interview til Børsen. Han fortæller, at de forventer at lancere udlånsprodukterne inden udgangen af 2026. 

For selv om teknologien ændrer sig, forventer man i Lunar stadig, at selve bankforretningen på sigt kommer til at ligne sig selv. 

“Pengene skal stadig tjenes på klassisk bankhåndværk: på at låne penge ud og på at have produkter, som kunderne gerne vil have. Men den anden del er, at der så kan komme nye typer af produkter, hvor man for eksempel betaler for adgang til infrastrukturen eller API’en,” siger Ken Villum Klausen.

Fakta: Lunar Bank
Den danske fintech-bank blev stiftet i 2015 af Ken Villum Klausen og har hovedsæde i Aarhus. Banken er 100% digital og har ingen fysiske filialer. 

Lunar blev oprindeligt lanceret som “Lunar Way”, men skiftede navn i 2019, da den fik banklicens. Den opererer i dag i Danmark, Sverige og Norge med over 1 million brugere og omkring 400 ansatte.

Læs også:

Sidst opdateret: 6. maj 2026

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Abonnér på 24Victorias nyhedsbrev og få unik indsigt i startups, innovation og teknologi – direkte i din indbakke.

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Er du interesseret i tech & startups?

Du modtager en mail med særligt udvalgte artikler tirsdag og fredag.