”Konsulentbranchen ruster dig til at lave startup”

Casper Sylvest Helledi, medstifter af Endavu, deler sine bedste boganbefalinger om investering og personlig udvikling.
Casper Sylvest Helledi har lært meget fra konsulentbranchen. Foto: Endavu

Casper Sylvest Helledi har en fortid som konsulent hos McKinsey & Company. Dér blev værktøjskassen fyldt op med erfaringer og kompetencer, han nu drager fordel af i sit virke som medstifter af den danske startup Endavu.

I seks år arbejdede Casper Sylvest Helledi hos McKinsey & Company.

Først som konsulent.

Derefter som seniorkonsulent.

Og til sidst som projektleder.

Seks år i konsulentbranchen, der har formet Casper Sylvest Helledis arbejdsmæssige profil, hvis man spørger hovedpersonen selv.

”Du bliver en skarp generalist og problemløser, da du arbejder med forskellige klienter. Du bliver dygtig til at suge viden til dig, så du kan sætte dig ind i klientens verden, sprog og udfordringer. Arbejdstempoet er højt, hvorved du også lærer at prioritere og eksekvere,” siger han til 24Victoria.

Lige præcis at kunne prioritere og eksekvere er en fundamental ting ved arbejdet i konsulentbranchen. Her gælder det nemlig ikke nødvendigvis om at være perfektionistisk anlagt, da tiden er knap.

”Der findes en tommelfingerregel, som hedder 80/20. 80 % af resultatet skal komme fra 20 % af din tid,” uddyber Casper Sylvest Helledi.

Brugbart til startup
Han lægger ikke skjul på, at det var nogle hårde og formative år, hvor der blev lagt mange arbejdstimer. Dels fordi det var sjovt, men også fordi det blev forventet.

Casper Sylvest Helledi kunne sagtens have set sig fortsætte hos McKinsey & Company mange år frem, men der var en gammel, iboende iværksætterdrøm, som lå og puslede i baghovedet.

Som privatperson har han altid investeret, og han har også en stor passion for området, så da muligheden for at starte Endavu med én af hans bedste venner – Martin Roland Knudsen – slog han til.

Og her har tiden i konsulentbranchen været en stor fordel.

”Jeg plejer at sige, at hvis du gerne vil være iværksætter, men ikke ved præcist, hvad du vil kaste dig over, så er konsulentbranchen et godt sted at starte, da du får en nyttig værktøjskasse,” lyder det fra Casper Sylvest Helledi, inden han følger op.

”Når du laver startup, skal du udvikle et produkt, lave regnskaber, sikre kapital, ansætte medarbejdere, lave dataanalyser, markedsføre produktet og meget, meget andet. Her er de generelle ’konsulent-værktøjer’ nyttige.”

Ikke for alle
Konsulentbranchen kan være givende, hvis man gerne vil lave startup, men den kan også være hård. Casper Sylvest Helledi finder det nødvendigt at understrege, at den ikke er for alle. Foruden en hård rekrutteringsproces med adskillige case- og personinterviews, skal man nemlig være indstillet på at lægge de fornødne arbejdstimer.

”Selvom du har fået gode karakterer i skolen, er det ikke ensbetydende med, at det er noget for dig. Der forventes det bedste af det bedste, og nogle går ned med stress. Det er blevet bedre, og problematikken italesættes også internt, men man skal være villig til at lægge de ekstra timer, ” siger han.

I dag er Casper Sylvest Helledis gennemsnitlige arbejdsuge lidt anderledes, end dengang han var ansat hos McKinsey & Company. Han prøver så vidt muligt at holde fri i weekenderne og så arbejde fra mandag til fredag.

Her står han normalt op ved 6-tiden og er sammen med familien. Omkring 8:30 er han på arbejdet, hvorfra han smutter ved 16-tiden. Herefter står indkøb, kvalitetstid med de to børn og hustruen, aftensmad og putning på menuen, inden han igen arbejder fra 20 til 23. 

Sidst opdateret: 14. februar 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Du kan blive opdateret på nyheder inden for tech & startups ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev. Vi sender dig en mail med 7 udvalgte artikler tirsdag og fredag.