Kompasbank er helt på rette vej med at opbygge deres bank målrettet små- og mellemstore virksomheder, påpeger CEO Michael Hurup Andersen. Kompasbank, der er en bank målrettet små- og mellemstore virksomheder, har for nylig offentliggjort deres halvårsrapport for 2025. Et underskud på 45,9 millioner kroner er facit. Til sammenligning lå underskuddet for samme periode sidste […]
Kompasbank er helt på rette vej med at opbygge deres bank målrettet små- og mellemstore virksomheder, påpeger CEO Michael Hurup Andersen.
Kompasbank, der er en bank målrettet små- og mellemstore virksomheder, har for nylig offentliggjort deres halvårsrapport for 2025.
Et underskud på 45,9 millioner kroner er facit. Til sammenligning lå underskuddet for samme periode sidste år på 24,7 millioner kroner. De skriver selv i halvårsrapporten, at resultatet er under forventningerne, men at det blandt andet skyldes tech-investeringer og en administrativ bøde på fem millioner kroner udstedt af Finanstilsynet.
På den positive side er indtægterne steget mere end forventet – blandt andet på grund af 50 procent-stigning i kundebasen.
24Victoria har kontaktet CEO og founder i Kompasbank, Michael Hurup Andersen, for at høre nærmere om regnskabet samt ambitionerne for fremtiden.
I jeres halvårsrapport for 2025 fremgår det, at I har et underskud på 45,9 millioner kroner, og I skriver også selv, at resultatet er lidt dårligere end forventet. Kan du uddybe det?
”Det, der er utilfredsstillende, er, at en del af underskuddet er lidt større, end hvad vi forventet. Her tænker jeg på nogle administrative udgifter samt afskrivninger fra året før. Vi servicerer små- og mellemstore virksomheder. Dét betyder, at man lægger hånden på kogepladen og støtter dem i gode og dårlige tider. Vi sætter os i samme båd som vores kunder, så der er mange ‘aligned interests’. Hvis man kigger på det over kortere tidsspænd, kan det se ud som, at nogle måneder går godt, og andre måneder går det mindre godt – men set over en periode på flere sammenhængende år, er vi tilfredse med vores udvikling og den forskel, vi gør for vores kunder.”
Sidste år havde I også et underskud, hvorfor det kan tænkes, at bestyrelsen er nervøs for udviklingen, og om I nu også har den rette strategi. Hvad tænker du om det?
”Vi har helt sikkert den rette strategi, og der er ingen, som ryster på hånden. Når man bygger en virksomhed som vores, kræver det en del år for at komme ud på den anden side og tjene penge. Der er nemlig store investeringer forbundet med at opbygge en bank, og med dén teknologiplatform, vi har bygget, kræver det specielt mere end man ser andre steder. Vi er helt sikkert i den rigtige retning. Hvis man kigger på resultatet fra forrige år til sidste år, blev det dobbelt så godt.”
Du nævner, at det tager noget tid at bygge en velfungerende bank op. Hvornår regner I med at ramme breakeven?
”Jeg ønsker ikke at svare præcist på, hvornår vi for et helt år kommer ud med sorte tal. Vi arbejder aktivt med vores kunder, opbygger kundebasen og får tilføjet endnu flere produkter, så jeg forventer et breakeven på månedsbasis i løbet af 2026. Det er også værd at huske på, at vores kerneforretning er profitabel, men at de røde tal på bundlinjen skyldes investeringer i teknologi, nye kundeprodukter og nye ekspansionsmuligheder. Dét er et aktivt valg, vi har truffet – noget som både investorer og bestyrelsen også har støttet op om.”
Hvis vi vender blikket mod den 50 procent-stigning i kundebasen. Hvordan tror du så, at det ser ud fremadrettet?
”Det ironiske for os er ikke manglen på kunder. Det handler mere om, hvor mange kunder vi operationelt kan håndtere i forhold til vores kapital og risikoappetit. Kunderne aftager de produkter, vi har, så vi arbejder på at få endnu flere produkter i porteføljen. Vi går ikke på kompromis med kvaliteten, så vi skubber ikke noget ud over rampen, før det lever op til vores kriterier. Kunderne værdsætter vores high-end-quality-produkter, og den forskel de gør i hverdagen.”
Hvilke produkter kan de i særdeleshed lide?
”Vores låneprodukt – altså når virksomhederne søger om kapital til at vækste – leverer vi med stor fleksibilitet og hastighed i forhold til andre i branchen. Når man så matcher dét med vores rådgiverskare, der er dygtige til at forstå og kommunikere med kunderne, har du en god pakke. Det kan vores kunder rigtig godt lide. Samme pakke leverer vi på leasing- og valutaprodukterne.”
I understøtter små- og mellemstore virksomheder, som jo netop efterspørger en stor grad af fleksibilitet. Hvordan tror du, at fremtiden ser ud for jer, hvis vi kigger fem år ud i fremtiden?
”Jeg tror, at vi vil tage mærkbare markedsandele af SMV-segmentet – også mere end SMV-segmentet vokser i sig selv. Og så vil vi have et meget større aftryk på tværs af flere markeder.”
Så I bliver markedsleder?
”Det vil jeg ikke sige. Men vi vil nok være markedsledende på nogle parametre – herunder vækst og produktomfang til kunderne.”
Her kommer et spørgsmål i en lidt anden boldgade. Hvor stor en bedrift er det for jer, når en af jeres kunder bliver en succes?
”Vi er super stolte, når det lykkes vores kunder at blive en succes og opnå opkøb, investeringer eller sågar internationale børsnoteringer. Det er lige præcis dét, vi er sat i verden for. En stor del af de virksomheder, som vi har hjulpet med lån og kapital har eksekveret på deres plan og blevet en kæmpe succes. Igennem vores beskedne leveår på lidt mere end tre år har vi indirekte været med til at fastholde og skabe over 5.000 arbejdspladser. Det er vi da stolte over. Vi støtter virksomheder, som vil gøre en forskel og skaber værdi til samfundet.”
Her afslutningsvis bliver det måske lidt hypotetisk, men hvad ville der ske, hvis I ikke var sat i verden?
”Måske ville der være andre, som ville prøve at skabe det samme, som vi prøver på. Det kan også være, at bankbranchen ’bare’ ville være status quo. Det er nærmest umuligt for mig at svare på, da det er hypotetisk, og det hele er gisninger. Det, vi dog ved ud fra den feedback, vi får, er, at vi gør en forskel og hjælper mange SMV’ere videre, og som ikke ville have nået samme potentiale uden os.”