Klarna-CEO sætter fokus på skift til AI-model

Klarna reklamskylt på en byggnad – Shop now. Pay with Klarna.
Foto: Shutterstock

Flere og flere virksomheder vælger at skifte tredjepartssoftware ud med skræddersyede AI-løsninger for at reducere omkostninger og øge kontrol over egne data. Dog rejser det også spørgsmål om compliance og datasikkerhed – især i den følsomme fintech-sektor.

Co-founder og CEO for fintech-virksomheden Klarna, Sebastian Siemiatkowski, er igen gået på X for at fortælle, hvorfor virksomheden sidste år valgte at droppe det førende CRM-produkt fra Salesforce til fordel for Klarnas egen AI-løsning. Det skriver TechCrunch.

Men denne gang understreger Serbastian Siemiatkowski, at han ikke forventer, at alle vil følge hans eksempel.

“Jeg tror ikke, det er enden for Salesforce, det kan tværtimod være det modsatte,” skriver han på X.

Stor besparelse

Nyheden om, at Klarna havde udviklet sit eget AI-system baseret på ChatGPT og dermed kunne opsige sin aftale med Salesforce, gik viralt i september 2024.

Sebastian Siemiatkowski forklarede dengang, at projektet førte til, at virksomheden kunne erstatte 700 eksterne fuldtidsansatte og spare omkring 40 millioner dollars om året.

Salesforce-grundlægger og CEO, Marc Benioff, udtrykte efterfølgende skepsis over for, hvordan Klarna håndterer kundedata og sikrer compliance.

Tvivl om kundedata

Nu, hvor der går rygter om, at Klarna kan gå på børsen allerede næste måned, er sagen aktuel igen.

For det betyder, at virksomhedens finansielle oplysninger snart bliver offentligt tilgængelige. Derfor forsøger Sebastian Siemiatkowski at præcisere situationen, ifølge TechCrunch.

Som fintech-virksomhed i en stærkt reguleret branche ønsker han nemlig ikke, at offentligheden tror, at Klarna uploader al kundedata til OpenAI.

I stedet har han forklaret, at projektet handler om at samle data fra de mange SaaS-systemer, Klarna tidligere brugte – herunder Salesforce – og konsolidere det i deres egen interne teknologiplatform.

Selvom Sebastian Siemiatkowski ikke specificerer, hvor al data er flyttet hen, nævner han dog den svenske virksomhed Neo4j og dens database som en af de løsninger, Klarna nu benytter.

Sidst opdateret: 6. marts 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Du kan blive opdateret på nyheder inden for tech & startups ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev. Vi sender dig en mail med 7 udvalgte artikler tirsdag og fredag.