Penning blev grundlagt i 2021 ud fra en overbevisning om, at der var behov for noget nyt og mere håndholdt i kryptomarkedet. 24Victoria har talt med virksomhedens topchef om udviklingen på et vildt voksende område. ”Vores rolle er at sikre, at kunderne får den bedst mulige pris i markedet. Samtidig med, at vi håndterer den […]
Penning blev grundlagt i 2021 ud fra en overbevisning om, at der var behov for noget nyt og mere håndholdt i kryptomarkedet. 24Victoria har talt med virksomhedens topchef om udviklingen på et vildt voksende område.
”Vores rolle er at sikre, at kunderne får den bedst mulige pris i markedet. Samtidig med, at vi håndterer den operationelle kompleksitet. Og vi ser et tydeligt hul i markedet for løsninger, hvor investorer kan få eksponering mod kryptomarkedet – uden selv at skulle overvåge og rebalancere deres portefølje.”
Ordene kommer fra CEO i Penning, Jimmie Steinbeck.
Penning er ikke en børs – det er en broker, forklarer han om en virksomhed, der vil hjælpe investorer med at finde rundt i dét, mange ser som et kryptokaos.
”Jeg har været i branchen siden 2010 og oplevede et behov for en mere troværdig og kundeorienteret tilgang til investering i digitale aktiver. Vi har fra starten haft en ambition om at bygge en digital investeringsplatform, hvor kunder kan få eksponering mod digitale aktiver på en enkel og reguleret måde.”
Det brede publikum er underserviceret
Mange mennesker har hørt om kryptovaluta, men deres første indtryk er ofte præget af historier om svindel og misvisende markedsføring, ifølge Jimmie Steinbeck.
Derfor bruger Penning meget tid på at uddanne sine kunder og f.eks. forklare, hvad en wallet, en blockchain og en kryptovaluta egentlig er.
”Vi oplever, at mange investorer ønsker professionel hjælp til at håndtere deres digitale aktiver. Selvom princippet om not your keys, not your coins fortsat er vigtigt, er der også en voksende efterspørgsel efter sikre og regulerede løsninger,” siger Jimmie Steinbeck og uddyber:
”Når en kunde opretter en profil hos os, gennemgår vedkommende en analyse og får en risikoprofil. På den baggrund kan vi præsentere relevante investeringsprodukter og samtidig sikre, at kunden forstår de risici, der følger med. Vi investerer massivt i uddannelse og vejledning. Vores ambition er ikke blot at tilbyde produkter, men også at hjælpe kunderne med at forstå dem.”
Afgørende licens udgør fundamentet
I 2023 etablerede Penning en investeringsfond for at gøre investering i digitale aktiver mere tilgængelig.
Det krævede et minimumsindskud på 750.000 kr. (100.000 euro). Men ledelsen fandt hurtigt ud af, at man befandt sig i et segment, hvor dét investeringskrav ofte var for højt for private investorer – og for lavt for institutionelle aktører.
Derfor har man rettet til.
”Med vores porteføljeplejelicens kan vi nu tilbyde investeringer fra et langt lavere niveau. Målet er at gøre professionel porteføljeforvaltning tilgængelig for langt flere mennesker. Det har taget halvandet år at opnå denne licens, som kun få aktører har i Danmark. Det krævede et enormt benarbejde. Vi er desuden blevet godkendt af Google til at annoncere for kryptorelaterede produkter og services,” siger Jimmie Steinbeck.
Penning arbejder desuden på at integrere kunstig intelligens i kundeoplevelsen, men det skal ske ansvarligt.
”AI skal ikke give generelle svar på alt, men hjælpe kunderne med præcis og relevant vejledning. Vores kunder vælger os, fordi vi er specialister. Vi fokuserer på kvalitet frem for volumen og håndterer færre, men ofte større transaktioner. Og det er vigtigt for os, at kunderne kan få fat i et menneske. Mange føler sig mere trygge ved at kunne ringe ind og få hjælp til større eller mere komplekse transaktioner.”
De store kan få det svært
Interessen for forretningsområdet fra de store institutionelle investorer, formueforvaltere og banker er stigende, men mange mangler fortsat de nødvendige licenser og den regulatoriske infrastruktur til at operere på området.
”Vi brugte omkring halvandet år på at opnå vores licenser,” siger Jimmie Steinbeck og uddyber:
”Det understreger, hvor omfattende de regulatoriske krav er blevet, og hvor vigtigt det er at have en robust organisation bag forretningen. Før indførelsen af MiCA-reguleringen var der omkring 3.500 VASP-selskaber i Europa. I dag er antallet reduceret til cirka 3.000 aktører, og kun omkring 210 virksomheder har opnået en CASP-licens. De øvrige aktører er tvunget til at afvikle deres forretning senest den 1. juli 2026, hvis de ikke opnår de nødvendige tilladelser.”
Blandt de cirka 210 licenserede selskaber er det kun omkring 25 virksomheder, der – ligesom Penning – har tilladelse til porteføljepleje af kryptoaktiver. Det understreger både kompleksiteten i licensprocessen og de høje krav, der stilles til organisation, compliance og risikostyring.
”Vi er stadig en startup, men vi er på vej ind i scaleup-fasen. Fokus er nu på automatisering, produktudvikling og at skabe en endnu bedre kundeoplevelse. Vi forventer et overskud for 2025 på mellem én og halvanden million kroner, som vi planlægger at geninvestere i vækst, nye produkter og strategiske opkøb. Markedet konsoliderer sig i disse år. Derfor ser vi også interessante muligheder for opkøb af virksomheder, teknologi og kundebaser, som kan styrke vores position,” forklarer Jimmie Steinbeck.
Som led i denne strategi har man gennemført opkøbet af Veli, som 24Victoria har beskrevet.
Opkøbet skal styrke positionen over for formueforvaltere og finansielle rådgivere, som via Penning kan tilbyde deres kunder og klienter professionel og reguleret eksponering mod kryptomarkedet.
”Samtidig udvider det vores teknologiske fundament og gør det lettere for samarbejdspartnere at integrere digitale aktiver som en naturlig del af deres investeringsunivers,” siger Jimmie Steinbeck.
Fremtidens marked
Hvor er kryptomarkedet nu på vej hen? Man skal se mod stablecoins, der bliver et af de vigtigste fokusområder i de kommende år, ifølge Jimmie Steinbeck.
”For os handler fremtiden ikke kun om at købe kryptovaluta. Det handler om, hvordan investorer kan få professionel og reguleret eksponering mod markedet gennem veldiversificerede porteføljer,” siger han og understreger, at ikke alle kan gå ind og udgøre en konkurrent overnight.
”Der er behov for at bygge den nødvendige infrastruktur, hvis teknologien skal kunne anvendes bredt i finanssektoren,” siger han.
Læs mere: