byFounders er en community-drevet early-stage VC, der blandt andet står bag den hypede fintech Sumary. Her fortæller de, hvad de ser på. Et community, som består af mere end 70 af de mest succesfulde nordiske og baltiske founders, kan vel næppe tage fejl? I hvert tilfælde var de begejstrede, da den danske fintech-startup Sumary i […]
byFounders er en community-drevet early-stage VC, der blandt andet står bag den hypede fintech Sumary. Her fortæller de, hvad de ser på.
Et community, som består af mere end 70 af de mest succesfulde nordiske og baltiske founders, kan vel næppe tage fejl?
I hvert tilfælde var de begejstrede, da den danske fintech-startup Sumary i denne uge rejste 4,2 millioner dollar – godt 27 millioner kroner – i en af Danmarks største pre-seed-runder til dato. Endda kun seks måneder efter lanceringen.
Et stærkt værktøj
Runden blev ledt af byFounders, og den fik deltagelse af Partech, Tenity og flere prominente business angels, herunder Morten Primdahl (medstifter af Zendesk), Christian Lanng (medstifter af Roger) og Bjarke Klinge Staun (Creandum).
Målet er at accelerere AI-drevet finansautomatisering. Virksomheden bygger således en AI-drevet automationsplatform, der er udviklet til bogholdere og økonomiteams. Teknologien arbejder på transaktionsniveau med at understøtte det daglige workflow med dybere analyser og reelle automatiseringsmuligheder.
byFounders forklarer deres støtte således i et opslag på LinkedIn:
”Europæiske SMV’er bruger næsten 100 milliarder euro om året på regnskab – en stor del af det på manuelt, repetitivt arbejde. Med de kommende ViDA-regler, der presser digital fakturering ud over hele EU, ændrer markedet sig hurtigt. Sumary går ind i dette skifte med en moderne regnskabsplatform, der automatiserer bogføring, afstemninger, moms-tjek og finansielle workflows, samtidig med at den kobler sig på de systemer, SMV’er allerede bruger.”
Personer er afgørende
Men vigtigst af alt for mange investorer er de personer, der skal lede slagets gang. Og de er i høj kurs hos byFounders.
Sumary er grundlagt af Bastian Schneider, Lucas Rantzau, Pascar Sivam, Frederik Skov Wacher, Abel Aioanei og Carl Riis.
”Vi har kendt Pascar Sivam og Lucas Rantzau i årevis. De er skarpe, hurtige og ekstremt eksekveringsdrevne. Bare den seneste måned har de indgået partnerskaber med virksomheder som Baker Tilly Danmark, Deloitte, Baltic Assist og stærke finance-teams i hele Norden,” lyder det fra byFounders.
Kommerciel fremdrift
Sumary melder altså om tidlig kommerciel fremdrift med de første kontrollerede udrulninger i gang hos internationale revisions- og regnskabsfirmaer, som byFounders fremhæver ovenfor. Mens flere partnere meldes på vej.
Kapitalen skal bruges til at udvide produktudviklingen og øge relevante ansættelser. Virksomheden arbejder samtidig på at brede løsningen ud til de utallige økonomi- og regnskabsteams, der søger effektive AI-værktøjer.
Læs mere: