Avido AI hjælper teams i den finansielle sektor og er optaget i Mastercards prestigeprogram. Den danske startup hjælper nu banker med at bringe AI fra pilotprojekter til drift via dokumentation, der er i overensstemmelse med de regulatoriske krav. Og det er et kæmpe marked. 24Victoria har taget en snak med CEO Rasmus Lindegaard om udviklingen. […]
Avido AI hjælper teams i den finansielle sektor og er optaget i Mastercards prestigeprogram. Den danske startup hjælper nu banker med at bringe AI fra pilotprojekter til drift via dokumentation, der er i overensstemmelse med de regulatoriske krav. Og det er et kæmpe marked. 24Victoria har taget en snak med CEO Rasmus Lindegaard om udviklingen.
Dansk fintech rykker. Det skyldes ikke mindst, at der er stor tiltro til danske finansielle institutioner, også internationalt, og tillid er en hjørnesten i fintech, som 24Victoria har beskrevet.
En af de fremadstormende aktører er Avido AI – stiftet i 2024 af Alexander Bach Schmidt, Lasse Hylda og Rasmus Lindegaard. Sidstnævnte er – udover at være co-founder – altså også CEO.
Hvorfor etablerede I Avido AI?
“Alexander og jeg arbejdede begge med AI-applikationer i hver vores kontekst, og vi begyndte at sammenligne de fejlmønstre, vi så. Dét, der gik igen, var, at hver gang vi troede, vi havde dækket alle edge cases, opstod der nye fejl,” siger Rasmus Lindegaard og uddyber:
“Det gjorde det tydeligt for os, at AI-systemer opfører sig fundamentalt anderledes end traditionel software. Du kan ikke på samme måde forudsige outputtet ud fra koden. Vi blev enige om, at hvis vi efter nogle uger stadig ikke kunne slippe problemet, var vi nødt til at bygge noget for at løse det. I praksis gik der kun få dage, før vi havde den første demo. Vi kunne ikke lade det ligge.”
Kan du uddybe det problem, Avido AI skal løse?
“Det grundlæggende problem er ikke, at modellerne ikke er gode nok. De er allerede stærke, og bankerne investerer dem massivt. Udfordringen er, at AI-systemer er probabilistiske (baseret på sandsynlighed, red.), mens bankerne er bygget til at styre deterministiske systemer. Du kan ikke validere dem én gang og forvente, at de opfører sig ens hver gang.
Og det skaber et hul: Teams kan bygge AI-applikationer, men de har svært ved at bevise, hvordan de opfører sig, om de er stabile, og om de lever op til regulatoriske krav. Det er det hul, vi vil lukke. Det er derfor, vi eksisterer.”
Har I fået kunder med om bord?
“Ja, vi har allerede integreret med tre banker og flere fintechs. Det vigtige er, at vi arbejder direkte i deres udviklings- og governanceprocesser, hvor AI faktisk skal bringes i drift.”
Hvorfor går I ikke efter de private marked, så folk kan få overblik – direkte via Avido AI?
“Vi kunne godt bygge en finansiel assistent direkte til forbrugere, men vi tror på, at bankerne er det rigtige sted for den løsning. De har dataene, relationen og tilliden.
Vores rolle er at gøre det muligt for dem at levere den oplevelse sikkert – og i skala – ved at reducere kompleksiteten og omkostningerne ved at drive AI.”
Hvorfor tror du I blev udvalgt til i Mastercard-programmet – ud af en række fremadstormende fintechs?
“Mastercard er i gang med at opbygge en række AI-baserede løsninger og værktøjer, som de ønsker at bringe ud til deres partnerbase.
Set fra vores perspektiv skaber det en naturlig udfordring: Løsningerne kan ikke implementeres ens i alle banker. Hver institution skal tilpasse dem til deres egen kontekst, deres data og deres risikoprofil. Samtidig skal de kunne dokumentere, hvordan løsningerne opfører sig, og at de lever op til regulatoriske krav.
Det er der, vi kommer ind i billedet. Vi gør det muligt for bankerne at tilpasse, teste og dokumentere AI-løsninger systematisk, så de kan bringes i drift med den nødvendige sikkerhed og governance.
Det gør det lettere at omsætte den type initiativer til konkrete implementeringer i praksis.”
Hvordan fungerer jeres platform?
“Vi leverer en platform, der strukturerer, hvordan teams arbejder med AI-applikationer. Den integrerer test, dokumentation og governance som en del af udviklingsprocessen i stedet for som et efterfølgende trin.
Den centrale forskel er, at du først forstår et AI-system, når du tester det i skala. Vores platform gør den proces hurtig, systematisk og gentagelig.”
Kan du give et eksempel?
“Hos ABN Amro (hollandsk storbank, red.) har vi blandt andet øget integrationshastigheden markant og gjort det muligt for ikke-tekniske profiler at gennemføre et stort antal eksperimenter direkte i platformen.
Det ændrer, hvem der kan arbejde med AI, og hvor hurtigt man kan gå fra idé til noget, der kan sættes i drift med den nødvendige kontrol.”
Hvordan ser du udviklingen for bankerne?
“AI kommer til fundamentalt at ændre, hvordan banker opererer. Der ligger en enorm effekt i interne use cases – særligt i bedre beslutningsstøtte og i at skabe mere effektive organisationer.
Samtidig stiger kundernes forventninger markant, fordi de allerede i dag får input og indsigt fra åbne AI-værktøjer. Det ændrer deres referencepunkt for, hvordan de forventer at kunne forstå og interagere med deres finansielle data.
Og det smitter direkte af på kundeoplevelsen, hvor forventningerne bliver højere end i dag. Men selvom kunder nemt kan få input, er der en væsentlig forskel på dét – og egentlig rådgivning. Den regulatoriske rådgivning vil fortsat ligge hos bankerne.
Vores fokus er at gøre det muligt at implementere AI på tværs af både interne og kundevendte use cases med den nødvendige kvalitet og governance.”
Læs mere: