Flere amerikanske startup-virksomheder tøver med at søge mod det offentlige marked efter indsættelsen af Donald Trump som USA’s præsident.
Alt var sådan set i støbeskeen efter Donald Trumps valgsejr i november 2024.
Der skulle gang i den økonomiske vækst igen, hvor det var forventet, at en såkaldt pro-business periode uden de store reguleringer kunne få gang i den amerikanske økonomi. En god anledning for amerikanske startups at søge funding eller endda børsnotere sig.
Fast forward til februar 2025, og det er måske ikke længere en så god idé.
New York Times skriver nemlig, at flere startups tøver med at trykke på børsnoterings-knappen, da verdensbilledet ser markant anderledes ud.
De usikre begivenheder
Efter Donald Trumps indsættelse er der pålagt told på 25 procent på stål og aluminium importeret til USA samt 25 procent på alle varer importeret fra Mexico og Canada. De forventede massefyringer af offentligt ansatte er ligeledes sat i gang.
Og så var lanceringen af den kinesiske AI-chatbot DeepSeek en hård mavepuster for det amerikanske finansmarked med store økonomiske tab.
Disse hændelser har altså fået nogle amerikanske startup-virksomheder til at tænke sig en ekstra gang om.
For eksempel Turo, der er en startup inden for biludlejning. Virksomheden, der holder til i San Francisco, havde planlagt en offentlig børsnotering, men har altså valgt at trække den tilbage.
”Nu er ikke tiden,” udtaler Andre Haddad, der er administrerende direktør, i New York Times.
Cerebras, som leverer AI-chipper, har ligeledes også sat deres notering i bero.
Tech-virksomhederne Stripe og Databricks har også lagt planer om offentlige børsnoteringer på is for at fokusere mere på privat funding.